1. sal

Rum 13: Rosen

Betegnelsen ”Rosen” går tilbage til Frederik 4.s tid, hvor dette fælles forgemak blev benyttet som spisesal for hoffets damer og kavalerer. Senere blev rummet anvendt af Det Kongelige Klasselotteri.

Ved restaureringen i 1800-tallet blev Rosens oprindelige kvadratiske form genskabt. Loftmalerier og parketgulv, hentede man fra Frederiksberg Slot. Loftsmalerierne er udført af Frederik 4.s hofmalere Bénoit le Coffre og Hendrik Krock. Lysekronen, som er et engelsk arbejde fra slutningen af 1700-tallet, er hentet fra Jægerspris Slot.

De udstillede malerier, møbler og genstande i Rosen er fra Frederik 5.s tid i midten af 1700-tallet. I denne periode var rokokoen den fremherskende stilart i europæisk kunst og kunsthåndværk, hvilket afspejles i mange af genstandene.

Næste rum ->

Genstande i dette rum
1300 – 1309
1301. Portræt af Frederik 5. som ung, malet af J.S. du Wahl.
1302. Portræt af Frederik 5. som ung i purpurrød dragt og rustning, malet af J.S. du Wahl.
1303. Portræt af prinsesse Louise, Frederik 5.s søster, med en blomst i hånden og samlet i kjolefolderne. Kunstneren er ukendt.
1305. Kabinetskab fineret med valnød og indlagt med landskaber i halvædelsten, udført omkring 1740 til Hirschholm Slot.
1306. Modeller af to linjeskibe, bl.a. ”Anna Sophie”, samt model af Rosenborg, udført i skildpadde, perlemor, ben, rav og hår, udført af toldkontrollør Niels Nielsen i Ålborg i 1750’erne.
1307. Elfenbenspokal formet som en ananas på ottekantet fod af skildpadde, drejet af hofkunstdrejer Lorenz Spengler. Pokalen er præget af den raffinerede kontrast mellem de bølgede former på bægeret og de spinkle ornamenter på stilk og låg.
1308. Pokal med løst låg fremstillet af et beskadiget skildpaddeæg, udført af Lorenz Spengler til Frederik 5.s private samling på Christiansborg Slot i 1764. I låget en seddel med Spenglers håndskrift ang. pokalens tilblivelse.
1309. Pokaler af forskelligt materiale; elfenben, næsehorn, skildpaddeskjold, kalabas og hjortetak. Udført af Lorenz Spengler til Frederik 5.s private samling på Christiansborg Slot i 1750-57.
1310 – 1319
1310. Figurgruppe af elfenben på rund sokkel af sortlakeret træ, signeret J(ohann) E(phraim) B(auert), og udført til Frederik 5. i 1756. Gruppen forestiller Hercules, der redder Deianeira fra kentauren Nessus.
1311. Portræt af Sophie Magdalene iklædt sølvmors kjole og rigt smykket med perler og sten, malet af J.S. du Wahl. Bag på rammen med blyant: ”Christian 6tes Gemalinde”.
1312. Strudseæg og kurveformet røgelseskar af elfenben med kæder og rav; samt lågpokal af elfenben og rav, drejet af prins Wilhelm af Hessen 1760-65.
1313. Forgyldt udskåret konsolbord med plade af norsk, grå marmor. Udført til kronprinsessens audiensgemak i Prinsens Palæ 1745-46.
1314. Skitse til lille rytterportræt af Frederik 5. til hest, malet af den svenskfødte hofmaler Carl Gustaf Pilo.
1315 Lille helfigursbillede af arveprins Frederik, malet af J.G. Ziesenis i 1767.
1316. To udskårne, forgyldte armstole, mærket C6 og KSCB 1740, d.v.s. fra det “Kongelige Slot Christiansborg”, som blev taget i brug 1740.
1317. Portræt af Frederik 5. bemalet på terracotta-relief af L. von Lücke omkring 1753.
1318. Chatol af rosentræ med indlægning af farvet ben, perlemor og metal. På dørene spejlglas, i skuffen et spinet. Udført i 1755 af C.F. Lehmann til Fredensborg Slot.
1319. Markgreve Friedrich Ernst af Brandenburg-Bayreuth (1703-62), Frederik 5.s morbror, statholder i hertugdømmerne, dansk general-feltmarskal-lieutenant. Lille knæstykke på kobber, signeret: J.F. Gerhard fec.
1320 – 1329
1320. Lille helfigursbillede af Dronning Louise. Malet af den svenskfødte hofmaler Carl Gustaf Pilo.
1321. Pokaler af nautil og halvædelsten, indfattet i perlemor af Lorenz Spengler til Frederik 5.s private samling på Christiansborg Slot i 1750.
1322. Forgyldt, udskåret konsolbord med sort marmorplade, mærket C6 og KSCB. Som nr. 1316.
1323. Portræt af Christian 6. iført rustning med forgyldning og blåt sølvkantet for, i ramme med krone, malet af J.S. du Wahl.
1324. Ungdomsportræt af Frederik 5. iført purpurrød dragt og rustning, malet af J.S. du Wahl.
1325. Portræt af Frederik 5., der hyldes af videnskab og kunst i skikkelse af Minerva og kunstens gudinde. Skitse signeret: Peder Als inv. et pinx.
1326. Skrin med finér af skildpadde og indlægninger af perlemor og elfenben, der bl.a. viser scener fra den norske bjergværksdrift og mytologiske scener med Venus. Fremstillet i København omkring 1760.
1327. Nøddetræs-kommode med forgyldte skæringer. Fremstillet i København omkring 1740, sandsynligvis af den kongelige kunst- og kabinetsnedker Matthias Ohrtmann.
1328. Helfigursportræt af Christian 6. som midaldrende malet af J.S. du Wahl. Portrættet var en gave fra kongen til general Grüner, som var ambassadør i Stockholm i 1740-43 (som nr. 1330).
1329. Rytterbillede af Frederik 5. Den allegoriske fremstilling viser kongen til hest, der modtager regalierne. Maleriet er signeret: J.F. Gerhard 1747.
1330 – 1339
1330. Portræt af Frederik 5. som kronprins i hel figur. Malet af J.S. du Wahl i 1740 (som nr. 1328).
1333. Portræt af prinsesse Louise, Frederik 5.s søster (1726-56), hertuginde af Sachsen-Hildburghausen. Knæstykket er signeret: T. Huber for Thomas Huber.
1340 – 1349
1340. Nøddetræsskab med spejlglas, fløjteværk og musikvalse, udført af C.F. Lehmann i København i 1757. Skabet har en imponerende højde på 4 meter og kunne i dets storhedstid afspille hele 14 forskellige fløjte- og trompetstykker.
1346. Portræt af Hertug Ernst Friedrich Carl af Sachsen-Hildburghausen (1727-80), Frederik 5.s svoger. Knæstykket er signeret: T. Huber 1751 for Thomas Huber.
1350 – 1359
1351. Kronepokal fra det norske glasværk på Nøstetangen. Rig gravering med Frederik 5.s navnetræk omgivet af allegoriske figurer på den ene side og det danske våben på den anden. Signeret: H.G. Köhler 1752.
1352. – 1353. Pokaler af norsk glas med fremstillinger i anledning af Frederik 5.s og dronning Louises salving i 1747, graveret af H.G. Köhler i København.
1354. Pokal af norsk glas med Christian 7.s og Caroline Mathildes navnetræk, det danske og engelske rigsvåben og dateringen MDCCLXVI d. 8. (nov. d.v.s. bryllupsdagen). Graveret af H.G. Köhler. Lågets knop er formet som en kongekrone.
1356. Hvidmalet ur med forgyldte udskårne rokoko-ornamenter og med fløjteværk; signeret: I.P. Adamy in Stettin.

Relationer