Kongernes SamlingRosenborgKongedragter

Kongedragter

Kongernes Samling er indehaver af en større samling dragter fra kongefamilien. I menuen til venstre kan du udforske en dragt for hver af de seneste 15 regenter.
Dragter fra museets store samling er kun sjældent udstillede, da de meget dårligt tåler lyspåvirkning – kun Christian 4.s blodige tøj er permanent udstillet på Rosenborg.
Siderne giver derfor en mulighed for at nyde et lille udvalg af samlingen virtuelt. Grib fat i dragterne under de enkelte konger, og drej dem rundt.

Relationer

Kongekroner og herskersymboler

Kongekroner og herskersymboler Kongerigets ypperste symboler kaldes også regalier og kan oversættes til “det som hører kongen til”. I dansk sammenhæng drejer det sig om kongens og dronningens kroner, scepteret (herskerstaven), rigsæblet (symbolet for Universet og jordkloden), kroningskården, rigssværdet, beholderen til salvingsolien og tronstolene. Mange forestiller sig formentlig Kongen sidde i daglig audiens på sin tronstol iført sin krone og med de øvrige regalier indenfor rækkevidde, men genstandene blev faktisk kun brugt én gang i en konges liv, og det var ved hans kroning eller salving. Den ældste kendte kroning i Danmark er Knud 6.s i 1170 i Ringsted Kirke, og kroningstraditionen fortsatte til og med Frederik 3. Ved Frederik 3.s kroning var Danmark et valgkongerige, hvor kongens ældste søn kun på rigsrådets nåde blev valgt som konge og måtte underskrive en kontrakt – en håndfæstning – der begrænsede hans magt i forhold til rigsrådet. Ved kongens kroning var det derfor rigsråderne, der på symbolsk vis deltog i påsættelsen af kronen. Under Frederik 3. blev enevælden indført i Danmark og hans søn, Christian 5. arvede derfor automatisk kongetitlen – kun af Guds nåde og ikke længere også af rigsrådets. Derfor ophørte kroningsceremonien; kongen satte nu selv kronen på sit hoved, hvorefter han lod sig salve i kirken som en Guds velsignelse af monarkens gerning. Christian 4.s krone blev også brugt ved Frederik 3.s kroning, men ved Christian 5.s salving til enevældig konge i 1670 indsmeltede man indsatsen fra Frederik 3.s krone og skabte en ny krone af guldet. En ny epoke begyndte og kronen bliver også kaldt ”de enevældige kongers krone”. En ny epoke begyndte igen med enevældens ophør i 1848, og Christian 8.s salving i 1840 blev den sidste. Fra da af anvendes kronen kun en gang i hver konges liv, og det er, når han er død. Monarkens kiste sættes frem i Slotskirken på Christiansborg til det såkaldte ”Castrum doloris” (af latin: smertens leje), hvor kronen lægges på kistens låg, og de øvrige regalier opstilles foran kisten.

Narhvalstronen og de tre løver af sølv

Narhvalstronen og de tre løver af sølv Tronstolene i Riddersalen vogtes af tre løver af sølv – en gående, en siddende og en delvist liggende. De er i naturtro størrelse, og deres øjne, manker og halespidser er belagt med guld. Sammen med kongens tronstol af sølv og narhvalstand udgør de et spektakulært skue. Hensigten var ikke blot at iscenesætte kongemagten på pompøs og ærefrygtindgydende vis – inspirationskilden til tronstolen og løverne kom fra Kong Salomon i det gamle testamente. Salomon var kendt for sin retfærdighedssans, vished og rigdom, og Frederik 3. ønskede at låne noget af den massive symbolværdi, der ligger i det gammeltestamentlige forbillede. Det vides, at Frederik 3., der bestilte sølvløverne i 1665-70, havde et maleri af Rubens hængende på Københavns Slot. Maleriet forestillede Kong Salomons domsfældelse over de to kvinder, der sloges om moderskabet til det samme barn, og Salomon befalede derfor, at barnet skulle hugges i to, hvorved den rigtige moder udbrød i gråd, og kendelsen blev afgjort. At trække en linje til Kong Salomons legendariske retfærdighedssans øgede kongens ædelhed som hersker.

Konservatorens værksted

Kom med på opdagelse, i vores konservatorers arbejde med at bevare og afdække nye sider af genstandene i samlingen.