Nordlys – Koncert med Odense Kammerkor

Kirkesalen på Koldinghus, 26. september kl. 15.00-16:00

Kom med til koncert i Kirkesalen på Koldinghus med Odense Kammerkor. Koncertens tema er “NORDLYS” og vil indeholde en række á capella satser fra de nordiske og baltiske lande (med en lille afstikker sydpå), som er tilpasset temaet og årstiden.

Nordlyset er naturligvis ikke en ny ‘opfindelse’, og det kommer nok ikke som en overraskelse, at det spektakulære Aurora Borealis er genstand for mange myter. I vikingetiden forlød det, at nordlyset var valkyriejomfruernes rustninger, som glimtede særegent.

Det siges ofte, at det nordlige Norge, Sverige og Finland er det bedste sted i verden at se nordlys. Det er naturligvis en sandhed med modifikationer, for lysene kan være lige så synlige og finurlige fra andre destinationer mere sydligt i det meste af Skandinavien.

Det musikalske program har musik fra alle nordiske lande, fra Island i nord til Danmark i syd – og med en tur rundt om Østersøen undervejs. Teksterne og musikken ved koncerten er både kirkelige og verdslige, men fælles for dem er, at de afspejler såvel lys som mørke, dag som nat, sol som måne – med et par stjerner i blandt. Komponisterne er fra den romantiske periode med værker af fx Johannes Brahms og Josef Gabriel Rheinberger, men også fra nyere tid repræsenteret af blandt andre Arvo Pärt og Kim André Arnesen.

Ved fællessangene får publikum mulighed for at være med på rejsen under nordlyset.

Billetter

Pris: 150 kr. incl. Adgang til museet.
Pris for medlemmer af Museumsklubben og Erhvervsklubben: 100 kr.

Køb billet her

Om Odense Kammerkor (v. dirigent Uffe Most)

Odense Kammerkor består af ca. 25 sangere, der hovedsageligt synger á capella. Koret optræder bl.a. i kirker, foreninger og ved forskellige events og holder selvstændige koncerter.

Koret synger et stort og alsidigt internationalt repertoire, og arbejder p.t. med komponister som Brahms, Esenvalds, Arnesen, Whitacre, Gjeilo, og Lauridsen, men veksler også med enklere, strofiske satser. Koret optræder bl.a. i kirker, foreninger og ved forskellige events og holder selvstændige koncerter.

Arbejdet i koret er baseret på musikalsk samarbejde og social interaktion på tværs af emne, alder og interesser. Dirigenten Uffe Most (f. 1958) er uddannet som pianist og dirigent ved konservatorierne i Århus og Hannover og er i dag ansat som leder af Odense Musikskole. Han har siden 2018 været dirigent for Odense Kammerkor. Fra 2006 har Uffe Most været dirigent for Vox Aros, et professionelt arbejdende mandskor, der består af ca. 30 sangere fra hele landet. Hovedparten er dog primært uddannet på Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium.

Fra 2017 har Uffe Most varetaget opgaven som ”Foreign Guest Conductor” for Shanghai Youth Choir, der sommeren 2018 vandt 1. pris i den internationale Bela Bartok korkonkurrence i Debrecen, Ungarn. Yderligere oplysninger og pressemateriale på vores hjemmeside: www.odense-kammerkor.dk

Tilbage til oversigt