Digitalt lysshow i Velkomstrummet

Det første du vil opleve, når du kommer ind på Koldinghus er et digitalt lysshow, der med moderne, digital lysteknik fortæller slottets historie på murene.

Bemærk, at velkomstrummet ligger før billetsalget, og vi opfordrer vores gæster til at bruge et par minutter derinde på at se en eller flere af de fire film, der vises på murene.

Oplev den originale kamin – selve arnestedet for storbranden – som i årevis har været gemt bort bag billetsalg og en stor lysekrone. Med computerteknik fortæller vi 750 års historie i løbet af få minutter. Her bliver du bl.a. ført tilbage til 1808, hvor en af de mest skelsættende begivenheder skete i slottets lange historie: den skæbnesvangre aften, hvor spanske soldater fyrede heftigt op i kaminen med en katastrofe til følge. Branden endte med at rasere slottet og efterlod sig en ruin. Se historien bliver fortalt med de gamle mure som lærred. Læs hele historien her.

Lysshowet er skabt i samarbejde med Milestone Event, der også står bag Kolding Light Festival og den meget populære lysoplevelse “Murenes minder” fra 2018, hvor slottets lange historie blev blæst op i storformat på Koldinghus’ ydermure under fejringen af slottets 750 års jubilæum.

Dyk ned i historien

Se film fra slottene og samlingen i vores digitale medlemsunivers Kongernes Samling Ekstra lige her. Siden bliver løbende opdateret med nye spændende film.