Albumudgivelse og koncert med Vesselil
Koncerten er overstået, men Vesselil vender tilbage til Koldinghus på en senere tidspunkt. Vi opdaterer siden, når vi har en dato.
Herunder kan du læse, hvad der skete sidst Vesselil spillede på Koldinghus.
Vi byder velkommen til koncert med Vesselil 30. april, hvor trioen igen fylder Koldinghus’ smukke kirkesal med trestemmig strengeleg og lyse, varme stemmer. Koncerten afholdes i anledning af deres nye album “Til Kirsten”. Efterfølgende vil trioen være værter for en albumreception, hvor vi serverer et glas vin. Publikum har desuden mulighed for at købe en signeret cd med hjem.
Vesselil gæstede Koldinghus senest ved “Kolding i Toner” i 2021 for et begejstret publikum.
Praktisk info
Hvornår: søndag 30. april kl. 15-16.30
Hvor: Kirkesalen
Pris: 150 kr. | Årskortholder: 125 kr.
Program
kl. 15-16: Koncert
Kl. 16-16.30: Reception i anledning af det nye album og mulighed for signering og køb af album.
Om albummet
28. april udkommer albummet ’Til Kirsten’, der hylder og iscenesætter kvindehistorier helt tilbage fra middelalderen og frem til i dag. Albummet er dedikeret til lysende kvindelige forbilleder, venindeskab samt det komplekse moderskab, og flere af sangene på albummet tager afsæt i den sagnomspundne kvindefigur Liden Kirsten.
Albummet rummer en perlerække af nyfortolkede folkeviser og selvskrevne instrumentale kompositioner, der parrer ypperlig kammermusikalitet med swingende dansemelodier og filmiske åndepust.
Om Vesselil
Trioen har med deres intense nærvær og hengivne sammenspil skabt et originalt, elegant og energifyldt koncertrepertoire med dybe rødder i den nordiske folkemusiktradition. Siden debutalbummet ‘Stolt Vesselil’ udkom i 2018 har trioen berørt og imponeret et bredt publikum på danske som europæiske spillesteder og festivaler.
I 2020 blev de nomineret til en DMA som Årets Roots Livenavn, og samme år blev deres udgave af ‘Stolt Vesselil’ optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen.
Cello og sang: Maja Aarøe Freese
Violin/bratsch og kor: Clara Tesch
Violin og kor: Elisabeth Dichmann Frederiksdal
Anmeldelser
Chamber Folk Festival 2022: “Afslappet muntert og personligt nærværende med smil og historiefortælling leverede trioen en både flot og charmerende optræden.” – Mikkel Poulsen, Resonator.
Musik over Præstø Fjord 2018: “Hvis man som jeg sidder tæt ved ”døren” til Viseteltet en lørdag aften for at høre den suveræne strygertrio Vesselil, der spiller, så teltet løfter sig, og publikum hopper og råber begejstret, så vil man vide, at mange allerede nu går forgæves, hvis de ikke i god tid har sikret sig en plads.” – Alan E. Pedersen, Rootszone.dk