Kongernes SamlingRosenborgSlottets historieRum og genstandeRum 7A: Opgangen til trappetårnetChristian 5. på tronen

Christian 5. på tronen

Michael van Havens fremstilling af Christian 5. på tronen i Frederiksborg Slotskirke. Maleriet er en allegori. To symbolske skikkelser holder kroningskåbens flige. Til venstre for tronen ses Pietas (fromhed) med kors og oliegren. Til højre Justitia (retfærdighed) med vægt og fasces. Scenen ligger badet i himmelsk lys og fanfarer, for den enevældige konge var kronet af Gud i det øjeblik, hans fader lukkede sine øjne.

Relationer

Kongekroner og herskersymboler

Kongekroner og herskersymboler Kongerigets ypperste symboler kaldes også regalier og kan oversættes til “det som hører kongen til”. I dansk sammenhæng drejer det sig om kongens og dronningens kroner, scepteret (herskerstaven), rigsæblet (symbolet for Universet og jordkloden), kroningskården, rigssværdet, beholderen til salvingsolien og tronstolene. Mange forestiller sig formentlig Kongen sidde i daglig audiens på sin tronstol iført sin krone og med de øvrige regalier indenfor rækkevidde, men genstandene blev faktisk kun brugt én gang i en konges liv, og det var ved hans kroning eller salving. Den ældste kendte kroning i Danmark er Knud 6.s i 1170 i Ringsted Kirke, og kroningstraditionen fortsatte til og med Frederik 3. Ved Frederik 3.s kroning var Danmark et valgkongerige, hvor kongens ældste søn kun på rigsrådets nåde blev valgt som konge og måtte underskrive en kontrakt – en håndfæstning – der begrænsede hans magt i forhold til rigsrådet. Ved kongens kroning var det derfor rigsråderne, der på symbolsk vis deltog i påsættelsen af kronen. Under Frederik 3. blev enevælden indført i Danmark og hans søn, Christian 5. arvede derfor automatisk kongetitlen – kun af Guds nåde og ikke længere også af rigsrådets. Derfor ophørte kroningsceremonien; kongen satte nu selv kronen på sit hoved, hvorefter han lod sig salve i kirken som en Guds velsignelse af monarkens gerning. Christian 4.s krone blev også brugt ved Frederik 3.s kroning, men ved Christian 5.s salving til enevældig konge i 1670 indsmeltede man indsatsen fra Frederik 3.s krone og skabte en ny krone af guldet. En ny epoke begyndte og kronen bliver også kaldt ”de enevældige kongers krone”. En ny epoke begyndte igen med enevældens ophør i 1848, og Christian 8.s salving i 1840 blev den sidste. Fra da af anvendes kronen kun en gang i hver konges liv, og det er, når han er død. Monarkens kiste sættes frem i Slotskirken på Christiansborg til det såkaldte ”Castrum doloris” (af latin: smertens leje), hvor kronen lægges på kistens låg, og de øvrige regalier opstilles foran kisten.

Rum 7A: Opgangen til trappetårnet

Opgangen til trappetårnet I 1633 opførtes et nyt trappetårn midt på Rosenborgs østside. 

Christian 5.s krone

De enevældige kongers krone, benyttet af kongerne fra Christian 5. til Christian 8., udført af Paul Kurtz i København 1670-71 og med en samlet vægt på 2080 g.

Sølvløver

Tre løver af drevet sølv, udført i København 1665-70 af Ferdinand Kübich.

Salvingstronen

De danske kongers salvings-tronstol, blev benyttet fra 1671-1840.

1650-1675

Carl Gustav-krigene 1657-1658 og 1658-1660 var periodens store udenrigspolitiske begivenheder; tabet af Skåne, Halland og Blekinge ved Roskildefreden i 1658 blev et magtpolitisk lavpunkt i Danmarkshistorien. 

Christian 5.

Christian 5. var konge af Danmark-Norge fra 1670; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Han blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel i 1667; i ægteskabet fødtes bl.a. Frederik 4.