Kongernes SamlingRosenborgSlottets historieRum og genstandeRum H: SkatkammeretChristian 4.s krone

Christian 4.s krone

Christian 4.s krone, udført af guldsmed Dirich Fyring i Odense 1595-96. Guld med emalje, taffelsten og perler, samlet vægt på 2895 g.

Figurerne på kronens store takker viser den gode herskers dyder. Foran, over kongens pande, og gentaget over kongens øre, ses en pelikan, der hakker sig i brystet for at nære sine unger. Oprindeligt et sindbillede på Kristi offerdød, her et symbol på kongens pligt til med sit blod at værne sit folk. Over kongens højre hånd Fortitudo, ryttersken på løven, et symbol på kongen som krigsherre, og over venstre hånd Justitia, kvinden med sværd og vægt, kongen som øverste dommer. Over kongens nakke Caritas, moderen med diende barn, et sindbillede på kongen som kirkens overhoved, hans kærlighed til Gud og til hans undersåtter.

Kronen er åben, skønt moden foreskrev en lukket krone. De nordiske unionskonger havde imidlertid anvendt åbne kroner, og ved at følge sine forfædre, markerede Christian 4., at han var arvtager til et forenet Norden.

Kronen blev sidst benyttet af Frederik 3. 1648. Da fornyedes våbenskjoldene indvendig på kronens takker, og en bøjleindsats blev påskruet, så at kronen blev lukket. Frederik 3. var endda nødt til at indløse kronen fra en bankmand i Hamborg, hvor Christian 4. havde pantsat den i sine senere år. Christian 5. lod den føromtalte indsats fjerne og indsmelte, og guldet og diamanterne genanvende til enevældens lukkede krone.

Se Kongernes Samlings film om danske kroner og salvinger

Relationer

Christian 5.s krone

De enevældige kongers krone, benyttet af kongerne fra Christian 5. til Christian 8., udført af Paul Kurtz i København 1670-71 og med en samlet vægt på 2080 g.

Kongekroner og herskersymboler

Kongekroner og herskersymboler Kongerigets ypperste symboler kaldes også regalier og kan oversættes til “det som hører kongen til”. I dansk sammenhæng drejer det sig om kongens og dronningens kroner, scepteret (herskerstaven), rigsæblet (symbolet for Universet og jordkloden), kroningskården, rigssværdet, beholderen til salvingsolien og tronstolene. Mange forestiller sig formentlig Kongen sidde i daglig audiens på sin tronstol iført sin krone og med de øvrige regalier indenfor rækkevidde, men genstandene blev faktisk kun brugt én gang i en konges liv, og det var ved hans kroning eller salving. Den ældste kendte kroning i Danmark er Knud 6.s i 1170 i Ringsted Kirke, og kroningstraditionen fortsatte til og med Frederik 3. Ved Frederik 3.s kroning var Danmark et valgkongerige, hvor kongens ældste søn kun på rigsrådets nåde blev valgt som konge og måtte underskrive en kontrakt – en håndfæstning – der begrænsede hans magt i forhold til rigsrådet. Ved kongens kroning var det derfor rigsråderne, der på symbolsk vis deltog i påsættelsen af kronen. Under Frederik 3. blev enevælden indført i Danmark og hans søn, Christian 5. arvede derfor automatisk kongetitlen – kun af Guds nåde og ikke længere også af rigsrådets. Derfor ophørte kroningsceremonien; kongen satte nu selv kronen på sit hoved, hvorefter han lod sig salve i kirken som en Guds velsignelse af monarkens gerning. Christian 4.s krone blev også brugt ved Frederik 3.s kroning, men ved Christian 5.s salving til enevældig konge i 1670 indsmeltede man indsatsen fra Frederik 3.s krone og skabte en ny krone af guldet. En ny epoke begyndte og kronen bliver også kaldt ”de enevældige kongers krone”. En ny epoke begyndte igen med enevældens ophør i 1848, og Christian 8.s salving i 1840 blev den sidste. Fra da af anvendes kronen kun en gang i hver konges liv, og det er, når han er død. Monarkens kiste sættes frem i Slotskirken på Christiansborg til det såkaldte ”Castrum doloris” (af latin: smertens leje), hvor kronen lægges på kistens låg, og de øvrige regalier opstilles foran kisten. Se Kongernes Samlings film om danske kroner og salvinger

Kronjuvelerne

Kronjuvelerne De danske kronjuveler er resultatet af generationer af dronningers og en enkelt prinsesses store interesse for smykker og ædelstene. Kronjuvelernes historie starter med Christian 6.s dronning, Sophie Magdalene. Hun var blevet enke i 1746 og regnede med snart at skulle dø af sorg. Derfor skrev hun sit testamente, hvori hun bestemte, at hendes smykker ikke skulle gives til en bestemt person, men altid være ”ved kronen”. På den måde ville der altid være pragtsmykker til rådighed for den til enhver tid siddende dronning. Smykkerne har været anvendt og ombygget i forhold til tidens krav, og nogle dronninger brugte dem ret meget, andre næsten ikke. Frederik 8.s dronning, Lovisa, interesserede sig meget for kronjuvelerne og definerede hvilke smykker, der var kronjuveler og lagde nogle af sine egne smykker til. De smykker, hun supplerede med, er udstillet på Amalienborg. På Rosenborg findes der fire smykkesæt, der betegnes kronjuveler. De har alle fået deres nuværende form ved Christian 8.s dronning, Caroline Amalie, som fik dem redesignet i 1840’erne, men flere af stenene er langt ældre. Kronjuvelerne må kun anvendes af Dronningen og kun indenfor rigets grænser. De er typisk i brug et par gange om året. Der bæres altid kronjuveler ved Nytårskuren, og ellers kan det være ved statsbesøg, særlige begivenheder i familien eller lignende. Fx blev de store perler og rubinerne, smaragdsættet og brillantsættet alle båret i forbindelse med Kronprinsparrets bryllup i 2004.

Christian 4.s Ridderslagskårde

Christian 4.s Ridderslagskårde fra omkring år 1617 – uden skede. Fæstet er kunstfærdigt udsmykket med guldløv på blå og hvid emalje og besat med spids- og taffelslebne diamanter. Klingen er signeret: De Tomas / De Aiala.