Efterårskoncert med SMUK
Under ledelse af den hollandske dirigent Arjan Tien og med den danske sopran Lykke Appelon som solist, byder SMUK – Slesvigske Musikkorps – på en smuk efterårskoncert i Kirkesalen på Koldinghus med bl.a. danske sange, musik af Carl Nielsen og kendte klassikere.
Til denne efterårskoncert med SMUK vil musikerne traditionen tro også optræde som solister. Det gælder bl.a. trompetisten Henrik Rønnow, der med soloen ”Så tag mit hjerte” takker af efter 34 år ved Slesvigske Musikkorps.
Sopran Lykke Appelon
Lykke er 1. sopran på assistentlisten i Operakoret på Det Kongelige Teater og på Den Jyske Opera. Hun er desuden også 1. sopran i SAGA Vokalensemble og sopran i Aarhus Domkirkes kantori.
Lykke Appelon afsluttede i 2020 sin kandidateksamen med topkarakter fra Syddansk Musikkonservatorium i Odense. I marts 2023 debuterede hun fra Det Jydske Musikkonservatorium og beviste her, at hun er en lysende stjerne.
I studietiden tilbragte Lykke to år i Rom og fik dermed de bedste muligheder for at udforske italiensk renæssance- og barokmusik hos bl.a. pianisten Emiliano Randazzo.
Selv om den italienske inspiration har været stor, er Lykke også en ivrig koncert- og liedsanger. I 2019 blev hun udtaget til at deltage i Copenhagen Lied Duo Competition, og samme år var hun en af vinderne i Syddansk Musikkonservatoriums solistkonkurrence.
Hun har optrådt ved flere lejligheder på Den Fynske Opera, både som koncertsolist og i ensemblet i forbindelse med flere operaforestillinger.
Slesvigske Musikkorps
Slesvigske Musikkorps er et af Forsvarets tre fuldtidsprofessionelle musikkorps og består af 16 musikere, henholdsvis messingblæsere og slagtøjsspillere.
Musikkorpset repræsenterer Forsvaret ved en lang række arrangementer og koncerter både herhjemme og i udlandet. Som Forsvarets Musikalske Ambassadør deltager orkesteret årligt ved mere end 130 militære og civile arrangementer, herunder offentlige koncerter, militære parader og nationale mærkedage.
Slesvigske Musikkorps er kendt for sin store kunstneriske bredde og musikalske dybde. Alsidigheden og korpsets mange finesser bliver understreget af den perlerække af solister og dirigenter, korpset arbejder sammen med. I december 2015 gennemførte SMUK en koncertturné til Washington og Chicago, hvor de i Washington optrådte sammen med US Marine Band – i daglig tale “The President’s Own”.
Musikkorpset har dagligt til huse i Slesvigske Musikhus i Haderslev.
Arrangementet er arrangeret i samarbejde med Foreningen SMUK Koncertfond.
Praktisk info
Hvornår: Ikke offentliggjort
Hvor: Ikke offentliggjort
Pris: Ikke offentliggjort
Program
16.00-16.45 Koncert
16.45-17.05 Pause
17.05-18.00 Koncert