For voksne: det bedste af Rosenborg

“Det bedste af Rosenborg” er en klassisk rundvisning om Christian 4.s Rosenborg. Oplev danmarkshistorien i et kongeligt perspektiv og få historien helt tæt på kroppen, når du går i fodsporet på de danske konger og dronninger, som levede her gennem 200 år.

Rundvisningen sætter fokus på de helt særlige genstande, rum og fortællinger, der indkapsler slottets 450 år lange historie. Oplev bl.a. Christian 4.s private gemakker med de hemmelige lydkanaler, hvorfra han kunne imponere sine gæster med sød musik og fremstå som en mægtig renæssancekonge. Med et besøg i Frederik 3.s audiensgemak udfolder vi enevældens iscenesættende tid, og i Riddersalen vidner Christian 5.’s 12 gobeliner om Danmarks brændende ønske om at generobre titlen som Nordens hersker.

Rundvisningen slutter i Skatkammerets dyb under slottet, hvor Rigsregalierne funkler side om side med Danmarks kronjuveler. Oplev Christian 4.s renæssancekrone helt tæt på og hør om de tanker, han gjorde sig om udformningen af netop denne krone.

Du vil af vores læringspilot få indblik i historien på tætteste hånd, når vi med denne rundvisning sætter danmarkshistorien i et kongeligt perspektiv.

Book en rundvisning lige her