Spisestuen
Spisestuen fremstår næsten fuldstændig, som da Christian 10. og Dronning Alexandrine boede i palæet fra 1899 til deres død i henholdsvis 1947 og 1952. Dette gælder såvel spisebordet og stolene som belysningen og de gyldne vægge. De dekorative tallerkner ophængt på væggene er blandt Christian 10. og Dronning Alexandrines bryllupsgaver i 1898, herunder en komplet unika-serie fra Den Kgl. Porcelænsfabrik med motiver fra Randers og omegn – til minde om Kongens tid som ung soldat i Randers.
I vindueskarmene ses marmorbuster af Kongeparret, og stuens indretning er suppleret med forskellige genstande, der knytter sig til Kongefamilien.