Musikanterloftet

Går man gennem Rosenborgs værelser og ser på alle de udstillede genstande og inventardele, opdager man her og der, at der er en bar plet. I stedet for et maleri eller en anden ting er der opklæbet en lille blå seddel. Det betyder at genstanden er taget ned af konservatoren for enten at blive vist på en særudstilling eller konserveret.

På loftet i værelse 6 var der mellem 2006 og 2010 tre bare pletter. Tre af de 13 malerier, som det såkaldte “Musikanterloft” består af, var nedtaget for at blive konserveret og restaureret.

Kom med ind i malerikonservator Berit Møllers værksted og se hvordan konserveringen og restaureringen foregik. Følg processen i de tre små film, der ses herunder.

Første del handler om hvordan den historie, man kan læse ud af maleriets skader, registreres på foto og tegning. Anden del handler om rensningen af maleriet, og tredje og sidste del handler om afslutningen af arbejdet med retouchering.

I dag er malerierne atter på plads og kan nydes på Rosenborg.