En Dronnings Smykkeskrin – 50 år på tronen fortalt i smykker

Fra 14. januar – 23. oktober 2022Amalienborgmuseet, Christian VIII’s Palæ.

I 2022 markerer Kongernes Samling Hendes Majestæt Dronningens 50-års regeringsjubilæum med særudstillingen ”EN DRONNINGS SMYKKESKRIN – 50 år på tronen fortalt i smykker”. Udstillingen vises på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg og kan opleves fra 14. januar til 23. oktober 2022.

Dronningen råder over en meget stor smykkesamling, som Dronningen benytter meget bevidst og aktivt – og med omhu og omtanke. For Majestæten er smykker nemlig ikke bare smykker. De er symboler og bærere af minder, venskaber, kontinuitet, af livet som Danmarks regent gennem 50 år og 50 års Danmarkshistorie.

Udstillingen præsenterer for første gang nogensinde over 200 kendte og mindre kendte smykker fra Dronningens smykkesamling. Hvert smykke i udstillingen er bærer af en historie og refererer til en eller flere private eller officielle begivenheder i Dronningens 50-årige regeringsperiode.

Som en helt særlig oplevelse i udstillingen har Dronningen selv indvilliget i at lægge stemme til den audioguide, som de besøgende får udleveret. Med audioguiden i hånden kan man derfor undervejs i udstillingen høre Dronningen selv fortælle om udvalgte smykker og begivenheder.

I forbindelse med udstillingen på Amalienborgmuseet vil der blive tilbudt en foredragsrække med emner, der stiller skarpt på regeringsjubilæet, smykkerne, smykkedesign og historien.  Programmet offentliggøres her på siden.

For brug af pressebilleder kontakt kommunikationschef Nanna Ebert:
Mail: ne@kosa.dk. Tlf.: 5133 6644

Læs om udvalgte smykker i udstillingen her

Presseside 

Sponsorer og fonde