Smykkejagt for børn

I sommerferien 25. juni – 7. august kan børn og deres voksne få udleveret et gratis børnehæfte til udstillingen “En dronnings smykkeskrin”.

I vil blive sendt på jagt blandt Dronningens mange smykker. Der er store smykker, flotte smykker, små smykker og mærkelige smykker. Kom og oplev udstillingen med opgaver, der skal løses undervejs. I børnehæftet møder I Dronningens gamle smykkeskriver Margreticus. Han noterer omhyggeligt alle smykkernes detaljer, hver gang Dronningen bruger et af sine mange smykker. Men nu har Amalienborgmuseet lånt mere end 200 smykker på én gang. Margreticus har derfor brug for jeres hjælp! Han nåede nemlig ikke at skrive alle smykkerne op i sin smykkebog, inden museet lånte dem. Margreticus’ syn og hukommelse har kendt bedre dage. Han har derfor virkelig brug for unge øjne og kvikke hoveder, der kan hjælpe ham. Gå på jagt efter de smykker, Margreticus mangler og hjælp ham med at få styr på smykkernes detaljer.

Med hæftet følger også et huskespil, så i efter besøget på museet kan spille med Dronningens smykker derhjemme.

Praktisk info

Børnehæftet udleveres i sommerferien 25. juni – 7. august.
Børnehæftet fås i museumsbutikken.
Turen tager ca. 45 minutter.
Børnehæftet egner sig særligt godt til børn mellem 6-10 år og deres voksne.

Se børnehæftet her

Se alle opgavesvar her