Workshop: Lav dit eget stilleben

Jim Lyngvild har udgivet en bog i samarbejde med Kongernes Samling om de kongelige skatte og kronjuvelerne, hvor han med frie hænder har valgt en række genstande ud, som han har ladet opstille og fotografere som stilleben.

Denne sommer har du mulighed for at gøre Jim Lyngvild kunsten efter i workshoppen i Riddersalen på Rosenborg. I workshoppen kan du bruge vores rekvisitter, f.eks.: frugter, insekter, kranier og blomster, til at opstille dit stilleben. Du er også velkommen til at bruge dine personlige ejendele, for at lave et helt unikt og personligt stilleben. Fuldend dit værk, ved at tage et billede af dit stilleben med vores polaroid-kamera, og hæng det op på fototavlen i Riddersalen.

Hvad er et stilleben?
Stilleben er en stilart inden for kunst. Ordet stilleben kommer af det tyske ”still leben”, som betyder stille liv. Et stilleben er som stilart kendetegnet ved at være en opstilling af livløse genstande, der ofte symboliserer rigdom, klogskab eller ligefrem død.

Vind et eksemplar af Jim Lyngvilds bog og et gavekort til vores slotsbutikker
Tag et billede af dit stilleben og del det med os på Instagram eller fototavlen – så deltager du i konkurrencen om at vinde et eksemplar af Kongelige Skatte & Kronjuveler med en personlig hilsen fra Jim Lyngvild og et gavekort til vores slotsbutikker på 500 kr.

Sådan deltager du i konkurrencen:
1. Lav et stilleben i workshoppen i Riddersalen på Rosenborg
2. Tag et billede af dit stilleben og hæng det på fototavlen, eller tag et billede med din telefon og del det på Instagram under en åben profil med hashtag #mitstilleben og #rosenborgslot
D. 9. august udvælger Jim Lyngvild det sjoveste, flotteste eller mest kreative stilleben. Vinderen modtager et eksemplar af Kongelige Skatte & Kronjuveler med en personlig hilsen fra Jim Lyngvild og et gavekort til vores slotsbutikker på 500 kr.

Du kan også deltage i konkurrencen hjemmefra
Lav et stilleben, tag et billede og del på Instagram under en åben profil med hashtag #mitstilleben og #rosenborgslot

Praktisk info

Hvornår: Alle dage kl. 10-15:30 i uge 26-31
For hvem: Workshoppen er for alle aldre.
Pris: Entré til museet (børn under 18 år er gratis). For at undgå kø, anbefaler vi, du køber entrébillet online før besøget.
Book din billet her

Denne aktivitet kræver ingen tilmelding.