Barokkoncert: Slotsdysten

Vokalensemblet Musica Ficta og Barokorkestret Camerata Øresund inviterer til den festlige kantate, Slotsdysten, i anledning af Fredensborg Slots 300-års fødselsdag.

11. oktober 1722 indviede Frederik 4. og Sophie Amalie det nye lystslot Fredensborg. Navnet skulle minde eftertiden om afslutningen på Store Nordiske Krig to år forinden, og hele hofceremoniellet var sat i gang. Den tyske hofdigter Johan Joachim Hoë von Hoënegge og hans hamborgske kollega, komponisten Reinhard Keiser skabte sammen en festkantate til fejringen.

Efter 300 år genopføres den nu i Kirkesalen på Koldinghus. Derudover kan den også opleves i Fredensborg Slotskirke, Frederiksborg Slotskirke, Frederiksberg Slotskirke og i Riddersalen på Rosenborg.

Om kantaten

Kantaten handler om slotsdysten mellem de fire nordsjællanske og københavnske slotte og deres rivalisering om at være majestætens foretrukne. I arier og recitativer fremhæver de hver især egne fordele og ynder, og alle mener bestemt, at kongen og dronningen må foretrække netop dette slot. Striden spidser til, og selveste Apollon (et slet skjult billede på Frederik 4.) må til sidst stige ned fra Olympen og afgøre kampen til Fredensborgs fordel. Det hele ender med en hyldest til kongen og dronningen.

Kantaten og den baroktyske libretto er gendigtet i en underfundig oversættelse af P. Coralis Hafniensis med musik af Reinhard Keiser, Bo Holten og Bjarke Moe. Keisereksperten Thomas Ihlenfeldt har fundet Keisers musik i komponistens righoldige ariesamlinger.

Bevaringsforeningen Fredensborg har stået bag ideen og har modtaget gavmilde donationer fra en række fonde. Kantaten markerer dermed Fredensborg Slots og Fredensborg bys 300-års fødselsdag.

Praktisk info

Hvornår: 6. november kl. 17.00
Varighed:
75 minutter
Hvor:
Riddersalen
Pris:
100 kr. (billetten giver kun adgang til koncerten)

Køb billet her

Vigtig information til gæsterne: I vinterhalvåret vil Rosenborg Slot være omtrent samme temperatur, som det er udenfor. Vi kan desværre ikke sætte varme på i Riddersalen, da de gamle genstande ikke tåler markante udsving i temperatur eller luftfugtighed. Det kan derfor blive køligt og vi anbefaler vores gæster at tage godt med tøj på – en varm frakke, hue og handsker osv. Man vil til gengæld kunne fornemme, hvordan det var at være kongelig, og være til koncert på Slottet, i en af de kolde måneder i 1600-tallet.

Medvirkende

Vokalensemblet Musica Ficta
Hanna Kappelin, sopran
Louise Odgaard, sopran
Christine Tofft, sopran
Eva Wöllinger-Bengtson, alt
Mia Bergström, alt
Daniel Carlsson, kontratenor
Josef Hamber, tenor
Adam Riis, tenor
Leif Aruhn-Solén, tenor
Jakob Soelberg, bas
Lauritz Thomsen, bas
Daniel Åberg, bas

Barokorkesteret Camerata Øresund
Peter Spissky og Tinne Albrectsen, koncertmestre
Bo Holten, dirigent og kunstnerisk leder
Johanne Holten, regissør
Malaika Friedrich Patoine, hattemager

Tilbage til oversigt