Sæt tænderne i Rosenborg

Snart vil Københavns nykronede isdronning gøre det muligt at smage sig gennem seks museers samlinger af kunst, kronjuveler, sjældne planter og filmklassikere. Hibiscus og lavendel-nougat er nogle af de utraditionelle ingredienser på iskortet.

Hvordan smager kunst og kronjuveler? Velsmag og gastronomiske eksperimenter stod øverst på dagsordenen, da ismager Cathrine Østerberg begav sig ud i et usædvanligt samarbejde med museumskvarteret Parkmuseerne. Resultatet er en stribe overraskende ingredienser og smagskombinationer. Lavendel-nougat møder grønne krydderurter i Botanisk Haves sorbet. Hibiscus, pistacienødder og dadelsirup blandes i Davids Samlings mellemøstligt inspirerede is, og rosenvand og Yuzu-frugt går hånd i hånd i Rosenborgs mandelmælks-is.

Cathrine Østerberg, der står bag Østerberg Ice Cream, er normalt ikke en flittig museumsgæst, men gennem samarbejdet fik hun øjnene op for museernes enorme skatkammer af spændende historier. De inspirerende oplevelser spændte over Christian d. 4’s kongelige hof, østens bazarstemning, det dunkle biografmørke, en cigarrygende kunstsamler, beroligende blomsterdufte og flere århundreders kunst. Det kræver dog et særligt talent at omsætte museer til velsmagende is – et talent hun blev hædret for, da hun i april modtog Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom.

En serie af seks unikke is-varianter er resultatet af et usædvanligt samarbejde mellem Østerberg Ice Cream og museumskvarteret Parkmuseerne. Hver smagsvariant er inspireret af ét af kvarterets seks museer, og de seks unikke is kan smages til august, når to af museerne, Cinemateket og Statens Museum for Kunst, byder velkommen til Open Air biograf og SMK Fridays.

Open Air i Kgs. Have 1.-2. august 2016
SMK Fridays 26. august 2016

Parkmuseerne er et museumskvarter i hjertet af København og består af SMK – Statens Museum for Kunst, Rosenborg Slot, Davids Samling, Cinemateket, Statens Naturhistoriske Museum og Den Hirschsprungske Samling. Besøg hjemmesiden HER

Østerberg Ice Cream en virksomhed startet af Cathrine Østerberg, der uddannet i fødevarevidenskab og gastronomi. Østerberg har butik på Indre Østerbro og tilbyder desuden catering af is samt iskurser og issmagninger. Besøg hjemmesiden HER

Tilbage til oversigt