BESØGSREKORD: OVER EN HALV MILLION GÆSTER PÅ ROSENBORG OG AMALIENBORG I 2017

534.181 besøgte Rosenborg og museet på Amalienborg i 2017, og det er det højeste antal gæster nogensinde og en stigning på 7,8% i forhold til 2016.

På Rosenborg har vi haft hele 382.499 gæster, og det stigende pres har medført, at vi har været nødt til at indføre tidsbilletter. På den måde sælges alle vores billetter nu til et fast tidspunkt, som man kender fra de store attraktioner i udlandet. Derved undgår gæsterne også at skulle stå i kø. Samtidig udvider vi åbningstiden i sommerperioden fremover, så der på Rosenborg vil være åbent helt frem til kl. 18 alle ugens dage.

Museumsdirektør Jørgen Selmer siger om det øgede antal gæster ”Det er en lykkelig situation at være i som museum. Blandt vores danske gæster mærker vi en større interesse for vores kulturarv, der gør, at flere får lyst til at bruge en weekendeftermiddag på at tage på museum. Derfor har vi også skaleret op for vores læringsaktiviteter for både børn og voksne, der gør besøget mere spændende og udbytterigt”.

Vi har også et stigende antal gæster fra udlandet, der blandt andet skyldes flere turister i København. For mange turister er den kongelige historie et stort aktiv, som de enten kan genkende fra deres hjemland eller bliver fascineret af og har lyst til at komme tættere på. Det er især tyskere, kinesere, italienere, spaniere og briter, der er kommet markant flere af, og mange af dem har allerede købt billet hjemmefra. På Rosenborg findes infofolderen om slottet ikke kun på dansk og engelsk, men også på tysk, fransk, spansk, italiensk, russisk, kinesisk, japansk og brasiliansk.

Tilbage til oversigt