Dansk
English
Deutsch
Træbeklædning
Vidste du, at den store træbeklædning, der karakteriserer Koldinghus, faktisk ikke sidder fast på muren?
I denne video tager museumsdirektør, Thomas Thulstrup, dig med helt tæt på Koldinghus’ ydermure.
Branden og restaureringen
Natten mellem 29. og 30. marts 1808 udbrød den brand, der på to dage lagde slottet øde.
Danmark havde søgt at holde sig udenfor det store europæiske opgør, Napoleonskrigene, men i 1807 overfaldt englænderne København og bortførte den danske flåde. Den danske regering søgte ind i en alliance med Frankrig, hvis kejser Napoleon 1. sendte en hærenhed på godt 30.000 franske og spanske soldater til Danmark under kommando af marskal Jean Baptiste Bernadotte, senere kong Karl 14. Johan af Sverige.
Formålet var dels at fastholde Danmark i alliancen, dels at bistå med et felttog mod Sverige for at genvinde de tabte østdanske provinser Skåne, Halland og Blekinge til Danmark. Felttoget mislykkedes. De spanske soldater kom ikke længere end til Jylland og Fyn, hvorfra de i august måned efter et kup sejledes hjem til Spanien på engelske skibe for at deltage i et oprør mod den franske besættelse af Spanien.
Den 29. marts, mens marskal Bernadotte opholdt sig på slottet, udbrød der brand i skorstenen til vagtstuens kamin, og inden man helt blev klar over situationens alvor, havde ilden så godt fat, at den ikke lod sig bekæmpe med held. Man indskrænkede sig til at redde mest muligt af slottets indbo. Der gik ingen menneskeliv tabt ved katastrofebranden. På brandens anden dag styrtede en del af Kæmpetårnet ned og knuste slotskirken nedenunder. Koldinghus blev efterladt som en sodsværtet ruin.
I foråret 1808 var Danmark endnu i krig. København var bombarderet, landets økonomi var i en elendig forfatning. Ved freden i 1814 måtte Norge afstås til Sverige.
Der var ingen, der for alvor tænkte at bygge Koldinghus op igen. Der var ikke brug for slottet, da amtmanden allerede for år tilbage var flyttet fra Kolding. Kun den lokale befolkning brugte slottet – som stenbrud.
Omkring 1830 udtalte bl.a. eventyrdigteren H.C. Andersen sig for bevarelse og beskyttelse af slotsruinen, og i 1863 opstod tanken om genopbygning af slottet. Dette hindredes dog af krigen 1864 mod Preussen og Østrig, men det lykkedes at få beskedne årlige beløb til bevaring af ruinen. Man havde fået øjnene op for de maleriske kvaliteter som historisk mindesmærke.
Først da Museet på Koldinghus var stiftet i 1890 kom der alvor bag genopbygningstankerne. Det var planen, at slottet skulle genopføres og indrettes til museum, og museet har siden da været en drivende kraft bag restaureringen.
Man begyndte beskedent med et par rum i nordfløjen, men efter få år var hele nordfløjen under tag. Under 1. verdenskrig blev vestfløjen genopbygget, til dels med genbrug af materialer fra Det kongelige Biblioteks gamle bygning i København, der ombyggedes til Rigsarkiv. Bibliotekssalen er resultat af denne restaureringsperiode.
I begyndelsen af 1930´erne truede resterne af Kæmpetårnet med at synke i grus, men det lykkedes at skaffe midler til genopførelse af tårnet. Derpå indtrådte en lang pause i genopbygningsarbejdet på grund af verdenskrig og lavkonjunktur. Først i 1970´erne iværksattes den endelige og fuldstændige restaurering af Koldinghus.
I 1972 fik arkitektparret Inger og Johannes Exner overdraget renoveringen af Koldinghus, som i mere end 150 år havde ligget hen som en udbrændt ruin.
Formålet med restaureringen var ikke at genopbygge slottet, som det stod før branden i 1808. Derimod stræbte arkitektparret Exner efter at røre ruinen så lidt som muligt og vise den som en dramatisk periode i slottets og rigets historie.
Ruinen blev derfor beskyttet af en ny og imponerende arkitektur, der indrammer og understreger ruinens fortælleværdi.
