Sommerferie på Koldinghus

Vær med til at fejre Danmarks Riges Grundlov på Koldinghus i sommerferien.

Den 5. juni i år er det 175 år siden, at Frederik 7. underskrev Danmarks første grundlov. Grundloven er hele grundlaget for mange af de privilegier, vi har i dag, som f.eks. retten til at tale frit og stemmeret til alle – alligevel synes mange, at Grundlovens historie kan være lidt tung. På Koldinghus har vi derfor dedikeret sommerferien til at gøre Grundloven både sjovere og lettere at forstå for alle.

Pris: Alle aktiviteter er gratis, når entre er betalt

Køb billet til Koldinghus her

Det kan du opleve

Et digitalt spor for de store

Fra onsdag 5. juni til søndag 11. august mellem kl. 10.00-17.00

Vi starter 5. juni med et digitalt spor, der primært retter sig mod unge og voksne, men de ældste børn kan også være med. Med din mobiltelefon i hånden skal du på jagt efter Grundlovsbøger og gå i fodsporene på nogle af de mennesker, der kæmpede for at indføre demokrati i Danmark. Du vil også blive præsenteret for de konger, der gav en hjælpende hånd – men også for de, der modarbejdede idéerne bag Grundloven.

Samlehæfte for de små

Fra lørdag 29. juni til søndag 11. august kl. 10.00-15.00

I skolernes sommerferie bliver det hele endnu sjovere. Her supplerer vi det digitale spor med et spor for de yngste, der får udleveret et samlehæfte med facts og plads til klistermærker med personerne fra historien. Undervejs kan du møde skuespillere, der med små optrin, humor og indlevelse fortæller om nogle af de begivenheder, der fandt sted under Grundlovens tilblivelse.

Mød skuespillerne

Fra lørdag 29. juni til søndag 11. august kl. 10.00-15.00

Her kan du bl.a. møde Doktor Dampe, der sad fængslet i mere end 20 år for at tale imod Enevælden. Eller bonden Peter Drevsen og hans kone, der forgæves forsøgte at få Christian 8. i tale for at få afskaffet godsejernes tvangsarbejde og indført almen værnepligt. Du kan også være så heldig at støde ind i selveste Frederik 7., der med sin personlige underskrift fik afskaffet Enevælden og indført den første danske Grundlov.

Se Frederik 7.s Grundlovs-pen

Fra onsdag 5. juni til søndag 11. august mellem kl. 10.00-17.00

Som noget helt særligt kan du se den originale pen, som Frederik 7. brugte til at underskrive Grundloven med, ligesom vi har indrettet en hel gang med billeder, fortællinger og plads til leg, så alle kan være med. For Grundloven er for alle!

Øvrige aktiviteter
Alle dage kl. 10.00-17.00: Bliv forvandlet til en ægte prinsesse på den røde løber i Riddersalen.
Alle dage kl. 11.00-16.00: Besøg Den Kongelige Workshop og design din egen gallakjole eller gallauniform.
Alle dage kl. 11.00-15.00: Kom helt tæt på materialerne og teknikkerne bag H.K.H. Prinsesse Benediktes kjoler i Det Historiske Værksted.
Onsdag 19. juni kl. 17.00: Samtalesalon om Prinsessekjoler med modeekspert Lotte Freddie og museumsinspektør Jesper Munk Andersen.

Tilbage til oversigt