Verden omkring år 1500 – vores ældste kort

De ældste kort i Dronningens Håndbibliotek er næsten dobbelt så gamle som biblioteket selv. De stammer fra årtierne omkring år 1500.

Det var i disse årtier, at tre vigtige ting for udviklingen af landkort fandt sammen: For det første var kunsten at trykke blevet udviklet. Man fik trykte billeder i form af træsnit og kobberstik i sidste halvdel af 1300-tallet og kunsten at trykke bøger blev opfundet omkring 1450. Det skabte forudsætningerne for, at man kunne mangfoldiggøre og sprede landkort enkelt og helt identisk. For det andet udviklede man landmålingsteknikkerne og navigationsmetoderne i 1400-tallet, samtidig med at man begyndte at arbejde systematisk med undersøgelsen af de antikke græske og romerske kilder om geografi og astronomi. For det tredje, og til dels som følge heraf, begyndte europæiske søfarende at tage på længere og længere ekspeditioner, der førte til flere og flere ”opdagelser” og en stadig bedre forståelse af, hvordan verden hang sammen. Det førte til bedre og mere omfattende kort.

I Håndbibliotekets ældste kort ses skridt på vejen til egentlig velfungerende kortlægning, endnu fulde af fejl og mangler, men ikke desto mindre nybrud, der peger frem mod de ret præcise kort, der dukker op i anden halvdel af 1500-tallet med Gerard Mercators’ og Abraham Ortelius’ store kortudgivelser.

Verdenskrøniken 1493

De ældste af Hådbibliotekets kort findes i en tysk verdenshistorie fra slutningen af 1400-tallet. Hartmann Schedels verdenskrønike (ty. Weltchronik, lat. Liber Cronicarum) udkom i 1493 hos Anton Koberger i Nürnberg, dvs. ca. 40 år efter bogtrykkerkunstens opfindelse. Den var med sine over 2000 træsnit den mest omfattende illustrerede bog til dato.

Kunstnerne Michel Wolgemut og Wilhelm Pleydenwurff havde ansvaret for de mange illustrationer, som bl.a. Albrecht Dürer menes at have arbejdet på, mens han var i lære hos Wolgemut. Georg Alt stod for oversættelsen fra latin til tysk – den udgave, der er i Håndbiblioteket.

I bogen findes, foruden gengivelser af herskere, paver og andre vigtige personer, en lang række byprospekter, altså udsigter over byer, fra hele den (for Vesteuropa) kendte verden. Ind imellem er forskellige byer gengivet med samme billede – man har genbrugt trykstokken i mangel af bedre – mens andre byer tydeligvis bygger på grundigere iagttagelse. Endelig er der i bogen et par kort, der viser, hvordan verden tegnede sig på den tid.

Indbundet bagest i Håndbibliotekets eksemplar ses således et kort over Central- og Nordeuropa. Nord er opad, som vi kender det fra vores kort i dag, men som det ikke altid var tilfældet på denne tid. Man fornemmer, at kartografien ikke var særlig udviklet endnu, i hvert fald ikke, når det gjaldt denne del af Europa. England er skilt fra Skotland ved et sund. Den Skandinaviske Halvø er meget furet og flader ud fra vest til øst, hvor Sverige er smeltet helt sammen med Finland, mens Grønland ligger som en smal strimmel landfast med både Norge og Rusland. I Nordsøen er der en mængde småøer, formentlig tænkt som Shetlandøerne, Orkneyøerne og Færøerne, men her kastet sammen syd før Norge.

Danmark (”Dacia”) kan genkendes på den Jyske Halvø, der ganske vist har fået svaj i ryggen som ofte på gamle kort, men dog er genkendelig. Til gengæld er de danske øer et virvar. Femern er rykket helt til ad Pommern til, en ø ved navn ”Seama” kunne måske være Samsø, mens det er ret usikkert, hvad den meget store ø ”Honlandt” mon skal være – måske Lolland-Falster er smeltet sammen? Gotland ligger som en stor klump mod øst i Østersøen (”Mare Germanicum”). Nord for ligger Rusland, som besynderligvis hænger sammen med Grønland. Vest for Gotland ligger en langstrakt ø, der kunne forstås som Øland. De to store øer over ”Silandia” (Sjælland) er derimod svære at få til at passe med noget der faktisk er der. De to øer mellem Vendsyssel og Sydsverige virker desuden voldsomt store, hvis de skal forestille Læsø og Anholt.

Kortet hører til blandt de tidligste kartografiske fremstillinger af Danmark og en hver begyndelse er svær. Folk fandt vej også uden kort.

Ptolemæus 1535

Den græske geograf Claudius Ptolemæus (ca. 100- ca. 170 e.Kr.) skrev et af de vigtigste værker om geografi før den moderne geografi begyndte at tage form i løbet af 1500-tallet. Hans Geografike hyfegesis, oftest kaldet Geographia, er en samling af geografiske oplysninger og forsøg på at projicere steder til bestemte koordinater på jordkloden. Præcisionen i hans system er mangelfuld, fordi han som udgangspunkt havde en for lille jorddiameter, men i øvrigt er værket en imponerende indsats. I århundreder var skriftet glemt, men blev omkring år 1300 genopdaget af grækeren Maximus Planudes og i de følgende to århundreder løbende revideret og udvidet. Omkring 1400 blev det oversat til latin og fra 1400-tallet stammer også de ældste bevarede forsøg på at tegne kort efter Ptolemæus’ oplysninger. De første trykte Ptolemæuskort blev udgivet Bologna i 1477 og efterfølgende blev disse justeret og forbedret fra udgave til udgave forskellige steder.

Håndbibliotekets Ptolemæus-udgave er fra Lyon fra 1535. På dette tidspunkt var verden set fra Europa allerede blevet væsentlig større end på Ptolemæus’ tid og korttegnerne inkorporerede ny viden fra bl.a. Marco Polos rejsebeskrivelser fra Øst- og Centralasien, og fra de hidtil ukendte have og kyster, som Vasco da Gama, Columbus og andre nylige opdagelsesrejsende hjembragte ny viden om. Det ses bl.a. i udgavens to forskellige versioner af verdenskort, begge oprindelig tegnet af Lorenz Fries (ca. 1490-1531), men forbavsende forskellige.

Fries havde arbejdet sammen med Strasbourg-forlæggeren Johann (Hans) Grüninger om en Ptolemæus-udgave i 1522 og begge kort ser ud til at stamme fra denne tid. Grüningers søn solgte efter faderens død i ca. 1532 Fries’ materiale til de Lyon-baserede brødre Melchior og Gaspar Trechsel, hvis udgave fra 1535 er den, der findes i Håndbiblioteket.

Fries’ første kort, Tabula Nova Orbis (Nyt verdenskort) bygger på det såkaldte ”admiralskort” fra en Ptolemæus-udgave fra 1513 af den tyske kartograf Heinrich Waldseemüller, der bl.a. er berømt for som den første at benytte navnet ”America” for de nyopdagede lande mod vest. På kortet her er Brasilien og Newfoundland med, men navnet ”America” er udeladt. Fries’ version af kortet har som pudsig detalje afbilledet fem herskere fra fjerne verdensdele: Rusland, Egypten, Ethiopien, Taprobana (dvs. Ceylon / Sri Lanka) og Mursuli (dvs. Mergui i Burma). I havet ud for den lange tange, der skal forestille at være Grønland, står en elefant!

Fries’ andet kort er umiddelbart mindre korrekt end det første, selvom titlen antyder det modsatte: ”Exactissime depicta” (”meget nøjagtigt gengivet”). Dette kort blev konstrueret af Fries selv til Grüniger i 1522. Her er der kommet flere detaljer med om Amerika, der på dette kort er navngivet. Der er ligeledes indtegnet nogle af de caribiske øer, der blev opdaget af Colombus, ligesom flere steder i Sydamerika er angivet med navn.

De forskellige kort i samme værk antyder, hvor tidligt et stadie kortlægningens kunst endnu var på i 1500-tallets første halvdel, i opdagelsernes tidsalder.

Relationer

Kortsamlingen i Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek

I H.M. Dronningens Håndbibliotek på Amalienborg huses en af Danmarks betydelige samlinger af gamle kort. Ca. 12.000 er der af dem fra en periode på godt to et halvt århundrede, fra midten af det 17. til det første årti af det 20. århundrede. Mange af dem trykte, nogle håndtegnede; talrige sjældne, nogle unikke, næsten alle særdeles velbevarede og af en høj både kartografisk og æstetisk kvalitet, som gengiver den møjsommelige kartografiske opmåling og observation af landskabet med klarhed, præcision og skønhed. Kortsamlingens historie Kortsamlingens oprindelse og tilblivelse er kun dårligt belyst. Samling af kort har åbenlyst fundet sted inden for det ca. halvandet århundrede under kongerne fra Frederik V til Christian IX, men om samlingen er ældre eller yngre end Håndbiblioteket eller samtidig med dets oprettelse i 1746, vides ikke. Med sikkerhed vides kun, at væsentlige dele af samlingen er ældre end 1794, da branden på Christiansborg Slot, hvor Håndbiblioteket havde til huse, udslettede det meste af bibliotekets øvrige samlinger. Dette tyder på, at kortsamlingen må have været opbevaret et andet sted. I 1829 nævnes kortsamlingen for første gang og da som en separat samling med egen bestyrer og lokale ved siden af Håndbiblioteket i Frederik VI’s bolig på Amalienborg (det nuværende Christian IX’s Palæ). Dette var stadig situationen i 1840, da Håndbiblioteket efter Christian VIII’s tronbestigelse (i december 1839) flyttede fra Amalienborg til det genopførte Christiansborg Slot. Først i 1866 blev kortsamlingen formelt indlemmet i Håndbiblioteket, hvor den siden har hørt til. Ved den anden slotsbrand på Christiansborg i 1884 blev samlingen redet på så skånsom vis, at ingen af kortene synes at have lidt overlast, hvorimod mange af bibliotekets bøger blev mere eller mindre beskadiget i forbindelse med redningsaktionen. Efter branden blev Håndbiblioteket inklusive kortsamlingen reetableret i skiftende lokaler på Amalienborg, hvor samlingerne havde til huse indtil Håndbiblioteket i 1922 flyttede tilbage til det genopbyggede Christiansborg Slot, som herefter forblev hjemsted indtil biblioteket i 1985 returnerede til sin nuværende bopæl i Christian VIII’s Palæ. Efter indlemmelsen i Håndbiblioteket blev kortsamlingen gennem flere år ordnet og katalogiseret af geografen dr. phil. Ernst Løffler, som afsluttede sit arbejde i 1872. I sin redegørelse for samlingen omtaler Løffler den som misrøgtet, men også som meget værdifuld i henseende til både indhold og omfang. Siden begyndelsen af det 20. århundrede har tilvæksten været meget lille, og kun én gang er der sket en væsentlig ændring af samlingens sammensætning: 361 blade med kort over norske fæstningsanlæg, primært fra sidst i 1700-tallet, blev i 1937 udskilt og foræret af Christian X til broderen Haakon VII af Norge i anledning af 25-års jubilæet for dennes regering og Norges selvstændighed. Disse kort er siden overdraget til det norske Riksarkiv. Tilgangen til kortsamlingen er i dag uhyre begrænset. Kortsamlingens karakter De ca. 12.000 kort foreligger i tre forskellige former: Dels som en samling af ca. 3000 løse kortblade, dels i ca. 400 atlas eller kortværker, som tilsammen rummer over 5000 kort. Hertil kommer et stort samleværk benævnt Juliane Marie Atlas, hvis 37 foliobind rummer i alt 2798 kort. Tilsammen dækker kortsamlingen hele verden i forskellige stadier af dens kortlægning med hovedvægten på Europa, som optager ca. fire femtedele af hele samlingen. Ikke overraskende er især de danske kongers riger og lande rigt repræsenteret i samlingen, dvs. hele den gamle helstat, Danmark, Norge og hertugdømmerne Slesvig og Holsten, de nordatlantiske lande, samt de oversøiske kolonier [se også: De danske kolonier [link]), men også nære nabolande som Sverige og Tyskland er dækket i betydeligt omfang. Langt størstedelen af kortene er egentlige landkort over større eller mindre udsnit af verden, men samlingen omfatter også en del prospekter over landskaber og byer samt materiale af en karakter, som nu til dags normalt ikke ville blive betegnet som kort: Planer over fæstningsværker og haveanlæg, tekniske konstruktions¬tegninger samt arkitekturtegninger. Sidstnævnte kategori danner en hel lille samling for sig og rummer adskillige værker af de store navne i det 18. århundredes danske arkitektur, Nikolai Eigtved, Nicolas-Henri Jardin og C.F. Harsdorff. Hertil kommer et par mindre samlinger af såkaldte tematiske kort: Søkort og historiske kort, dvs. kort over forhold, som også på kortets fremstillingstidspunkt var fortidige, samt krigskort, der viser, hvordan forskellige slag og militære kampagner forløb. Skandinavien afbildet i: Claudii Ptolemæi Alexandrini geographicæ enarrationis libri octo Ex. Bilibaldi Pirckeymheri tralatione, Lugduni 1535   Kronologisk strækker kortene sig over mange århundreder. Håndbibliotekets ældste kort – over Nordeuropa – er strengt taget ikke en del af kortsamlingen men forefindes i en inkunabel, en tysk udgave af Hartmann Schedels historieværk Liber chronicarum, trykt i Nürnberg i 1493. Lidt yngre er en udgave fra 1535 af den antikke geograf Ptolemæus’ geografiske værk Cosmographia, som i kraft af den nye bogtrykkerkunsts udbredelse i sidste halvdel af 1400-tallet og hele 1500-tallet udkom i talrige udgaver opdateret i overensstemmelse med nye geografiske opdagelser. Bortset fra disse og et mindre antal kort fra midten af 1600-tallet, stammer hovedparten af Håndbibliotekets kort fra perioden fra begyndelsen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet; de yngste kort er fra begyndelsen af 1900-tallet. Som nævnt er størstedelen af kortene trykte, ofte som kobberstik, heraf mange håndkolorerede, men samlingen omfatter også flere hundrede kolorerede håndtegnede kort, hvoraf enkelte er skitser eller forarbejder, mens langt de fleste er færdige værker. Kort over Hertugdømmet Slesvig (detalje), af Johan Henrik du Plat, tegnet af Ferdinand Bauditz 1804   Væsentlige danske kartografer Flere betydelige danske kartografer er repræsenteret i kortsamlingen. En af dem er Johannes Mejer (1606-74), som blev ophavsmand til det første detaljerede generalkort over Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten (1650) samt en lang række detailkort over de to hertugdømmer. En anden er geografen Thomas Bugge (1740-1815), hvis seks store håndtegnede kort over hhv. Fyn, Sjælland, Antvorskov, Lolland-Falster og Møn, Bornholm og Færøerne fra 1769-71 – alle opbevaret i Håndbiblioteket – er væsentlige skridt i kortlægningen af det danske territorium. Disse kort må ses i sammenhæng med det af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab omtrent samtidigt iværksatte projekt om en systematisk kortlægning af hele riget efter moderne trigonometriske metoder, som Bugge i 1773 overtog ledelsen af. Om end der skulle gå mange år inden projektet blev fuldført, er Bugge således en hovedkraft i skabelsen af de første videnskabeligt pålidelige kort over Danmark. Vores kort er dog tydeligvis udført, før den mere eksakte metode blev taget i brug. Betydelig er også officeren Johan Henrik du Plats og hans medarbejderes to store håndtegnede kortserier over Slesvig og København og omegn, begge fra det første årti af det 19. århundrede, i hhv. 15 og 14 blade, som hver for sig rummer en imponerende rigdom af detaljeret og præcis information om de pågældende landskaber. Christian Geddes håndtegnede og kolorerede kort over København fra 1757 er også et væsentligt bidrag til Danmarks lokalkartografi (se også: Geddes kvarterkort over København ca. 1765). Christiania og omegn, tegnet af Carl Alexander Stricker 1764, fra Juliane Maries Atlas, bind 29   Juliane Maries Atlas En særlig omtale fortjener det ovenfor nævnte Juliane Marie Atlas, som udgør en omfattende samling i sig selv (se også: Juliane Maries Atlas). Juliane Marie (1729-96) af Braunschweig-Wolfenbüttel blev i 1752 gift med Håndbibliotekets grundlægger Kong Frederik V (1723-66; konge fra 1746) og blev derved hans anden dronning og som sådan involveret i den kongelige samlingsaktivitet. Allerede som barn havde Frederik V fra den slesvigske præst Jacob Tilli modtaget en mindre kortsamling, som i løbet af kongens levetid blev suppleret med flere tusinde kort og prospekter af mange forskellige ophavsmænd og udgivere og over alle kendte dele af verden. Efter kongens død blev de enkelte kortblade samlet i to ensartet indbundne serier: Frederik den Femtes Atlas og Juliane Marie Atlas på hhv. 55 og 37 bind i folioformat. Af ukendte grunde blev de to serier adskilt, så førstnævnte bevares af Det Kgl. Biblioteks Kortsamling, mens sidstnævnte som nævnt er bevaret i Håndbiblioteket. Indholdsmæssigt fremtræder de to atlas også som ensartede, men ikke identiske samlinger. I begge atlas er kortene ordnet geografisk efter lande, idet helheden kommer før det lokale. I Juliane Maries Atlas optager kortene over europæiske lokaliteter 31 bind, mens de resterende seks rummer kort over andre verdensdele samt andre former for billeder så som kort over fantasilande, satiriske stik, kuriositeter m.m. De fleste af kortene er kobberstukne, 194 af dem håndtegnede. De nærmere omstændigheder omkring den oprindelige udvælgelse og samling af kortene og fordelingen af dem mellem Frederik og Juliane Marie så vel som omkring den senere reduktion af de oprindelige 3311 kort til de nuværende 2798 er ikke kendt. Ikke desto mindre er Juliane Maries Atlas dog den eneste store del af Håndbibliotekets kortsamling, hvis proveniens er kendt i store træk og tillige den eneste del af samlingen, der vidner om at være blevet til som følge af en systematisk og målrettet indsats. Som helhed kan Juliane Maries Atlas ses som et udtryk for oplysningstidens almene bestræbelse på encyklopædisk og systematiseret indsamling af viden om alle dele af verden. Kortenes indsamling og benyttelse Hvad den øvrige kortsamling angår, synes den at være samlet efter tid, lejlighed og behov. En stor del af kortene har åbenlyst været gaver til kongen enten fra ophavsmanden selv eller fra den – oftest militære – myndighed, som han arbejdede for. Formentlig er dette også en forklaring på noget karakteristisk for samlingen: De mange kort af fremragende kvalitet, som må have krævet ophavmændenes ypperste indsats; samt samlingens ujævne geografiske sammensætning (fx er der flere kort over Norge og hertugdømmerne end over den danske provins). Desværre vides der i de fleste tilfælde kun meget lidt eller ingenting om de enkelte korts tilblivelse, baggrund og evt. særlige formål. Dette vides som regel kun i de tilfælde, hvor det direkte fremgår af kortet eller medfølgende dokumentation. Kun i forbindelse med de omtalte kort af Thomas Bugge ses et originalt tilløb til en sammenhængende systematisk kortlægning af hele landet, der som nævnt blev udført af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. General Carte over Øen Fyhn Deres Excellence Herr. Geheime-Raad Schack underdanigst tilegnet af T. Bugge, Aar 1769   En så omfattende samling giver anledning til spørgsmålet, om hvad de mange kort har været brugt til. Bortset fra det indlysende, at de har været en kilde til almen geografisk og topografisk orientering om de lande, som kongerne regerede – og om verden udenfor, – gives der dog kun få konkrete svar: Nogle kort har formentlig været brugt til ophængning og dekoration, mens andre åbenlyst var beregnet til feltbrug og i nogle tilfælde også bærer præg af at have været brugt til dette formål i både civil og militær sammenhæng. Atter andre vidner om grænsedragninger eller forskellige projekter og anlægsarbejder. Helhedsindtrykket af kortsamlingen er dog, at den kun har været brugt meget lidt; langt de fleste af kortene har øjensynligt tilbragt det meste af deres liv trygt forvaret i mapper og skuffer. Hvad grunden end har været dertil, er det set med nutidens øjne en stor fordel, fordi det har medført, at dette rige og i vid udstrækning enestående materiale er blevet bevaret for eftertiden i en usædvanlig god stand. Kongernes kort kan derfor bidrage til at tegne et stort og detaljeret billede af to århundreders udvikling – landskabeligt, historisk, politisk og socialt – i det omfattende territorium, der udgjorde de danske kongers riger og lande. Kort siger mere end mange ord.   Teksten er en revideret udgave af fhv. Håndbibliotekar Christian Gottliebs indledning til Kongernes Kort. En udstilling af landkort fra H. M. Dronningens Håndbibliotek (Christian VIII’s Palæ, Amalienborg, 14. juli – 18. oktober 2009). Udstillingen blev vist i forbindelse med The 23rd International Conference on The History of Cartography, 12-17 July, 2009.