Kongernes SamlingKongens HåndbibliotekVores tegninger m.m.J. L. Jensen i Håndbiblioteket

J. L. Jensen i Håndbiblioteket

Blandt danske blomstermalere har J. L. Jensen (1800-1856) førsterang. J. L. Jensen, der var medlem af og senere professor ved Det Kongelige Academie for de skjønne Kunster, arbejdede tit for Kongehuset, og det har affødt, at et par værker er endt i Håndbibliotekets Billedsamling. De er umiddelbart smukke og dekorative, men har formentlig også en dybere mening. Læs mere i det følgende.

Gaver til Christian 8.
To smukke malerier på papir i den såkaldte gouache-teknik indgik i en gave fra Kunstakademiets medlemmer til Kong Christian 8. i anledning af hans salving den 28. juni 1840. Christian 8. havde som tronfølger været præses for Kunstakademiet og havde selv modtaget tegneundervisning i sin ungdom af akademiprofessor Nicolai Abildgaard; han blev anset for en vigtig mæcen og støtte for kunstnerne i guldalderen.

Det ene maleri forestiller blomstrende snerler, der slynger sig om en vissen gren, og som tiltrækker sommerfugle. Det andet viser to vinstokke, der slynger sig om hinanden – den ene med en blå, den anden med en grøn drueklase.

Liv, død og genopstandelse
Blomster er ikke kun dekorative, men har ofte også symbolske betydninger. Nogle af disse kan man følge tilbage til Middelalderen og den tids fortolkninger af Højsangen i Det gamle Testamente. Men de har også mere almene betydninger, fordi blomsternes livscyklus kan minde så meget om menneskers: De spirer, de vokser, de blomstrer, sætter frø og forgår. Ser man på Jensens snerleranker synes de at bære et sådant lag af kristen symbolik: Sommerfuglene bliver på grund af deres forvandling fra krybende larver til stille pupper og videre til smukt flyvende væsner ofte anvendt som symbol på sjælens frigørelse fra dens jordiske krops fængsel og på dens fortsatte og – i kristen opfattelse – smukkere og friere liv efter døden. Den døde gren kunne i den sammenhæng forstås som menneskets dødelighed, mens den skrøbelige, hurtigt voksende, men hurtigt visnende snerleranke kunne pege på menneskelivets og dets skønheds flygtighed. Sommerfuglene retter i den sammenhæng tanken mod håbet om genopstandelsen og livet efter døden. Blomsterbilledet er på den måde lige så meget en kristen allegori som et rent dekorativt stykke.

Lignende gælder nok de to slags vin i det andet maleri. Her kunne være en henvisning til nadverens vin og dermed til frelsen ved Kristus. Men ser man på vinmotivet i sammenhæng med Jensens øvrige værk, ikke mindst som det er blevet fortolket for nyligt af kunsthistorikeren Mette Thelle, kan motivet ligeledes forstås som henvisning til en frugtbarhedssymbolik, der stammer fra antikke digtere som Ovid, Virgil eller Catul, men som synger med i samtidens digtere som Adam Oehlenschläger eller N. F. S. Grundtvig. I den forstand synes billedet at knytte an til en række malerier, J. L. Jensen havde udført til kongehuset nogle år tidligere.

Prinsesse Vilhemines spisestue
Anledningen var et bryllup: I 1828 skulle Prins Frederik Carl Christian, den senere Kong Frederik 7. (1808-1863), giftes med Kong Frederik 6.s datter, Prinsesse Vilhelmine (1808-1891). Prinsen var søn af tronfølgeren, Prins Christian Frederik, der var halvfætter til kongen og udset til at efterfølge ham på tronen som Christian 8. Det var et vigtigt bryllup, der skulle sikre det Oldenborgske kongehus’ fortsatte beståen, for Frederik 6. havde ingen sønner, og med et bryllup i familiens rækker kunne dynastiet føres videre. Det Brockdorff’ske Palæ på Amalienborg, der i dag kendes som Frederik VIII’s Palæ, blev hurtigt gjort klar til det unge par under ledelse af arkitekten Jørgen Hansen Koch (1787-1860). J. L. Jensen blev inddraget til at udsmykke Prinsessens spisestue.

I Håndbiblioteket findes to tegninger, der er udkast hertil. De har været tilskrevet Koch, men er vel nok af J. L. Jensen selv. Både farveskemaet med de gråviolette og lyseblå farvefelter og selve den arkitektoniske dekoration er anderledes end den enklere grå, hvide og gyldne farveholdning med antikiserende friser, som blev slutresultatet. Men malerierne er de samme.

Hovedmotivet er et egetræ, der ikke bærer olden, med som på et frisk sideskud på stammen bærer en blomsterkrans. På et bord ses en bugnende frugtkurv og på jorden svulmende meloner. Mette Thelle har påpeget, at dette motiv bygger på J. L. Jensens medlemstykke til Kunstakademiet fra 1825. Malerens svoger, teologen Carl Holger Visby (1801-1871), skrev i anledning af dette maleris udstilling ved forårsudstillingen på Charlottenborg i 1826 et langt digt i Kjøbenhavns Morgenblad. Digtet tolkede billedet som om det forestillede et alter for de antikke guder for sommer og høst, Flora og Pomona. I forlængelse heraf kan man udlede, at maleriet i prinsessens spisestue ikke bare forestiller frugter og blomster, men kan have en dybere mening. Træ, blomster og frugter peger mod et omfattende betydningsunivers med rødder tilbage til den græske og romerske mytologi. Kombinationen med egetræet og de vinranker, der knytter sig til det, bliver i Thelles tolkning til en ægteskabssymbolik, der bygger på en udbredt forestilling om mandens stabilitet i form af egen, der ved sin støtte tillader kvindens lette og lystfulde væsen (i form af vinen) at modnes og bære frugt. I lyset af denne tolkning kan det smukke motiv i spisestuen altså læses som en allegori på det kongelige ægteskab. Blomsterkransen på det friske sideskud kan ses som en billedliggørelse af håbet om, at det nys indgåede ægteskab på en sidegren af den Oldenborgske stamme måtte bære frugt og sikre kongeslægten et langt liv.
Uheldigvis var Prins Frederik ikke den stabile eg, som billedet fremstillede ham som. Han var både uligevægtig og udsvævende, og ægteskabet med Prinsesse Vilhelmine – det første af hans tre ægteskaber – holdt ikke. Frederik 7. fik aldrig børn og blev den sidste egentlige oldenborger på tronen. Han afløstes i 1863 af Christian 9. af Glücksborg, stamfaderen til vores nuværende kongehus. Han og hans dronning Louise havde begge oldenborgske aner, så om end de ikke var skud direkte på familiens stamme, var de dog vokset af de olden, som blev kastet fra dens krone.

 

 

Litteratur:
Blomstermalere er traditionelt ikke blevet regnet for rigtige kunstnere; dertil er deres produktion for dekorativ. Først i 2018 er J. L. Jensens værk da også blevet genstand for en større udstilling (på Nivaagaards Malerisamling) med et vægtigt katalog, der baggrunden for denne artikel: Marie-Louise Berner og Mette Thelle, Blomstermaleren J. L. Jensen. Mellem kunst og natur i guldalderen, red. Birgitte von Folsach, Nivå, Nivaagaards Malerisamling, 2018.

Snerlemotivet kan købes som hhv. dækbrikker og vinrankemotiver som postkort i museumsbutikken på Amalienborg.

Relationer

To marinetegninger af Eckersberg

Håndbiblioteket ejer to af C. W. Eckersbergs marinetegninger. Tegningerne er fine eksempler på kunstnerens arbejdsmetode, idet de forudsætter grundige naturstudier, men også anvendelsen af strenge kompositionsprincipper. Motiverne er, med de for sejlskibene karakteristiske komplicerede linjespil, typiske for hans modne år, da hans arbejde med centralperspektivet var nået et meget højt stade. Korvetten Najadens dæk Korvetten Najadens dæk. 1833. Pen, sort blæk, pensel, grå og brun lavering, rammen grå og lyseblå vandfarve. Opklæbet på blåt albumsblad. 229 x 245 mm, heraf billedfeltet 173 x 191 mm.   Den ene af tegningerne, ”Korvetten Najadens dæk”, indgår i ”Det Grønne Album”, en mappe med tegninger af danske og tyske kunstnere, dateret mellem 1784 og 1834. Albummet er sandsynligvis indbundet i anden halvdel af 1830’erne for Prins Christian Frederik, senere Christian 8., der gennem sin nære kontakt til kunstnerne har opbygget samlingen (se mere fra samme mappe her.) Eckersberg fik i juli 1833 mulighed for at sejle med korvetten Najaden, et af flådens skibe, rundt i de dansk farevande. Najaden havde efter sin søsætning 1820 været på flere togter til Vestindien, men fungerede nu som kadetskib. Han førte dagbog på turen og noterede bl.a. dagligt vejrliget. Den 8. Juli 1833 skriver Eckersberg i sin dagbog: ”Da det klarede henimod Kl 7 Eftrm: saas de dejligste Skÿer men Taagen kom igien. – Der begÿndtes paa en Tegning af Corvettens Dæk og Batteri.” Det var under togtet med Najaden, at Eckersberg for alvor blev fortrolig med søfartslivet og det blev starten på hans levende interesse for marinemaleriet. Tegningerne fra Najaden dannede således forlæg for en række malerier efterfølgende. Håndbibliotekets tegning er efter alt at dømme forlæg for maleriet ”Korvetten Najadens styrbordsbatteri og dæk” på Statens Museum for Kunst. (Se mere her.) Orlogsskibet Dronning Marias øverste dæk Orlogsskibet Dronning Marias øverste dæk. Blyant og brungrå vandfarve, rammen grå og lyseblå vandfarve. Opklæbet på grå passepartout med guldkant. 215 x 263 mm, heraf billedfeltet 175 x 237 mm.   Året efter, i 1834, var Eckersberg med på Dronning Marie, et linjeskib, der var blevet søsat 10 år tidligere. Både synsvinkel og motiv er meget lig den på den forrige tegning og de mange parallelle linjer understreger her som der billedets perspektiviske konstruktion. Under tegningen har Eckersberg noteret: ”Orlogsskibet Dronning Marias øverste Dæk. Tegnet da Skibet paa sit Togt i Juli 1834 laa til Ankers i store Belt. C. W. Eckersberg.” I kunstnerens dagbog fra juli 1834 er rejsen også omtalt. Tirsdag den 8. skriver han bl.a., at skibet kaster anker og ”Der begÿndtes nu paa en Tegning af Skibets Dæk, seet agter fra for efter.” Tegningen her knytter sig utvivlsomt til denne dags studier. Det var i øvrigt under samme togt, at skibet gik på grund ud for Nyborg, på det rev, der stadig kaldes ”Dronning Maries Puller”. Den stammer fra en kunstmappe, som er givet til Kong Christian 8. af Kunstakademiets medlemmer i 1840 (se også her). Håndbibliotekets to marinetegninger af Eckersberg viser os både orlogslivets detaljer og malerens omhyggelige arbejde med perspektivet. For Eckersberg var centralperspektivet et essentielt redskab til at indfange og afbillede den dynamiske verden, og han var blandt de første i Danmark til konsekvent at anvende perspektivet og kombinerede det med studier i det fri. Eckersbergs billeder bevæger sig således mellem den synlige, levende natur og billedets konstruktion. Interessen for perspektivet fulgte ham hele livet og han udgav bl.a. ”Forsøg til en Veiledning i Anvendelse af Perspektivlæren for unge Malere” (1833) og ”Linearperspectiven anvendt paa Malerkunsten” (1841). I sidstnævnte påpeger han bl.a. perspektivets særligt uomgængelige vigtighed for marinemaleriet og bruger flere plancher på konstruktionseksempler. Fra: Linearperspectiven anvendt paa Malerkunsten” (1841), planche X.   Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783-1853) voksede op i Sønderjylland og blev oprindeligt uddannet som malersvend i Flensborg, men drømte om at blive historiemaler og tog derfor fra hjemstavnen til København i 1803, for at blive uddannet på Kunstakademiet. Efter studieophold i Paris og Rom blev han i 1818 udnævnt til professor ved Kunstakademiet, en stilling han besad frem til sin død i 1853. Eckersberg indtager en fremtrædende plads i den danske kunsthistorie som fornyer af dansk malerkunst og var lærer for den kreds af malere i Danmark, der blev kernen i den såkaldte Guldalder. Litteratur: • Ferdinand Meldahl og Peter Johansen, Det kongelige Akademi for de skjønne kunster (1700-1904), København 1904. • Henrik Bramsen: Om Eckersberg og hans mariner, København 1972. • Peter Michael Hornung & Kasper Monrad: C. W. Eckersberg – dansk malerkunsts fader, København 2005. • Villads Villadsen: C. W. Eckersbergs dagbøger I-II, København 2009. • Svend Albrechtsen, Grunde, rev og flak, 2. udg., København 2014. • Kasper Monrad m.fl.: Christopher Wilhelm Eckersberg, København & München 2015. Denne tekst er skrevet af kunsthistoriestuderende Silke C. Jolly i 2018 og revideret af Mikael Bøgh Rasmussen

Vores tegninger m.m.

Håndbibliotekets samling af håndtegninger og tryk rummer mange tusinde blade. Der er både arkitekturtegninger, portrætter og historiebilleder i flere grafiske teknikker og – ikke mindst – hundreder af tegninger af danske og udenlandske kunstnere. En væsentlig del af tegningerne er fra den danske guldalder og stammer fra Christian 8.s eje. Her findes tegninger af C. W. Eckersberg, Caspar David Friedrich, Jens Juel, Nicolai Abildgaard, Martin Rørbye, C. A. Jensen og mange flere. Endelig rummer samlingen hundredevis af tegninger fra kongelig hånd, idet især de kongelige børn i 1800-tallet har efterladt sig prøver på deres forsøg udi kunsten.