Hilfelings tegninger fra Skåne

I 1770’erne og 1780’erne drog den svenske kunstner Carl Gustav Gottfried Hilfeling på den danske regerings regning rundt i Skåne og aftegnede historiske og arkæologiske genstande fra før Skåne blev svensk ved Freden i Roskilde 1658. Udgangspunkt var oprindelig et samarbejde med den danske historiker Jacob Langebek, der dog allerede døde i 1777. Hilfelings tegninger er af stor dokumentarisk værdi og viser et bredt både forhistorisk og historisk udsnit af den skånske kulturarv, fra bronzealder til renæssance. Her vises tegningen af den største bronzealdergrav i Norden, der ligger i Kivik i det sydøstlige Skåne.

Relationer

Kongelige tegninger i Kongens Håndbibliotek

I Håndbiblioteket ligger en stor samling tegninger, akvareller og skitsebøger fra kongelige hånd. Dette materiale dækker over omkring 600 enkeltstående motiver skabt af prinser og prinsesser, konger og dronninger. Samlingens ældste værker er Prins Carls skitsebøger fra slutningen af 1600-tallet mens de yngste stammer fra Frederik 9.s tegneundervisning. Disse mere eller mindre veludførte værker vidner om de kongeliges forhold til kunst, fritid og uddannelse gennem næsten 300 år.   Prinsernes tegneundervisning I de europæiske kongefamilier har der siden renæssancen været tradition for at de kongelige børn skulle modtage tegneundervisning, der ofte blev foretaget af de kunstnere, der var tilknyttet hoffet. I Danmark er nogle af de tidligste eksempler fra Christian 4.s tid (1577-1648) og tegning har siden hen været en fast del af det danske hof. I renæssancen blev det teoretiseret, hvad der udgør et ideelt hofmenneske, og den italienske forfatter Baldassare Castiglione understregede i sit værk Il Cortigiano (”Hofmanden”, 1528), at tegning er et vigtigt redskab i krig ligesåvel som det er en nobel beskæftigelse i sin egen ret. Som Castiglione påpeger, var tegning et vigtigt militært redskab. Tegneundervisning var derfor en vigtig del af en militær uddannelse, som mange af de kongelige drenge fik. Prinserne skulle lære at tegne fæstningsværker og i Håndbiblioteket ligger der blandt andet eksempler på disse fra Arveprins Frederik (Christian 7.s halvbror, 1753-1805) og dennes sønnesøn, Kronprins Frederik Carl Christian (Frederik 7., 1808-1863). En fæstningstegning tegnet af Kronprins Frederik Carl Christian, den senere Frederik 7., i 1827. Frederik blev sendt til Genève på dannelsesrejse i 1826, hvor han tegnede en række fæstningsskitser. Disse blev sendt til den daværende konge, Frederik 6. (1768-1839), som et bevis på, at dannelsesrejsen var produktiv og til gavn for den unge prins.   I undervisningen skulle drengene også lære at tegne frihåndstegninger af landskaber. Dette var ligeledes et vigtigt redskab i krig, hvis det blev nødvendigt hurtigt at optegne en kyststrækning eller lignende, for at lægge en angrebsstrategi. I løbet af 1800-tallet gik drengenes tegneundervisning dog langsomt væk fra det militære og synes i stedet at være blevet brugt til at lære prinserne om geometri, arkitektur og proportionelle forhold. Dette ses blandt andet hos Christian 9. og dronning Louises børn, og hos Christian 10. og Frederik 9. I Håndbiblioteket ligger en enkelt mappe med Christian 10.s perspektivskitser fra hans barndom i 1880’erne. Prinsen har modtaget undervisning af Heinrich Buntzen, der også forestod undervisningen af Dronning Louise og senere hendes børn.   Det var almindeligt, at prinserne tegnede i deres barndom, men efter deres konfirmation var det forventet, at de stoppede aktiviteten, som herefter blev set som tidsspilde, med mindre den indgik i en eventuel officersuddannelse. Alligevel blev nogle prinser ansporet til at fortsætte, hvis det mentes, at tegning kunne hjælpe dem i deres voksne virke. Frederik 7. blev blandt andet anbefalet at fortsætte, for at tegneaktiviteten skulle afholde ham fra mere skadelige aktiviteter såsom hasardspil. Selvom drengenes undervisning har været præget af denne mere praktiske form for tegning, er der også eksempler på en langt mere kunstfærdig tegneundervisning. Det bedste eksempel fra Håndbibliotekets samling finder vi hos Arveprins Frederiks søn, prins Christian Frederik (Christian 8., 1786-1848).   Christian 8.s tegninger Christian Frederik modtog i slutningen af 1790’erne en klassisk kunstneruddannelse i stil med den, som blev brugt ved Kunstakademiet, hvor omdrejningspunktet var menneskekroppen. Han lagde ud med at kopiere kobberstik og muligvis gipsafstøbninger af enkelte legemsdele i forskellige positurer. Ved Kunstakademiet ville næste skridt have været kopiering efter afstøbninger af klassiske skulpturer, og sluttelig tegning efter levende model, men dette synes ikke at have været passende for prinsen, der i stedet måtte nøjes med at kopiere andres modelskitser. Da han beherskede de enkelte dele af menneskekroppen, begyndte han som 12-13-årig at tegne hele figurer af mandlige modeller med Nicolai Abildgaard som sin lærermester. Abildgaard var professor ved Kunstakademiet, men i slutningen af 1700-tallet var han også ansat til at dekorere Levetzaus palæ, som prinsens far, Arveprins Frederik, havde overtaget, da kongefamilien flyttede ind på Amalienborg. Derfor ligger der en række af Christian Frederiks skitser fra perioden 1798-1800, hvor han kopierede Abildgaards modelskitser. I Håndbiblioteket ligger en større mængde af Prins Christian Frederiks tidlige skitser, hvor det tydeligt ses, at han har øvet sig i at tegne kroppen ved at benytte hjælpestreger og kopiering. Han har blandt andet kopieret en dengang berømt tegnemanual (”Die durch Theorie erfundene Practic …”) af den tyske kunstner og direktør for Nürnbergs Kunstakademi Johann Daniel Preissler (1666-1737), der blev indkøbt til det danske Kunstakademi i perioden. Øverst ses Prins Christian Frederiks skitse fra 1798-1800, mens den nederste skitse er det forlæg fra Nicolai Abildgaards hånd, som prinsen har benyttet sig af. I Håndbiblioteket ligger enkelte af Nicolai Abildgaards originale skitser, muligvis fra hans egen elevtid omkring 1770, men også elevskitser efter Abildgaards originaler, som han har medbragt som forlæg til prinsen.   Prins Christian Frederiks tegneundervisning var typisk for perioden, hvor kunsten fik en ny og vigtig plads i samfundet. I det rige og fine samfundslag blev det mere og mere almindeligt at modtage tegne- og kunstundervisning. Denne undervisning kunne hjælpe til at danne mennesket og løfte det op fra det dyriske til det fornuftige. Det blev derfor også en populær fritidsbeskæftigelse, som også Christian 8. opretholdt i sit voksenliv. Christian 8. efterfulgte i øvrigt sin far Arveprinsen som præses for Kunstakademiet og havde livet igennem nær kontakt med både danske og udenlandske kunstnere – det ses blandt andet af hans egen tegningssamling i Dronningens Håndbibliotek.   Tegneundervisning i 1800-tallet I 1820’erne var undervisningen på Kunstakademiet blevet reformeret, og det var naturligt, at undervisningen af de kongelige derfor også ændredes. I Håndbiblioteket ligger en række skitsehæfter og løsark tegnet og malet af Christian 9. og dronning Louises børn: Frederik (8.), Dagmar, Alexandra, Thyra, Valdemar og Vilhelm. Børnene modtog tegneundervisning af Heinrich Buntzen (1803-1892) to dage om ugen, og tegnelæreren fulgte med kongefamilien, når de skiftede residens. I den russiske tronfølger Alexanders (Alexander 3., 1845-1894) dagbog kan man derfor læse, at Dagmar og Thyra modtog undervisning af Buntzen på Fredensborg på den junidag i 1866, hvor Alexander friede til Dagmar. De kongelige børn kopierede stadig tegninger og malerier, men tegneundervisningens fokus flyttede sig fra menneskekroppen og fæstningsværker til tegning efter genstande, der var placeret foran dem. På tegningerne har Buntzen undervejs i processen noteret, om de kongelige børn har gjort det godt og/eller hvad der kan forbedres. Han har givet dem små reprimander, hvis han ikke mente, at de udviste samme flid i hjemmearbejdet som til undervisningen. Det ses også, at Buntzen har givet børnene tilkendegivelser i form af Ørsteds skala, der blev benyttet i Danmark som karakterskala fra 1805 og bestod af karakterne UG (udmærket godt), MG (meget godt), G (godt), TG (temmelig godt), MDL (mådeligt) og slet. I Prins Valdemars skitsebog ses også, hvordan karakterskalaen efter 1871 blev udvidet med plus og minus. Flere af prinsens tegninger er blevet bedømt til MG+ og dermed bestået. Her ses et opslag fra Prins Valdemars skitsebog fra 1869. På tegningen ses også tegnelærerens notater og løbende bedømmelser af prinsens arbejde med at gengive trækassen. Tegnelæreren har også noteret, at kassen er tegnet efter naturen – altså at prinsen har kopieret en faktisk kasse, der har stået foran ham. Mange af tegningerne er tegnet med blyant og diskret farvelagt med pensel.   Børnene har også øvet sig i hele kompositioner som landskaber og landsbybilleder. Nogle af disse er blevet klistret op på passepartout og givet til kongeparret. Denne landskabstegning er udført af den senere Kong Frederik 8. i 1868 og formentlig foræret til forældrene. Det er et eksempel på en af de mere udførlige tegninger af hele kompositioner, som de kongelige børn udførte under deres tegneundervisning.   Heinrich Buntzen nåede at være tegnelærer for tre generationer af kongelige, da han både havde undervist Dronning Louise, hendes børn og senere hendes barnebarn, Prins Christian (10.).   Dronning Louise Prinser og prinsesser modtog ofte undervisning sammen i deres barndom; Dronning Louises og Christian 9.s børn blev eksempelvis undervist med de søskende, der var tættest i alder. Hvor drengene ofte forlod tegneaktiviteten som voksne, med mindre de havde et særligt talent eller bevæggrund for at fortsætte, fortsatte mange af prinsesserne og dronningerne. Dette ses helt tilbage fra 1600-tallet, hvor der blandt andet er bevaret flere blomstermalerier og religiøse scener fra kvindelig hånd i blandt de kongelige tegninger. Den største mængde af tegninger og akvareller i Håndbibliotekets samling stammer fra Dronning Louise (1817-1898). I samlingen ligger nogle af hendes tidlige skitsebøger fra 1830’erne, hvor hun blandt andet har afbildet familiens hverdagssituationer. Som ung modtog hun undervisning af nogle af vores mest kendte guldaldermalere som Martinus Rørbye, J.L. Jensen og C.W. Eckersberg og flere af hendes skitser bærer præg af disse kunstneres motivvalg. Louise tegnede og malede både som prinsesse og dronning, og i inventaroptegnelsen fra Amalienborg kan vi se, at hun havde et mobilt atelier i palæet, hvor hendes malerier hang på væggen og skitserne blev opbevaret i hendes private gemakker. Den lille akvarel-tegning af en familie i færd med at drikke te, stammer fra dronning Louises skitsebog. Skitsebogen er fra hendes prinsessetid i 1830’erne. Mange af hendes skitser er formentlig af hendes familie, men ofte han hun tegnet dem fra ryggen eller siden, så vi ikke kan se deres ansigter. Her ses to typiske guldaldermotiver: på den ene side et åbent vindue og på den anden side et lille kapel. Blad fra en større skitsebog, der formentlig har tilhørt dronning Louise, selvom det ikke var ualmindeligt, at de kongelige familiemedlemmer deltes om den samme tegnebog.   Dronning Louise var også en kvinde i en tid, hvor kreativ udfoldelse var forventet af overklassekvinden. Hun skulle sætte et eksempel for de lavere klasser for at vejlede dem på rette vej mod ufarlige aktiviteter frem for et liv på gaden. I samtidens aviser blev der derfor berettet om dronningens tegneaktivitet, ligesom hendes egne malerier hang i salonerne på Amalienborg til beundring for besøgende eller offentligheden, der havde mulighed for at se fotografiske gengivelser i ugeblade. Kreativ udfoldelse var på mange måder den eneste måde en kvinde af kongeligt blod kunne fordrive tiden på ud over at have ansvar for børnenes opdragelse. De skitser der kom ud af tegneaktiviteten tilhørte prinsesserne og dronningen selv og var et privat eje modsat deres hjem og inventar, der potentielt kunne tages fra dem, når de blev enker.   Hvorfor tegning? Tegning har været en fast del af den kongelige uddannelse og fritidssfære i mange hundrede år i både Danmark og resten af Europa. Der findes mange bud på, hvorfor de kongelige har tegnet gennem historien. Nogle årsager er ligetil: De kongelige har haft råd til at købe kunst og til at ansætte tegnelærere, ligesom de har haft tid og mulighed for at beskæftige sig med en aktivitet, der ikke havde det formål at brødføde en familie. På den måde er tegning en lidt mindre kostbar parallel til tidligere tiders perlebroderi eller elfenbensdrejeri, der ligeledes ansås for passende for samfundets højeste lag og desuden krævede større økonomiske midler. I 1800-tallet blev tegne- og kunstviden en vigtig del af samfundskulturen, og særligt de kongelige som en del af overklassen fulgte udviklingen og intensiverede deres tegneaktivitet. Tegning har som nævnt også været et vigtigt redskab i en militær uddannelse, ligesom de kongelige gennem tegning har lært om perspektiv og arkitektur, som de har kunne benytte til at vurdere eksempelvis arkitekturtegninger af nye slotte. Fotografiet blev først opfundet i 1839 og der gik endnu mange år, før teknikken var færdigudviklet. Før denne opfindelse kunne de kongelige fastholde minder gennem tegninger, og der er mange eksempler på dagligdagsscener i motivvalget. I den kongelige familie har der også været en lang tradition for gavegivning, hvor hjemmelavede, personlige gaver har haft større værdi end guld og sølv. Tegneaktiviteten knytter sig altså også til disse mere personlige bevæggrunde. Herunder kan også nævnes, at man i 1800-tallet begyndte at sætte ord på, hvordan fritidsaktiviteter som tegning var vigtige, fordi det kunne lette mennesket for en ellers krævende hverdag. Der findes formentlig andre årsager, som vi kun kan gisne om. Tegning og kunst har været et vigtigt neutralt samtaleemne lande i mellem, ligesom det har været et universelt sprog, der kunne krydse sprogbarrierer. Når de unge prinsesser skulle forlade deres hjemland, har de kunnet tage deres tegninger og tegneaktiviteten med sig. Det ser vi blandt andet med Prinsesse Dagmar, der måtte forlade Danmark for at blive kejserinde af Rusland. Med sig bragte hun sine dagbøger og tegninger, ligesom hun fortsatte med at tegne og male i sit nye land og gav dette videre til sine børn.   Note: Teksten er skrevet af cand.mag. Nanna Claudius Bergø, forfatter til specialet ”Den civiliserede repræsentation – En undersøgelser af kongelige tegninger i 1800-tallet” (2018), der bl.a. bygger på samlingerne i H. M. Kongens Håndbibliotek. Der henvises til specialet for fodnoter og litteratur.

J. L. Jensen i Håndbiblioteket

Blandt danske blomstermalere har J. L. Jensen (1800-1856) førsterang. J. L. Jensen, der var medlem af og senere professor ved Det Kongelige Academie for de skjønne Kunster, arbejdede tit for Kongehuset, og det har affødt, at et par værker er endt i Håndbibliotekets Billedsamling. De er umiddelbart smukke og dekorative, men har formentlig også en dybere mening. Læs mere i det følgende. Gaver til Christian 8. To smukke malerier på papir i den såkaldte gouache-teknik indgik i en gave fra Kunstakademiets medlemmer til Kong Christian 8. i anledning af hans salving den 28. juni 1840. Christian 8. havde som tronfølger været præses for Kunstakademiet og havde selv modtaget tegneundervisning i sin ungdom af akademiprofessor Nicolai Abildgaard; han blev anset for en vigtig mæcen og støtte for kunstnerne i guldalderen. Det ene maleri forestiller blomstrende snerler, der slynger sig om en vissen gren, og som tiltrækker sommerfugle. Det andet viser to vinstokke, der slynger sig om hinanden – den ene med en blå, den anden med en grøn drueklase. Liv, død og genopstandelse Blomster er ikke kun dekorative, men har ofte også symbolske betydninger. Nogle af disse kan man følge tilbage til Middelalderen og den tids fortolkninger af Højsangen i Det gamle Testamente. Men de har også mere almene betydninger, fordi blomsternes livscyklus kan minde så meget om menneskers: De spirer, de vokser, de blomstrer, sætter frø og forgår. Ser man på Jensens snerleranker synes de at bære et sådant lag af kristen symbolik: Sommerfuglene bliver på grund af deres forvandling fra krybende larver til stille pupper og videre til smukt flyvende væsner ofte anvendt som symbol på sjælens frigørelse fra dens jordiske krops fængsel og på dens fortsatte og – i kristen opfattelse – smukkere og friere liv efter døden. Den døde gren kunne i den sammenhæng forstås som menneskets dødelighed, mens den skrøbelige, hurtigt voksende, men hurtigt visnende snerleranke kunne pege på menneskelivets og dets skønheds flygtighed. Sommerfuglene retter i den sammenhæng tanken mod håbet om genopstandelsen og livet efter døden. Blomsterbilledet er på den måde lige så meget en kristen allegori som et rent dekorativt stykke. Lignende gælder nok de to slags vin i det andet maleri. Her kunne være en henvisning til nadverens vin og dermed til frelsen ved Kristus. Men ser man på vinmotivet i sammenhæng med Jensens øvrige værk, ikke mindst som det er blevet fortolket for nyligt af kunsthistorikeren Mette Thelle, kan motivet ligeledes forstås som henvisning til en frugtbarhedssymbolik, der stammer fra antikke digtere som Ovid, Virgil eller Catul, men som synger med i samtidens digtere som Adam Oehlenschläger eller N. F. S. Grundtvig. I den forstand synes billedet at knytte an til en række malerier, J. L. Jensen havde udført til kongehuset nogle år tidligere. Prinsesse Vilhemines spisestue Anledningen var et bryllup: I 1828 skulle Prins Frederik Carl Christian, den senere Kong Frederik 7. (1808-1863), giftes med Kong Frederik 6.s datter, Prinsesse Vilhelmine (1808-1891). Prinsen var søn af tronfølgeren, Prins Christian Frederik, der var halvfætter til kongen og udset til at efterfølge ham på tronen som Christian 8. Det var et vigtigt bryllup, der skulle sikre det Oldenborgske kongehus’ fortsatte beståen, for Frederik 6. havde ingen sønner, og med et bryllup i familiens rækker kunne dynastiet føres videre. Det Brockdorff’ske Palæ på Amalienborg, der i dag kendes som Frederik VIII’s Palæ, blev hurtigt gjort klar til det unge par under ledelse af arkitekten Jørgen Hansen Koch (1787-1860). J. L. Jensen blev inddraget til at udsmykke Prinsessens spisestue. I Håndbiblioteket findes to tegninger, der er udkast hertil. De har været tilskrevet Koch, men er vel nok af J. L. Jensen selv. Både farveskemaet med de gråviolette og lyseblå farvefelter og selve den arkitektoniske dekoration er anderledes end den enklere grå, hvide og gyldne farveholdning med antikiserende friser, som blev slutresultatet. Men malerierne er de samme. Hovedmotivet er et egetræ, der ikke bærer olden, med som på et frisk sideskud på stammen bærer en blomsterkrans. På et bord ses en bugnende frugtkurv og på jorden svulmende meloner. Mette Thelle har påpeget, at dette motiv bygger på J. L. Jensens medlemstykke til Kunstakademiet fra 1825. Malerens svoger, teologen Carl Holger Visby (1801-1871), skrev i anledning af dette maleris udstilling ved forårsudstillingen på Charlottenborg i 1826 et langt digt i Kjøbenhavns Morgenblad. Digtet tolkede billedet som om det forestillede et alter for de antikke guder for sommer og høst, Flora og Pomona. I forlængelse heraf kan man udlede, at maleriet i prinsessens spisestue ikke bare forestiller frugter og blomster, men kan have en dybere mening. Træ, blomster og frugter peger mod et omfattende betydningsunivers med rødder tilbage til den græske og romerske mytologi. Kombinationen med egetræet og de vinranker, der knytter sig til det, bliver i Thelles tolkning til en ægteskabssymbolik, der bygger på en udbredt forestilling om mandens stabilitet i form af egen, der ved sin støtte tillader kvindens lette og lystfulde væsen (i form af vinen) at modnes og bære frugt. I lyset af denne tolkning kan det smukke motiv i spisestuen altså læses som en allegori på det kongelige ægteskab. Blomsterkransen på det friske sideskud kan ses som en billedliggørelse af håbet om, at det nys indgåede ægteskab på en sidegren af den Oldenborgske stamme måtte bære frugt og sikre kongeslægten et langt liv. Uheldigvis var Prins Frederik ikke den stabile eg, som billedet fremstillede ham som. Han var både uligevægtig og udsvævende, og ægteskabet med Prinsesse Vilhelmine – det første af hans tre ægteskaber – holdt ikke. Frederik 7. fik aldrig børn og blev den sidste egentlige oldenborger på tronen. Han afløstes i 1863 af Christian 9. af Glücksborg, stamfaderen til vores nuværende kongehus. Han og hans dronning Louise havde begge oldenborgske aner, så om end de ikke var skud direkte på familiens stamme, var de dog vokset af de olden, som blev kastet fra dens krone.     Litteratur: Blomstermalere er traditionelt ikke blevet regnet for rigtige kunstnere; dertil er deres produktion for dekorativ. Først i 2018 er J. L. Jensens værk da også blevet genstand for en større udstilling (på Nivaagaards Malerisamling) med et vægtigt katalog, der baggrunden for denne artikel: Marie-Louise Berner og Mette Thelle, Blomstermaleren J. L. Jensen. Mellem kunst og natur i guldalderen, red. Birgitte von Folsach, Nivå, Nivaagaards Malerisamling, 2018. Snerlemotivet kan købes som hhv. dækbrikker og vinrankemotiver som postkort i museumsbutikken på Amalienborg.

Arkitekten C. F. Harsdorffs tegninger

Den vigtigste danske arkitekt i slutningen af 1700-tallet var Caspar Frederik Harsdorff (1735-1799). Det var ham, der for alvor gjorde nyklassicismen til en dominerende strømning i dansk arkitektur, og hans bygninger blev mønstergyldige for senere generationer af arkitekter i landet. Harsdorffs bygninger præger stadig bybilledet i især København, med hans eget hus på Kongens Nytorv 3-5 og Erichsens Palæ (Danske Bank) sammesteds, og det måske reneste eksempel på klassicisme herhjemme: kolonnaden på Amalienborg. Fra 1764 var Harsdorff kongelig bygningsinspektør, og 1766 blev han professor i perspektiv ved det endnu unge Kongelige Kunstakademi. Harsdorff fik aldrig som sine store forgængere, Nicolai Eigtved og Laurids de Thurah, mulighed for at bygge slotte, men måtte tage til takke med ombygninger af allerede eksisterende slotte og palæer: i 1770-1771 på Frederiksberg Slot, i 1772-1778 på Fredensborg Slot og, efter Christiansborg Slots brand i 1794, i de fire palæer på Amalienborg. Hans arkitektoniske hovedværk, Frederik V’s gravkapel ved Roskilde, blev først fuldført længe efter hans død af eleven C. F. Hansen. I Dronningens Håndbibliotek befinder sig hel del tegninger fra Harsdorffs hånd, der for størstedelen knytter sig til de ovennævnte ombygninger af kongelige slotte. I alt er 91 af samlingens arkitekturtegninger tilskrevet ham. Nogle af dem skal præsenteres her.   Fredensborg Enkedronning Juliane Marie havde efter Frederik 5.s død i 1766 fået Fredensborg som sommerresidens. I 1772, efter Struensees fald, blev det besluttet, at også Christian 7. og hans stab skulle bo på slottet om sommeren, og det blev derfor nødvendigt med ombygninger og udvidelse. I Harsdorffs første projekter fra 1773-1774 stræbte han efter at ombygge slottet i retning af en mere monumental arkitektur, bl.a. gennem indførelsen af en stor søjlefront foran hovedfacaden mod den ottekantede gård. Af økonomiske årsager blev der dog i den gennemførte ombygning kun tale om en forhøjning af ottekantens bygninger og en række justeringen af den eksisterende arkitektur. Projekt til omdannelse af Fredensborgs hovedfacade og gård, opstalt, 1774.   Også forgården foran hovedslottet forslog Harsdorff reguleret ved en ombygning. Formålet var et mere varieret rytmisk forløb med et stiludtryk, der i højere grad spillede op til slottets nye klassicistiske stil og skabte en festlig og værdig entré til det. Projekt til omdannelse af Fredensborgs forgårds facade, opstalt, 1775.   Projekt til omdannelse af Fredensborgs forgårds facade, plan, 1775. Kongens tilstedeværelse krævede mere plads på alle områder, og det blev nødvendigt, at der på samme tid kunne være flere hoffer på slottet; både enkedronningens og kongens. Harsdorff gav i årenes løb en lang række forslag til rumindretninger og til enkelte dekorative elementer i rummenes udsmykning. Blandt disse findes også projektet til en ombygning af kongens lejlighed med fokus på retiradekabinet og sovegemak. Plan over ombygningen af kongens retiradekabinet og sovegemak på Fredensborg. Linjerne A – B og C – D henviser til de følgende to tegningers snit gennem rummene. 1777.   Den nye indretning af kongens retiradekabinet på Fredensborg. Opstalter 1777.   Den nye indretning af kongens sovegemak på Fredensborg. Opstalter 1777.   Interiører I Håndbiblioteket findes udkast til både lofter, tapeter, spejle og ovne, der tydeligt viser, hvor fornemt Harsdorffs elegante stil gjorde sig gældende i rumindretningen på slottet. Plan og opstalt af kamin med kakkelovn og kaminskærm til Dronning Juliane Maries audiensgemak på Christiansborg Slot. 1784.   Vægdekoration med malede tapetfelter, formentlig til Fredensborg Slot. 1770erne.   Vægfelt med spejl, formentlig til Fredensborg Slot. 1770erne.   To forslag til piedestalovne af fedtsten i nicher, formentlig til Fredensborg Slot. 1770erne.   Enkedronning Juliane Maries spisegemak på Christiansborg Slot, nyindrettet med portrætgalleri. 1776. Det Moltkeske Gravkapel i Karise og Frederik 5.s Kapel ved Roskilde Domkirke Da overhofmarskal, greve A. G. Moltke i 1766 bad Harsdorff om at fuldende det gravkapel, han efter sin første hustrus død i 1760 havde sat i gang under hofbygmester Jacop Fortling, var råhuset næsten færdigt. Tilbygningen til Karise Kirke blev dog i det kommende års tid ganske forvandlet af Harsdorff, der ikke blot fuldførte, men i samme omgang også grundlæggende ændrede bygningen. Så meget, at også kirken kort efter, i 1768, blev planlagt ombygget af Harsdorff for at kunne skabe en mere organisk helhed. Kirkens ombygning skete ganske vist ikke, men det moltkeske gravkapel står stadig som et af Harsdorffs tidlige hovedværker. Det Moltkeske gravkapel ved Karise Kirke. Grundplan. 1766-1767.   Det Moltkeske gravkapel ved Karise Kirke. Interiørperspektiv. Kobberstik af J. Bradt, prøvetryk. 1769.   Forslag til en ny Karise Kirke. Plan, snit og opstalter. Ca. 1768.   Kapellets grundidé med en central kuppel over et ligearmet kors genfindes i Harsdorffs projekt til Frederik 5.s gravkapel ved Roskilde Domkirke. Han havde allerede udarbejdet et projekt til et kongeligt kapel, mens han var på studierejse til Rom i 1763. Dette projekt indsendte han som forslag til gravkapel over den nys afdøde konge Frederik 5. i 1768. Men først 1773 blev tilladelsen til byggestart givet, og selvom byggeriet kunne gå i gang i 1774, nåede Harsdorff ikke selv at se det færdigt før sin død i 1799. Undervejs måtte planerne ændres af konstruktive og økonomiske årsager, og byggeriet trak ud. Det blev først færdigt i 1825 under C. F. Hansens ledelse. Roskilde Domkirke med Frederik 5.s Kapel. Det reviderede projekt. Grundplan. 1777.   Frederik 5.s Kapel. Det reviderede projekt. Opstalt. 1777.   Frederik 5.s Kapel. Det reviderede projekt. Længdesnit. 1777.   Frederik 5.s Kapel. Det reviderede projekt. Loftsplan. 1777.     Litteratur: Esbjørn Hiort, Hakon Lund og Hanne Raabyemagle, Arkitekten C. F. Harsdorff 1735-1799, Udstilling i Kunstindustrimuseet 6.- 29. september 1985, København 1985. Frederik Weilbach, Arkitekten C.F. Harsdorff, København 1928.