Arkivalier

Arkiverne i Hans Majestæt Kongens Håndbibliotek er ikke identiske med Kongehusets Arkiv, som befinder sig i Rigsarkivet.

Hans Majestæt Kongens Håndbibliote krummer en række arkivalske samlinger fra medlemmer af Kongehuset, fra Hoffet og personer knyttet hertil. Der er oftest tale om private breve, småtryk og papirer, hvorfor der ikke gives adgang til dem uden forudgående tilladelse. Ordning og registrering af arkivalierne foretages baseret på et proveniensprincip.

Til arkiverne hører omfattende udklipssamlinger, som adgangen ikke kræver særlig tilladelse til, men som p. g. a. deres skrøbelighed dog kræver begrundet ansøgning til Håndbiblioteket.

Desuden rummer Håndbiblioteket enkelte andre arkiver, hvoraf grønlandsforskeren, forfatteren og kunstneren Eigil Knuths er det mest omfattende. Tilladelse til konsultation af disse arkivalier kan gives efter begrundet ansøgning til Håndbiblioteket.

Kontakt:
Julie Mørk-Hansen
Arkivar, Hans Majestæt Kongens Håndbibliotek
jmh@kosa.dk

Relationer

Om H.M. Kongens Håndbibliotek

Hans Majestæt Kongens Håndbibliotek er Kongehusets private bibliotek, grundlagt 1746 af Frederik 5. Det rummer de danske monarkers samlinger af bøger, håndskrifter, kort, billeder, fotos, musik m.m. Biblioteket har til huse i Christian 8.s Palæ på Amalienborg og på Christiansborg Slot. Samlingerne optager ca. tre kilometer hylder. Størstedelen udgøres af den stadigt voksende bogsamling på ca. 100.000 bind fra slutningen af 1400-tallet til i dag. Blandt kortsamlingens ca. 12.000 geografiske kort fra ca. 1650 til ca. 1900 findes mange unikke og sjældne kort, primært over Europa, herunder især Danmark og tidligere danske territorier, men også resten af verden er repræsenteret. Vores samling af tegninger og tryk rummer arkitekturtegninger, portrætter og historiebilleder i flere grafiske teknikker og – ikke mindst – hundreder af tegninger af danske og udenlandske kunstnere. Den Kongelige Fotografisamling indeholder mange tusinde fotografier fra kongeligt eje, og vi har både en filmsamling og en musiksamling, begge hovedsageligt hidrørende fra Frederik 9., foruden en række arkivalske samlinger. Som en del af de kongelige samlinger er Håndbiblioteket hjemsted for et rigt og varieret kildemateriale til Kongehusets og Danmarks historie og kultur. Biblioteket bidrager ofte til udstillinger og publikationer og er med visse begrænsninger åbent for offentligheden. De fleste af dets kataloger er søgbare på nettet. Læs mere om historien her