Minder om Hamburgs bybrand 1842

Natten til den 5. maj 1842 brød der brand ud i en cigarmagers hus i Deichstraße i det centrale Hamburg. Branden bredte sig hurtigt og nåede inden den døde ud den 8. maj at ødelægge ca. 1/4 af byen. To af byens hovedkirker, St. Petri og St. Nikolai, blev sammen med rådhuset og ca. 1700 huse flammernes bytte.

I de fortvivlede forsøg på at standse branden blev der indhentet hjælp fra de omliggende områder, især fra den danske konges lande Holsten og Lauenburg. Ud over brandslukningen hjalp beboerne her også med tøj og fornødenheder, med penge og med husning og bespisning af de op mod 20.000 hjemløse, som branden havde skabt.

Som tak for denne store hjælp i nøden vedtog Hamburgs byråd året efter branden at sende en officiel tak til Christian VIII for hans undersåtters hjælpsomhed. Den blev leveret i form af en såkaldt adresse, en henvendelse, smukt udført, malet og kalligraferet på pergament, med byens segl vedhængt og lagt i en trææske med brændemærker og prydet med et relief med en personifikation af byen Hamburg på låget.

 

 

Adressen er i sin nygotiske stil typisk for tidens tyske begejstring for den middelalderlige fortid og et fint eksempel på stilens brug i samtiden. Den er udkastet af maleren Hermann Wilhelm Soltau (1812-1861), der boede i Paris, og som også udkastede et par andre tilsvarende adresser i samme anledning til andre europæiske herskere. Således fik også den Sachsiske kurfyrste Friedrich August II, den russiske Tsar Nikolaj I og den franske konge Louis-Philippe I hver en adresse fra Soltaus hånd. Æskerne var i alle tilfælde ens, ser det ud til, mens de enkelte adresser var tilpasset adressaten.

 

Et udkast til adressen til Kurfyrst Friedrich August II af Sachsen var i 2011 til salg på auktion.[1] Udformningen er, som det ses, helt anderledes end adressen til Christian VIII: På en dobbelt eg er ophængt et banner med takketeksten og i egenes grene fordeler sig våbenskjolde og symbolske genstande, der henviser til kurfyrsten og de handels- og erhvervsgrene, der dyrkedes i dennes lande.

Adressen til tsaren befinder sig i dag i Eremitagemuseet i Skt. Petersborg. Om den franske konges eksemplar findes endnu, er usikkert. Ifølge en samtidig beskrivelse var den holdt i både rokoko, barok og renæssancestil og afbildede væsentlige franske byer og personifikationer af Frankrigs grænser ved Atlanterhavet mod vest og Rhinen i øst.[2]

Den engelske dronnings adresse var udført af Jacob Gensler og viste bl.a. de to engelske missionærer Winfried og Willibrod, der bragte kristendommen til Tyskland, den engelske konge Henry III’s tildeling af handelsprivilegier til byen i 1266 og de regerende engelske og britiske dronninger gennem tiden: Mary, Elisabeth, Anne og endelig Victoria, som adressen jo var stilet til.[3]

 

 

Christian VIII modtog også en mappe med og kort og fire tegninger, der viser brandens omfang. I mappen ligger desuden en tegning af en vis A. Leman forestillende kongens passage af grænsen mellem Hamburg og det danske Altona under et besøg i byen den 10. september 1845. Det er formentlig i den anledning, at tegningerne er givet ham.

De fire store akvareller af Adolf Besemann (1806-1867) viser ruinlandskaberne omkring byens ødelagte vartegn i form af Skt. Nikolai og Skt. Petri kirkerne og anskueliggør tydeligt, hvor omfattende brandens hærgen havde været. To af dem vises her:

 

 

 

 

 

[1] Adressen blev solgt hos Schmidt Kunstauktionen Dresden, 5. marts 2011, se: https://schmidt-auktionen.de/12_artikel_details.php?nr=27&knr=170.

[2] Morgenblatt für gebildete Stände / Kunstblatt Nr. 11 – 20 (6. februar 1844 – 7. marts 1844), s. 44. https://digi.ub.uni-heidelberg.de/diglit/kunstblatt25_1844/0045/image.

[3] Ilfg. Morgenblatt für gebildete Stände / Kunstblatt Nr. 91 – 100 (14. november 1843 – 14. december 1843), s. 396. https://digi.ub.uni-heidelberg.de/diglit/kunstblatt24_1843/0408.