Foredrag i Gallasalen: Da italienerne væltede Christian 8.s Hofteater – og resten af København

Eksklusivt foredrag med operaekspert og forfatter Henrik Engelbrecht i gallasalen i Christian 8.s Palæ.

Helt eksklusivt kan du enten d. 8., 15., 22. eller 29. august opleve operaekspert Henrik Engelbrechts foredrag om italienernes optræden på Hofteatret i den smukke gallasal i Christian 8.s Palæ. Store dele af palæets sale står i dag, som da Christian 8. selv boede i palæet for næsten 200 år siden. I disse historiske rammer vil Henrik Engelbrecht føre dig tilbage til tiden omkring år 1842 og fortælle om den lille, men markante kulturrevolution, som blev skabt med Christian 8. og de italienske sangere i Hofteatret. Teatermuseet i Hofteatrets direktør, Peter Christensen Teilmann, introducerer og sætter scenen for arrangementet i Christian 8.s tidligere hjem.

Praktisk info

Hvornår: Oplev foredraget enten d. 8., 15., 22. eller 29. august.
Pris: 120 kr. (80 kr. for årskortholdere) + gebyr
Tid: Dørene til Christian 8.s Palæ åbner fra kl. 14. Det vil være muligt at gå på opdagelse og høre mere om Christian 8. og palæets historie. Selve foredraget starter kl. 14.30 i gallasalen.
Varighed: 1 time

I forbindelse med arrangementet vil resten af Amalienborgmuseet være lukket. Billetten giver derfor kun adgang til beletagen og foredraget.
Arrangementet er blevet til i samarbejde med Teatermuseet i Hofteatret. Hofteatret bag Christiansborg Slot er lukket indtil december 2022, da det er ved at gennemgå en omfattende istandsættelse og restaurering. Følg udviklingen på www.hofteatret.dk

Du kan se hele vores kalender her

Baggrund
En vinteraften i begyndelsen af 1842 går tæppet op for noget, som københavnerne aldrig før har oplevet. Den operaivrige Christian 8. har inviteret italienske operasangere på scenen i Hofteatret bag Christiansborg slot. Med enorm energi, store fagter og fuldt blus på det vokale udtryk får de publikum til at gå amok i fantilbedelse. Mange fra byens etablerede musikliv ser forargede på de udenlandske gæster som primitive og grove. Men det brede publikum er vildt forelskede. Christian 8.s Hofteater var pludselig blevet et offentligt operahus.

Kom og oplev Henrik Engelbrecht fortælle levende og medrivende om de skæbner, som i årene omkring enevældens afskaffelse leverer en helt ny og anderledes form for underholdning til københavnerne – og om københavnernes opsigtsvækkende reaktioner på det hele.