Slottets voldgrav gennem 400 år

Rosenborgs voldgrav blev anlagt i 1613, da Christian 4. i sin tid påbegyndte opførelsen af sit lysthus, der senere skulle blive til Rosenborg. I 1600-tallet løb denne voldgrav hele vejen rundt om slottet modsat i dag. Fra porttårnet udgik en vindelbro over voldgraven, hvor trisserne efter broens kæder stadig kan ses på begge sider af porten i dag. Under Christian 7. begyndte man en delvis tilkastning af voldgraven, først mod nord. Dele er dog genåbnet i 1980’erne.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I renæssancetiden var det på mode, at anlægge slotte eller finere bygninger på egen bastionsø, hvilket nok var årsagen til, at Rosenborgs voldgrav blev gravet ud. Graven havde formentlig ikke nogen forsvarsmæssig funktion, men var derimod praktisk og æstetisk. Kongen kunne imponere sine gæster ved at åbne og lukke vindebroen over vandet fra sit sovegemak, hvor der var installeret et vinde til formålet. Derudover fik Christian 4. sat karper ud i voldgraven, en fiskeart der har været populær at holde som ”husdyr” siden romernes tid. I dag lever efterkommerne af de første karper under Christian 4. videre i voldgravens vand.

Slottets lokummer samt badstuens afløb endte alle ud i en underjordisk kanal, der ledte direkte ud i voldgraven. I 1780’erne førte man ligeledes latrinerne fra Livgardens kaserne ud i graven, hvilket resulterede i en kraftig stank fra vandet. Dette resulterede også i, at Frederik 6.s historieinteresserede svoger, der ønskede at overnatte på Rosenborg, var nødsaget til at flygte på grund af den voldsomme lugt. Først i 1800-tallet besluttede man sig for at gøre noget ved problemet.

Graven har også været scene for mere voldsomme episoder i kongefamiliens historie. Christian 4.s kommende svigersøn, rigshofmester Frants Rantzau, faldt i vandet efter en fest og druknede i november 1632. Christian 4. skulle eftersigende have lagt sig på voldgravens kant og forsøgt at redde Rantzau. Kongen var nær selv styrtet i, men blev reddet af slottets køkkenmester. Druknedøden resulterede dog i, at Anna Katrine, der skulle have ægtet Rantzau, døde af sorg.