Rosenborgs café

I de romantiske omgivelser på slotsområdet ligger The Garden Café, der byder på havestemning og afslappet hygge indendørs. I godt vejr kan man sidde udenfor i et lille hækomkranset område med byens bedste udsigt til slottet. Udsigten kan også nydes fra caféens deck chairs.

Maden er baseret på gode råvarer, hurtig betjening og et overskueligt udvalg. Man kan købe sandwichs, salater, kager, is, forskellige former for kaffe m.m.

Cafébilletten
Med cafébilletten får du adgang til slottet samt valgfri kaffe (fx café latte, espresso eller cappuccino) og dagens kage til 155 kr. Cafébilletten købes i slottets billetsalg.

Julen 2017
Det er muligt at holde julefrokost på The Garden Café. Caféen er til jeres rådighed fra kl. 14-18. Tilbuddet gælder for grupper på min. 15 personer og max 30 personer. Se menu og priser her.

Det er også muligt at bestille en juletallerken og risalamande. Denne skal bestilles senest 24 timer før. Se menu og priser her.

Tilbuddene gælder fra d. 24. november 2017. For reservation kontakt: mail@thegardencafe.dk

Nytår 2017
I åbningstiden d. 31. december 2017 er der mulighed for at købe et glas Cremant Blanc eller Rosé, tre små stykker smørrebrød og et stykke hjemmelavet kransekage for 165 kr. pr. person.

Private middagsarrangementer
Caféen kan bookes til private middagsarrrangementer i samarbejde med restaurant Orangeriet.

For reservation kontakt: mail@thegardencafe.dk

Eller besøg caféens hjemmeside.

Relationer

Undervisning

På museerne på Rosenborg og Amalienborg kan elever og lærere udforske danmarkshistorien fra første parket, når de går i fodsporene på den danske kongefamilie gennem 400 år. Et besøg i kongernes samling giver mulighed for at opleve de tankevækkende og overraskende fortællinger, som træder frem fra hvert rum, som kongerne og dronningerne har levet i. Om læringsenheden Vi betragter læring for alle aldre som en vigtig del af ethvert besøg på Rosenborg og Amalienborg, og derfor er læringsenheden centralt placeret i formidlingen af Kongernes Samling. Læringsenheden tilbyder bl.a. undervisningsforløb til grundskoler, ungdomsuddannelser og daginstitutioner. Vores aldersdifferentierede undervisningsforløb er altid dialogbaserede og afstemt i forhold til Fælles Mål, lære- og læseplaner for ungdomsuddannelserne samt de pædagogiske læreplaner for daginstitutionerne. Booking af undervisningsforløb Undervisningsforløbene kan bookes og betales med det samme via webshoppen. Vælg i ro og mag det forløb, I ønsker at deltage i her: Book forløb. For yderligere oplysninger kontakt venligst bookingen via booking@kosa.dk eller på tlf.nr. 3318 6055. Telefonen er åben tirsdag-fredag kl. 10.00-12.00. Få viden om nye undervisningstilbud Skriv en mail til læringsenheden på ch@kosa.dk, hvis du ønsker at blive informeret om nye undervisningstilbud på Rosenborg og Amalienborg. Vi kontakter dig, når der er nyt at opleve i Kongernes Samling for henholdsvis daginstitutioner, grundskolen og ungdomsuddannelserne. Mailen må gerne indeholde navn, skole, postnummer og mailadresse. AKTUELLE UNDERVISNINGSFORLØB PÅ  ROSENBORG: FREDERIK 4.S HOFSKOLE – FOR BEGYNDERE Hoffet på Frederik 4.s tid var stort og skulle varte både kongen, hans familie og gæster op. I undervisningsforløbet ”Frederik 4.s hofskole – for begyndere” er opgaven for eleverne sammen med læringspiloten at finde et nyt hof til kong Frederik 4. og Rosenborg Slot. Forløbet er en introduktion til historien for indskolingen. Forløbets overordnede mål er at lære eleverne at tage på tur og gå på museum. Eleverne får yderligere et indblik i den historie, der har været med til at skabe det liv og samfund, som vi lever i, i dag. Herigennem kan eleverne på sigt opnå en forståelse af, at de selv er historieskabte og historieskabende. Gennem fortællinger og aktiviteter afprøver eleverne, om de har det, der skal til for at blive en del af Frederik 4.s kongelige hof. De hører om Frederiks 4.s oldefar, Christian 4., der byggede slottet som sommerhus og gik i blodig krig mod svenskerne, hvor han mistede sit ene øje. Skjulte monogrammer og historier i lofterne skal desuden findes, og musik høres liggende på slottets fine gulve. I riddersalen prøver eleverne at gå, bukke og neje korrekt og ikke mindst, så øver de sig på at blive en rigtig adelig. Vi oplever de dyrebare kongekroner, der bevogtes i skatkælderen dybt under Rosenborg Slot. Måske er eleverne også så heldige, at de ligesom Frederik 4. får lov at skabe deres helt eget våbenskjold og dermed kan kalde sig adelige i Frederik 4.s hof. For børnehaver: Forløbet forholder sig til følgende emner inden for de pædagogiske læreplaner: Sprog, Krop og bevægelse samt Kulturelle udtryksformer og værdier. Målgruppe: Børnehavebørn (4-6 år). Max 15 børn. Varighed og pris uden værksted: 60 min./ 475,- kr. Varighed og pris med værksted: 90 min. / 575,- kr. For skoler: Undervisningen er dialogbaseret og differentieret og inddrager eleverne som aktive deltagere. Forløbet understøtter folkeskolens fagformål for dansk, billedkunst og historie: Dansk: Forløbet sigter mod at fremme elevernes indlevelsesevne og deres æstetiske, etiske og historiske forståelse. Derudover understøttes elevernes udvikling til en åben og analytisk indstilling til samtidens og andre perioders kulturers udtryksformer. Billedkunst: Forløbet understøtter elevernes udvikling af kompetencer til at opleve, producere og analysere billeder og derudover at blive i stand til at iagttage, reflektere og bruge billedsprog i kommunikative processer. Historie: Forløbet sigter mod at fremme elevernes fortrolighed med dansk kultur og historie. Fag: Dansk, billedkunst og historie. Målgruppe:  0.–2. klassetrin. Max 28 elever. Varighed:  90 min. (inkl. våbenskjoldsværksted). Pris:  575,- kr. Book og betal forløbet med det samme her Du kan skrive en mail til booking@kosa.dk og bestille forløbet. JAGTEN PÅ  CHRISTIAN 4. “Jagten på Christian 4.″ tager udgangspunkt i den berømte danske konge og grundlægger af Rosenborg Slot, Christian 4. Forløbets struktur og metoder, skal synliggøre det overordnede mål med forløbet: at eleverne skal få en fornemmelse af, at historikerens arbejde kan sammenlignes med at lægge et puslespil, hvor hvert spor svarer til en brik i puslespillet. Gennem oplevelse af historiefortælling og indsamling af spor efter kongen gruppevis i en slags skattejagt på Rosenborg, sammenstykker eleverne oplysninger om kongen. Forløbet ender ud at eleverne i fællesskab laver en karakteristik af Christian 4 ud fra det indsamlede materiale. Forløbet indeholder emnerne: Kongen og kronen om kongens rolle i samfundet, Kongen og kristendommen, Kongen og kunsten, Kongen i krig samt kongen og kærligheden. Forløbet understøtter folkeskolens kompetencemål for historie og dansk efter 6. klasse: Historie: Forenklede Fælles Mål: “Eleven kan med afsæt i enkle problemstillinger anvende kildekritiske begreber til at gøre rede for fortolkninger af fortiden” samt “Eleven kan perspektivere egne og andres historiske fortællinger i tid og rum”. Dansk: Forenklede Fælles Mål: “Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer”, “Eleven kan læse og forholde sig til tekster i faglige og offentlige sammenhænge” samt “Eleven kan forholde sig til almene temaer gennem systematisk undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster”. Fag: Historie og dansk Målgruppe: 4.-6. klasse Varighed: 90 min. Pris: 475,- kr. Book og betal forløbet med det samme her. Du kan også skrive en mail til booking@kosa.dk og bestille forløbet. Særligt for København Kommunes folkeskoler: Læringsenheden tilbyder forløbet “Jagten på Christian 4.” gratis for København Kommunes folkeskoler og dagtilbud i forbindelse med Åben Skole i skoleåret 2016-2017. Kontakt bookingen for at bestille et gratis forløb. ENEVÆLDENS ISCENESÆTTELSE Undervisningsforløbet ”Enevældens iscenesættelse” sætter fokus på fem af Danmarks konger, der har haft betydning for Danmarks udvikling fra valgkongedømme til enevælde og frem til grundlovens indførelse. Ved at tage udgangspunkt i elevernes egne muligheder for at iscenesætte sig selv perspektiveres der til fem specifikke danske kongers valg af iscenesættelse af dem selv igennem flere hundrede år. En iscenesættelse, der skulle vise, hvor mægtige og enestående kongerne var. Undervisningen er baseret på en differentieret tilgang, og eleverne bliver gennem forløbet inddraget som en aktiv del af undervisningen, hvor de i samspil med læringspiloten blandt andet kommer til at undersøge og diskutere kongernes valg af iscenesættelse. Omdrejningspunkterne spænder lige fra Christian IV’s blodige tøj fra søslaget på Kolberger Heide, Frederik III’s voksbyste og marmorgemak, Rosenborgs imponerende riddersal med gobeliner af Christian V’s sejre i Skånske Krig, portræt af den unge Christian VII med rigsregalierne, den folkekære Frederik VII og hans underskrivelse af grundloven i 1849, med mere. Undervisningen afsluttes med perspektivering i skatkammeret, hvor de enevældige kongers kronjuveler og rigsregalier opbevares. Målet med undervisningsforløbet er, at eleverne stiller sig kritisk overfor, hvordan og hvorfor kongerne valgte at fremstille sig selv samt opnår en sammenhængsforståelse og får et kronologisk overblik over de samfundsændringer, der ligger til grund for det danske samfunds udvikling frem til i dag. Forløbet understøtter folkeskolens fagformål for historie, dansk og samfundsfag om at: – Eleverne skal opnå viden om, hvordan de selv, deres livsvilkår og samfund er historieskabte. – Eleverne skal opnå viden om de forudsætninger, der ligger til grund for at leve i et demokratisk samfund. – Eleverne skal udvikle en åben og analytisk indstilling til samtidens og andre perioders og kulturers udtryksformer. – Eleverne skal forholde sig til demokratiske grundværdier og spilleregler med henblik på deres egen deltagelse i samfundet. Fag: Historie, dansk og samfundsfag. Målgruppe: 6. – 10. klassetrin. Max 28 elever. Varighed: 60 min. Pris: 475,- kr. Book og betal forløbet med det samme her. Du kan også skrive en mail til booking@kosa.dk og bestille forløbet. I RØG OG DAMP – I FODSPORET PÅ  KONG CHRISTIAN 4. Forløbet har fokus på de dramatiske fortællinger om kongen Christian 4. og hans elskede slot, Rosenborg. Børnene går i fodsporet på kongen og får en fornemmelse af hans stormfulde liv fra helt ung prins til hans sidste dage på Rosenborg. Børnene oplever bl.a. kongens krone på tæt hold, ser hans blodplettede krigstøj og hvor, han gik på toilettet. I forløbet indgår kropslige øvelser, dialog samt en værkstedsdel, hvor børnene kan designe deres egen personlige krone – ligesom Christian 4. gjorde det. Gennem mundtlig historiefortælling og hands-on elementer opleves Rosenborg gennem fortællerens øje. Undervisningsforløbet kan bestilles med eller uden kroneværksted. “I røg og damp – i fodsporet på kong Christian 4.” tilpasses målgruppen og tager højde for hhv. daginstitutionernes pædagogiske læreplaner samt folkeskolens forenklede fælles mål. For børnehaver: Forløbet forholder sig til følgende emner inden for de pædagogiske læreplaner: Sprog, Krop og bevægelse samt Kulturelle udtryksformer og værdier. For skoler: Forløbet understøtter folkeskolens Forenklede Fælles Mål for dansk og historie: Dansk efter 2. klasse: Forenklede Fælles Mål: ”Eleven kan forholde sig til velkendte temaer gennem samtale” samt ”Eleven kan kommunikere med opmærksomhed på sprog og relationer i nære hverdagssituationer” Dansk efter 4. klasse: Forenklede Fælles Mål: ”Eleven kan forholde sig til velkendte temaer i eget og andres liv gennem undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster.” samt ” Eleven kan følge regler for kommunikation i overskuelige formelle og sociale relationer.” Historie: Forenklede Fælles Mål, historie efter 4. klasse: ”Eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv.” samt ”Eleven kan fortælle om, hvordan mennesker er påvirket af og bruger historie.” Fag: Dansk og historie Målgruppe: Børnehavebørn (4-6 år) samt 0.-3. klasse Varighed og pris uden værksted: 60 min./ 475,- kr. Varighed og pris med værksted: 90 min. / 575,- kr. Du kan booke og betale for det ønskede forløb her. Du kan også sende en mail til booking@kosa.dk og bestille forløbet. Særligt for København Kommunes folkeskoler og dagtilbud: Læringsenheden tilbyder forløbet “I røg og damp – i fodsporet på kong Christian 4.” gratis for København Kommunes folkeskoler og daginstitutioner i forbindelse med Åben Skole og Åben Dagtilbud i skoleåret 2016-2017. Tilbuddet er inklusiv kroneværksted og har en varighed på 90 min. Kontakt bookingen for at bestille et gratis forløb. PRAKTISK INFORMATION: Bestil et undervisningsforløb Du kan booke et undervisningsforløb eller bestille plads til et besøg med din klasse på egen hånd via mail booking@kosa.dk. Alle klasser skal bestille plads forud for besøget. Hvis du vil bestille og betale for et undervisningsforløb med det samme, kan du med fordel benytte Kongernes Samlings webshop. Se webshoppen Ønsker du at kontakte læringsenheden for yderligere information og vejledning skriv til booking@kosa.dk eller ring på telefonnr. 3318 6055. Telefonen er åben tirsdag til fredag kl. 10.00-12.00. Afbestillingsbetingelser I tilfælde af afbestilling vil der være et afbestillingsgebyr på 150 kr., hvis turen afbestilles mere end 14 dage før. Hvis afbestillingen finder sted senere end 14 dage før tidspunktet for turen, vil turens fulde pris blive opkrævet. Billetter og bagage I skal altid have billetter, når I besøger slottet (også selvom I ikke skal betale for entré). Billetterne bliver udleveret i billetsalget, som findes i portbygningen. Al bagage skal opbevares i et bagagerum, inden I går ind på slottet. Billetsalget udleverer nøgler til bagagerummet. Madpakker Der er mulighed for at indtage medbragt mad på spisepladsen ved caféen. Pladsen er delvist overdækket. Vil I være testklasse? Skriv til daglig leder af læringsenheden, Connie Anita Hansen via ch@kosa.dk, hvis du er interesseret i at deltage med en klasse. Klassen vil være med til at udvikle de kommende undervisningsforløb og kommer bl.a. til at afprøve vores nye undervisningsforløb før de bliver tilbudt officielt. Det er helt gratis at deltage.

Book en tur

Museet på Rosenborg tilbyder ture rundt på museet for grupper i de faste udstillinger samt i nogle særudstillinger. Vi lægger stor vægt på den mundtlige formidling og det direkte møde med museets gæster. En tur varer ca. 1 time og skal bestilles senest 14 dage før. Deltagerantallet er max. 25 personer pr. tur. Vi tilbyder også omvisninger på engelsk, tysk og fransk. Pris: 800 kr. (mandag-fredag) / 900 kr. (lørdag-søndag) Varighed: ca. 60 min. Omvisninger uden for museets normale åbningstid kan arrangeres mod ekstra betaling for vagtudgifter. Du kan booke og betale for en tur med det samme via Kongernes Samlings webshop. For yderligere information og bestilling kontakt bookingen på 3318 6055 eller via booking@kosa.dk. Telefonen er åben tirsdag til fredag kl. 10.00-12.00. Vær opmærksom på at få bekræftet aftalen. Bemærk venligst: På en omvisning oplever du et udvalg af museets samlinger. Alle omvisninger ender i Skatkammeret ved kronjuvelerne. Efterfølgende er det ikke muligt at få adgang til Rosenborg igen på samme billet. Afbestilling I tilfælde af afbestilling vil der være et afbestillingsgebyr på 150 kr., hvis turen afbestilles mere end 14 dage før. Hvis afbestillingen finder sted senere end 14 dage før tidspunktet for turen, vil turens fulde pris blive opkrævet. Aktuelle ture på Rosenborg: For voksne: DET BEDSTE AF ROSENBORG Klassisk omvisning om Christian 4.s Rosenborg. Oplev danmarkshistorien i et kongeligt perspektiv og få historien helt tæt på kroppen, når du går i fodsporet på de danske konger og dronninger, som levede her gennem 200 år. Pris: 600 (mandag-fredag) / 700 kr. (lørdag-søndag) Book omvisningen i vores webshop her. For voksne: KONGELIG KÆRLIGHED Omvisningen står i kærlighedens tegn på Rosenborg, hvor vi går tæt på kongelige kærlighedsforhold igennem 200 år. Kærlighed er tit en kompliceret størrelse og tilsat politik, store aldersforskelle, et stort antal børnefødsler og hoffets mange fristelser, har det kongelige kærlighedsliv været alt andet end kedeligt. Vi zoomer ind på de mange spor efter kærlighed, der kan ses på slottet i dag. Vores læringspiloter tager gæsterne med på en tidsrejse og fortæller om kongernes og dronningernes farverige kærlighedsliv. Fortællingerne omhandler bl.a. Frederik 4., der var gift til både højre og venstre hånd – samtidigt! Omvendt var Frederik 3. og dronning Sophie Amalie i mange år lykkeligt gift, og som noget usædvanligt for tiden delte de soveværelse – lige indtil dronningens utroskab med kammertjeneren blev opdaget. I hån og afmagt forærede Frederik 3. hende en ring med en diamantbesat penis, der er udstillet i Det Grønne Kabinet i dag. Christian 5. og dronning Charlotte Amalie havde derimod et på mange måder harmonisk samliv, og det fortælles, at dronningen kørte sin pukkelryggede mand rundt i en kørestol i Kongens Have. Den mest kendte kærlighedshistorie af dem alle er dog nok dronning Caroline Mathildes affære med sin læge, J. F. Struensee, og Christian 7.s stiltiende billigelse. Én ting var i hvert fald sikkert; de levede sjældent lykkeligt til deres dages ende i de kongelige ægteskaber. Pris: 600 (mandag-fredag) / 700 kr. (lørdag-søndag) Varighed: ca. 60 min. Book omvisningen i vores webshop her. For voksne: DEN DANSK-SVENSKE BRODERFEJDE – KONFLIKT OG PROPAGANDA Omvisningen om det historisk anspændte forhold mellem Danmark og Sverige giver et dybdegående indblik i en propagandamaskine anno 1600. De historiske konflikter fortælles med udgangspunkt i de genstande, gobeliner, malerier, udsmykninger, skatte og symboler, som kongemagten har efterladt. Hvem var kongerne bag disse krige, og hvordan iscenesattes magten i den omfattende broderfejde? Hvor langt op i tiden strækker konflikten sig og kan man den dag i dag opleve arven efter had-kærlighedsforholdet mellem Danmark og Sverige? Fordyb dig i kongemagtens politiske og strategiske overvejelser i årene med konflikter, krige og anspændthed mellem Danmark og Sverige siden Christian 4.s regeringstid. Omvisningens nedslag i samlingens konkrete genstande giver nærvær til en fjern historie og et indblik i kongernes efterbehandling af de voldsomme begivenheder for at styrke deres image. Pris: 900 kr. (mandag-fredag) / 1000 kr. (lørdag-søndag) Varighed: ca. 60 min. For familier med børn: FAMILIEOMVISNING På familieomvisningen går du i fodsporet på den berømte Christian 4. i hans elskede slot, Rosenborg. Her oplever du bl.a. kongens krone på tæt hold, ser hans blodplettede krigstøj og hvor, han gik på toilettet. Gennem mundtlig historiefortælling opleves Rosenborg gennem fortællerens øje. Historierne fortælles i børnehøjde, så alle får en sjov og spændende oplevelse! Pris: 500 kr. (mandag-fredag) / 600 kr. (lørdag-søndag) Varighed: Ca. 60 min. Anbefales til børn fra 5 år. For skoler og dagtilbud Er du særligt interesseret i vores undervisningsforløb, så  se her.