2. sal

Rum 22: Glaskabinettet

I 1713-1714 lod Frederik 4. dette rum indrette som glaskabinet. Mens porcelænskabinetter på denne tid var et ret udbredt fænomen ved de europæiske hoffer, er rummet det eneste glaskabinet, man kender til. Kabinettet blev rammen om den udsøgte samling af glas, som Frederik havde fået som gave af byen Venezia, Europas førende glasproducent, under sit besøg der i 1709.

Inspirationen til rummet kom fra porcelænsværelset på Charlottenburg i Berlin. Brandmajor Gottfried Fuchs stod for udformningen; til glassene byggedes konsoller i pyramideform, der blev beklædt med glas på marmoreret papir, indsat i forgyldte blyguirlander. På væggene kom silkebetræk og i loftet et maleri af Bacchus, vinens gud, malet af Lorenz og Marcus Cardes.

Kaminen i Glaskabinettet er fra Christian 4.s tid, men blev senere forsynet med Frederik 3.s monogram. Under Christian 5. var her skilderi-kammer med kabinetsstykker, dvs. små, intime malerier.

Rum 23 ->