Pop-up dans og musik i Riddersalen

Den 13. september er der i Riddersalen på Rosenborg mulighed for at få en smagsprøve på danse- og musikforestillingen “Suite of TOUCH” af Camilla Stage. I uddraget medvirker seks stærke dansekunstnere til tonerne fra barokmusik.

Få en Rosenborg-smagsprøve på forestillingen Suite of TOUCH, der har premiere den 24. september i Dansehallerne.
I tæt samspil med de udtryksfulde musiksatser af 1600-tals komponisterne Marin Marais og Monsieur de Sainte-Colombe sammensætter og iscenesætter koreografen Camilla Stage sammen med musiker og konsulent Mogens Rasmussen en suite af sofistikerede ornamenterede danse. En suite, der rum for rum – berøring efter berøring – danner forestillingens undersøgende, legende og foranderlige bevægelsesmønstre.

Til visningen på Rosenborg har Camilla Stage samlet en række erfarne og karismatiske dansekunstnere. Musikken fremføres live på barok-instrumentet viola de gamba af Mogens Rasmussen.

En suite (partita, partie – følge, række, samling, sammenhæng) er en sammenhængende række af noget, fx rum, en kollektion eller kunstværker. Inden for musikken er en suite en betegnelse for en af de ældste cykliske musikformer, der består af en række dansestykker af forskellige tempo, takt og karakter samlet til et hele, hvori den bindende tråd kan være den fælles tonart. Bevægelserne / satserne i en suite i sammenligning til en sonate eller symfoni er langt mere uafhængige og deres forhold til hinanden er således ikke så strengt ordineret. Suiten har desuden også en mere direkte forbindelse med sang og dans og med visuel udtryksfuldhed. Se et klip fra forestillingen her.

Uddraget af 20 minutters varighed er gratis for museets gæster og vises to gange søndag den 13. september kl. 13 samt kl. 14.

Læs om Suite of TOUCH på Dansehallernes hjemmeside.

Tilbage til oversigt