Store Bededagsferien for voksne

Kom med på en klassisk omvisning om Christian 4.s elskede Rosenborg, hvor vi bevæger os i fodsporet på de danske konger og dronninger.

Det bedste af Rosenborg

Omvisningen sætter fokus på de helt særlige genstande, rum og fortællinger, der indkapsler slottets 450 år lange historie. Oplev bl.a. Christian 4.s private gemakker med de hemmelige lydkanaler, hvorfra han kunne imponere sine gæster med sød musik og fremstå som en mægtig renæssancekonge. Med et besøg i Frederik 3.s audiensgemak udfolder vi enevældens iscenesættende tid, og i Riddersalen vidner Christian 5.s 12 gobeliner om Danmarks brændende ønske om at generobre titlen som Nordens hersker.
Omvisningen slutter i Skatkammerets dybt under slottet, hvor Rigsregalierne funkler side om side med Danmarks kronjuveler. Oplev Christian 4.s renæssancekrone helt tæt på, og hør om de tanker, han gjorde sig om udformningen af netop denne krone.

Du vil af vores læringspilot få indblik i historien på tætteste hånd, når vi med denne omvisning sætter danmarkshistorien i et kongeligt perspektiv.
Det vil efterfølgende være muligt at udforske slottet på egen hånd.

PRAKTISKE OPLYSNINGER:
Tidspunkt og dato: Kl. 14.10-15.10 fra 27. april – 29. april 2018.
Varighed: Ca. 60 minutter.
Deltager antal: max. 25 personer.
Pris: Gratis, når entréen er betalt. Billetter købes i vores webshop. Evt. ledige pladser på omvisningen kan reserveres i billetkontoret på dagen.

Tilbage til oversigt