Kroneserien

Mød kongerne, dronningerne og deres samtid i vores nye bogserie. De første udgivelser kom i 2015, og der er netop udkommet yderligere fire bøger i rækken.

Kongernes Samling sætter spot på den kongelige historie i samarbejde med forlaget Historika. Det drejer sig om rigt illustrerede bøger, der er skrevet af vores fagfolk, men med bred formidling for øje. Bøgerne er velafbalancerede, så de i et mindre, appetitligt format kommer godt rundt om emnerne uden hverken at fortabe sig eller blive overfladiske. Samtlige titler udkommer på både dansk og engelsk, flere er på vej, og det er 100% kongeligt…

De nye titler i Kroneserien er:

Christian 5. Tronens første arving
Christian 5. regerede fra 1670 til 1699. Han var den første, der besteg tronen som arvekonge, efter at arvemonarkiet og enevælden var blevet indført under Frederik 3. I Christian 5.s tid blev statsmagten centraliseret og enevælden konsolideret, og han gjorde et kvalificeret, men forgæves forsøg på at generobre Skåne.

Frederik 4. Konge på egne betingelser
Frederik 4. regerede fra 1699 og 1730, og blandt de enevældige konger i danmarkshistorien har ingen regeret så egenrådigt som han. Frederik 4. påtog sig personligt at bestemme mest muligt af rigets anliggender, og det fungerede forbavsende godt.

Frederik 7. Grundlovens giver
Frederik 7. regerede Danmark fra 1848 til 1863 og indførte i 1849 den første grundlov i Danmark. Trods sine store svagheder som regent fremstår han som en af de mest markante skikkelser i kongerækken. Han var et ejendommeligt menneske med et temmelig uligevægtigt sind, og han var på mange måder et sort får inden for kongefamilien.

Frederik 8. og dronning Lovisa. Det oversete kongepar
Frederik 8. og dronning Lovisa fik kun seks år på tronen, fra 1906 til 1912. Forinden måtte de vente fire årtier som kronprinspar, hvilket gav dem nogle særlige udfordringer – ikke mindst i forhold til den øvrige kongefamilie, som de havde et anstrengt forhold til. Frederik og Lovisa var på flere måder moderne mønsterbrydere, og det blev ikke altid taget dem lige venligt op af hverken familien eller offentligheden.

I Kroneserien findes allerede:

Christian 4. – Danmarks store renæssancekonge
Kendte og mindre kendte sider af Danmarkshistoriens mest farverige konge; bogen kommer rundt om kongens krige, kvinder, politik, bygningsværker, samtid og betydning for eftertiden.

Frederik 9. og Dronning Ingrid – Det moderne kongepar
I kongeparrets tid fik monarkiet den form, som vi kender i dag. Frederik 9. og dronning Ingrid var populære i deres tid, hvilket ikke mindst skyldtes deres evne til at åbne Kongehuset mere mod omverden.

Magt, pragt og diamanter – Danmarks regalier og kronjuveler
Ingen kongelig historie uden kronjuvelerne og kongekronerne! Med bogen kommer vi helt ind i hjertekulen på monarkiet igennem mere end 400 år og kan undervejs nyde de nye, overdådige fotografier af både kronjuvelerne og regalierne.

Amalienborg og Frederiksstaden- Slottet og den kongelige bydel
Bydelen er et hovedværk i europæisk rokokoarkitektur og et udtryk for 1700-tallets idealer indenfor byplanlægning, samfundssyn og æstetik. En gåtur i Frederiksstaden med et besøg på slotspladsen bliver en helt anden oplevelse med bogen i hånden, men bogen kan ligeså vel nydes hjemme i sofaen.

Rosenborg – Lystslot og skatkammer
Ny rigt illustreret guidebog til slottet. Bogen tager læseren med på en rundtur fra Christian 4.s skrivestue og toilet til riddersal og skatkammer. Rummene uddybes med udvalgte genstandsfortællinger og historiske nedslag.

Find bøgerne i Kongernes Samlings webshop lige her.

Tilbage til oversigt