Midsommermiddag ved slottet

BEMÆRK VENLIGST, AT ARRANGEMENTET ER UDSOLGT

Kom og smag på kongelig køkkenkunst, når vi inviterer til en stemningsfuld middagsoplevelse i fodsporerne på kongerne og dronningerne. Til midsommermiddagen byder vi på en kulinarisk rejse gennem 1600-tallet og 1700-tallets fyrstelige højbord. Her kan du opleve genkendelige råvarer i overraskende sammenhænge og få udfordret dine nutidige forestillinger om måltidets form og indhold.

En historisk middagsoplevelse
Orangeriets køkkenchef Jasper Kure har sammen med historiker Louise Sebro udviklet aftenens menu, hvor forskellige perioders råvarer og retter bliver sat i en moderne og elegant kontekst. De mange smagfulde serveringer vil kombinere 1600-tallets sanselige måltid med 1700-tallets franske køkken og byde på periodernes delikatesser.

I et telt med åbne sider og med udsigt til slottet vil der sprede sig en duft af renæssancens varme krydderier. 150 års fyrstelig borddekoration vil sætte os tilbage i tiden, og musikanter vil underholde med hofmusik, som var vi gæster ved Christian 4.s langbord.

Louise Sebro har i mange år beskæftiget sig med historisk madlavning bl.a. i sit virke som leder af Herregårdsmuseet Selsø. Hun vil som aftenens vært løbende præsentere de enkelte serveringer og fortælle om de skiftende gastronomiske tendenser. Med små fortællinger fra Rosenborg vil aftenen give et indblik i, hvordan måltidet har udspillet sig ved det kongelige middagsbord over fire generationer af konger.

Det er første gang, vi inviterer til denne særligt stemningsfulde oplevelse som helt eksklusivt foregår over fem aftener på slotsgrunden.

Menu

Forret
Grønne asparges med sennepsvinaigrette og æg, lammepostej med rosiner, vindruer og pistacienødder.

Hovedret
Soupe a la reine – hønsekødssuppe
Grillet kalvesteg med timian samt sauce med appelsin og appelsinskal
Kogte majroer med flødesauce og kørvel
Syltede agurker
Tyttebær
Dampet spinat med rosiner, citronsaft og kanel
Dampede sommerporrer med smør, estragon og vineddike
Sukkerærter med røget spæk, persille og rucola
Grøn salat med sennepsvinaigrette, friske ærter og spiselige blomster
Brød og smør

Dessert
Mandeltærte og iscreme smagt til med orangeblomstvand
Frisk eksotisk frugt

Til middagen vil der blive serveret tysk riesling og sydfransk rødvin samt likør til desserten

PRAKTISK INFORMATION

Hvornår: Fra tirsdag d. 19. juni – lørdag d. 23. juni hver aften fra kl. 18.45
Varighed: Forventet varighed ca. 2 1/2 time.
Pris: 850 kr. per kuvert inklusiv servering af vin til maden.
Arrangementet er udsolgt. 

Da middagen vil finde sted i et stoftelt med åbne sider, er det vigtigt at klæde sig på efter vejret. Vi tager forbehold for det danske sommervejr og henviser til vores generelle handelsbetingelser ved billetkøb.

Amalienborg og Rosenborg deltager i markeringen af Det Europæiske Kulturarvsår med en buket af aktiviteter. Organisationen European Royal Residences Association, som vi er medlem af, sætter i år fokus på den kongelige histories bidrag til måltidskultur og lancerer en stribe af arrangementer på slotte tværs over Europa. Det er i den anledning, at vi dykker ned i 450 års måltidshistorie på begge museer. Læs mere på European Royal Residences Association hjemmeside.

Tilbage til oversigt