Dronning Louise

Louise blev dronning af Danmark i 1746. Hun var datter af den senere kong George 2. af Storbritannien og blev gift med kronprins Frederik (5.) i 1743; sammen fik de bl.a. sønnen Christian (7.).

Louises ankomst til Danmark markerede et skift ved det danske hof. Her blev livet nu langt mere muntert, end det havde været under den stærkt pietistiske Christian 6. og hans dronning, Sophie Magdalene. Louise holdt meget af baller, af teater og af at danse, og den livsglade dronning blev overmåde populær, ikke mindst i den københavnske befolkning.

Hun lagde stor energi i at lære sig dansk og insisterede på også at lære sine børn at tale sproget, hvilket bidrog yderligere til hendes popularitet. Louise fødte fem børn af hvilke de fire overlevede, og hun døde under endnu et svangerskab efter kun 5 år som dansk dronning.

Relationer

Lehmanns store musikskab

C. F. Lehmanns fire meter høje musikskab er udført i Danmark i 1700-tallet og har en indbygget “musikmaskine” med et miniorkester. Med møblets automatiske trompet-, fløjte- og cembaloværk kunne Frederik 5. imponere og fortrylle sine gæster i den gyldne spisesal på Christiansborg Slot. Hver halve time slog en klokke i skabet, og herefter lød den fineste musik i form af en trompetfanfare, hertil afspillede skabet et stykke musik for fløjter og cembaloer hver hele time. Der kunne vælges mellem 14 forskellige fløjtestykker og syv trompetstykker. Skabet er udtryk for et ekstravagant forbrug, og prisen på 6.560 rigsdaler svarede til købet af et mindre slot. Frederik 5. bestilte selv møblet i 1755, og det stod færdigt allerede to år senere. På det tidspunkt var Danmark en stormagt, og det var vigtigt at demonstrere sin rigdom og position udadtil. Med skabets virtuose håndværk, ædle træsorter, overdådige forgyldte bronzebeslag og gigantiske størrelse kunne ingen være i tvivl om kongens formåen. Slottets gæster kunne også lade sig betage af, at man ved hoffet var med på tidens højeste mode; skabet er udført i den mest vilde og avancerede udgave af rokokoen. Samtidigt eksemplificerede skabet tidens interesse for mekanik. Det var før den industrielle revolution, og man var dybt fascineret af maskiner og mekanik, hvilket bl.a. kendes fra tidens ure. Automatiske genstande var forbeholdt de få, og en rendyrket maskinkunst med en fantastisk iklædning som det store musikskabs ydre var en konge værdigt. Hvert halve time kan du høre musikken flyde fra skabet på slottet – på hele klokkeslag slår uret timeslag efterfulgt af en fanfare, derefter spilles et musikstykke. På halve klokkeslag slår uret ét slag, og der lyder en fanfare.