Fakta om Rosenborg

I 2019 besøgte 404.994 gæster Rosenborg, hvilket gør det kulturhistoriske museum til et af landets mest besøgte. Kongernes Samling er organisationen bag Rosenborg og Amalienborgmuseet. Vi er et selvejende fond, der modtager tilskud fra Staten. På Rosenborg kan du opleve interiører og personlige ejendele fra Christian 4.s tid og frem til den sidste oldenborgske konge, Frederik 7. Den kongelige rejse fortsætter med de glücksborgske konger gennem de seneste 150 år på Amalienborgmuseet.

Slottet

Christian 4. opkøbte i 1606 40 grunde uden for Nørrevold i København for at anlægge et moderne renæssancelystslot med en tilhørende pragtpark og køkkenhave. I begyndelsen var slottet beskedent, som en lille eremitage, men i løbet af 28 år undergik det fire byggefaser og stod færdigt i 1633 som det slot, vi kender i dag. Efterfølgende er slottet blevet benyttet af Frederik 3., Christian 5. og Frederik 4. frem til ca. 1710, da Christian 4.s oldebarn Frederik 4. opgav det til fordel for andre og mere tidssvarende sommerboliger. I stedet lod han slottet blive rammen om de kongelige samlinger. Det er årsagen til de mange velbevarede interiører, som er noget helt særligt for Rosenborg.

En samling der blev et museum

Allerede fra 1658 begyndte kongernes samlinger at finde vej til Rosenborg. Her blev både opbevaret paradevåben, arvestykker, kostbart kunsthåndværk, glas, porcelæn, kuriosa og vigtigst af alt; de kongelige regalier. Disse mange genstande kunne første gang beses af offentligheden i 1838, hvor slottet åbnede dørene for publikum. Efter enevældens afskaffelse i 1849 blev de kongelige slotte statseje, og i 1854 indgik Frederik 7. en overenskomst med staten om, at samlingen blev en slags fideikommis, arveligt fra konge til konge. I dag varetager Kongernes Samling administration og formidling af samlingen.

Kronjuveler og rigsregalier

De imponerende kronjuveler og regalier hører til slottets helt store attraktioner. Regalierne består af kongens og dronningens kroner, scepteret, rigsæblet, kroningskården, rigssværdet, beholderen til salvingsolien og tronstolene. På Rosenborg er både Christian 4.s krone og de enevældige kongers krone bevaret. På Rosenborg findes der ligeledes fire smykkesæt, der betegnes kronjuveler. Disse stammer tilbage fra Christian 6.s dronning, Sophie Magdelene, selvom flere af stenene er langt ældre. Alle har de fået deres nuværende form ved Christian 8.s dronning, Caroline Amalie, som fik dem redesignet i 1840’erne. Kronjuvelerne må kun anvendes af Dronningen og kun inden for rigets grænser. De er typisk i brug et par gange om året. Der bæres altid kronjuveler ved Nytårskuren, og ellers kan det være ved statsbesøg, særlige begivenheder i Kongefamilien eller lignende.

Udstillingerne

Foruden kostbare skatte der kan opleves i kælderen under slottet, det smukke velbevarede eksteriør og unikke interiør, tilbyder museet en rejse gennem danmarkshistorien. Besøgende kan opleve en kronologisk gennemgang af den oldenborgske kongeslægt fra Christian 4. til Frederik 7. gennem deres personlige ejendele og portrætter i fokus. Her kan opleves alt fra det kongelige toilet til den imponerende riddersal med de enevældige kongers tronstol. På slottet kan man også dykke ned i kongernes egne samlinger af veneziansk glas og Flora Danica samt genstande i elfenben og narhvaltand.