1800-1825

Med indgangen til 1800-tallet var det slut med den lange fredsperiode. Den storpolitiske udvikling i forbindelse med Napoleonskrigene gjorde, at Danmark fik svært ved at fastholde neutraliteten. Først kom englændernes angreb på København i 1801, Slaget på Reden, og seks år senere kom det engelske bombardement af København og erobringen af den danske flåde.

Danmark allierede sig med Frankrig, som viste sig at være den tabende side i den europæiske storkrig. Krigen førte til dansk statsbankerot i 1813, og ved freden året efter måtte Norge overlades til Sverige.

Frederik 6. blev kronet i 1815, og trods den nationale katastrofe var han populær; bl.a. fordi han forenede rollerne som enevældig konge og borgerligt familieoverhoved. Familien og det nære var også ved at komme i fokus i kunsten, hvor den såkaldte biedermeier-stil vandt frem. Begyndelsen af 1800-tallet var også indledningen til dansk kunsts guldalder med navne som Bertel Thorvaldsen og C.W. Eckersberg.