Den islandske Gudbrandsbibel, 1584

Bibelsamlingen i Håndbiblioteket er stor og rummer bl. a. tre af de ældste danske foliobibler, Christian 3.s, Frederik 2.s og Christian 4.s bibler fra hhv. 1550, 1589 og 1639.

En særlig sjældenhed blandt biblerne er den første komplette islandske bibel, som biskoppen i Hólar på det nordlige Island, Guðbrandur Þorláksson (Gudbrand Thorlakssøn, 1541-1627), oversatte efter Martin Luthers tyske bibeloversættelse. Den kaldes også for Gudbrands-Biblen eller Holar-Biblen. Med Frederik 2.s understøttelse blev den trykt i 1584 hos Jón Jónsson i Hólar. Alle islandske kirker skulle erhverve et eksemplar og der blev oprindelig trykt 1000.

Oversættelsen indledes af Martin Luthers fortaler til hans egen bibeloversættelse, som både Christian 3.s bibel og Gudbrandsbiblen bygger på. Biblen er udsmykket med 29 træsnit og 29 dekorerede initialer og må betragtes som en milepæl i islandsk kirke- og sproghistorie. Der findes i dag ca. 30 kendte eksemplarer af Gudbrandsbiblen i verden.

Eksemplaret i Dronningens Håndbibliotek blev erhvervet af Frederik 6. til Håndbiblioteket med hjælp fra historiker og gehejmearkivar Grímur Thorkelin i 1815. Den nuværende indbinding stammer fra denne tid. Inde i bogen ligger et fragment, der måske stammer fra det renæssancebind, som oprindelig må have prydet den. Det er et lille stykke såkaldt makulatur, en rest af en ældre bog, der er blevet brugt til forstærke dele af den oprindelige indbinding. Fragmentet stammer efter alt at dømme fra en såkaldt inkunabel, dvs. et bogtryk fra bogtrykkerkunstens barndom i tiden mellem 1450erne og år 1500. Det er ikke lykkedes at identificere, hvilken bog det stammer fra, men det kunne være en andagts-, time- eller alterbog. På begge sider er der citater fra én af Bibelens bøger, indsat i en anden tekst. På den ene side citeres Paulus’ brev til Romerne, kapitel 8, vers 18, der fortæller om forventningen til det kommende Guds Rige. På den anden side citeres Matthæus Evangeliets kapitel 7, vers 1-2, der omhandler, at man nok ser splinten i sin broders øje, men ej bjælken i sit eget.

 

Bogen bærer desuden på titelbladet en indskrift, der fortæller om, hvad der må være dens  to første ejere. Den lyder: “Frómum ærlegum dánumanni og sínum elskulegum vini Gunnari Brandsyni er þessi h[eilige] Biblía til eignar fengin af mér séra Gísla Jónssyni þann 2 dag Aprilis Anne 1617. Gísli Jónsson.” (“Redelig, ærlig, dannemand og sin elskværdige og trofaste ven, Gunnar Brandson er denne hellige bibel givet af mig, præsten Gísli Jónsson den 2. april 1617. Gísli Jónsson.”) Den omtalte Gísli Jónsson er formentlig den samme, som omkring 1590, kort efter Biblens trykning, var præst ved domkirken i Hólar, og som senere også blev præst i Bægisá og Hrafnagil.[1]

Det er meget usædvanligt at vores gamle bøger kan spores så langt tilbage i tiden. Biblens historie er dog fuld af huller, for dens skæbne mellem 1617 og 1815 ved vi til gengæld intet om.

 

 

 

[1] Venligst oplyst af præst ved Hallgrímskirkjan i Reykjavík, Ragnar F. Lárusson, i et brev til fhv. Håndbibliotekar Klaus Kjølsen i 1995 (brevet i H. M. Dronningens Håndbibliotek). Transskriptionen og oversættelsen til dansk af titelbladets påskrift skyldes ligeledes Lárusson.

Se også: Ragnar F. Lárusson, ”Hólabiblíurnar þrjár/De tre bibler fra Hólar, Island”, i: Peter E. Raes (red.): På sporet af gamle bibler, København 1995, s. 35-43 og 46-58.