Geddes kort

Blandt de ubeagtede skatte i Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek er et af forskningen hidtil ukendt sæt københavnske kvarterkort, tegnet af Christian Gedde i 1760’erne.

I 1757 tegnede Christian Gedde to sæt kort over de 12 københavnske kvarterer, hvoraf det ene nu findes i Håndskriftsamlingen på Det Kongelige Bibliotek og det andet i Københavns Stadsarkiv.[i] Kortene var i ældre tid ikke ukendte, men blev først mere kendte – og dermed flittigere brugt – efter at Stadskonduktørembedet i 1940 havde udgivet en faksimile på grundlag af Det Kongelige Biblioteks eksemplar af kortene.[ii] Desuden har Bergiafonden i 2010 foranstaltet en nyudgave af det samme eksemplar med i en gengivelse, der i langt højere grad end udgivelsen i 1940 afspejler kortenes originalfarver.

Kvarterkortene er blevet behandlet i litteraturen flere gange, fyldigst af Bjørn Westerbeek Dahl i teksthæftet til Bergiafondens udgave af Geddes såkaldte ”eleverede kort” over København fra 1761, der udkom i 2002.[iii] Det blev heri dokumenteret, at kvarterkortene forelå færdige senest i slutningen af 1758 (selvom de alle var dateret 1757) i forbindelse med et ønske om at gengive København i eleveret form efter franske forbilleder. Det blev også da påvist, at kvarterkortene kun var tænkt som biprodukter i forbindelse med udarbejdelsen af det eleverede kort over byen i 1761, som Gedde også tegnede.

Med den interesse for kortene, der således har været, skulle man ikke tro, at der kunne dukke nye kort op med tilknytning til Geddes arbejder. Men det er ikke usædvanligt at blive overrasket, når man beskæftiger sig med kort fra ældre tid. I det følgende præsenterer Bjørn Westerbeek Dahl to nye fund – det ene i Håndbiblioteket – og de overvejelser, de afføder om deres forhold til de allerede kendte kort.

Nyt om Geddes kort

af Bjørn Westerbeek Dahl

 

Geddes eleverede kort over København

Op til det Oldenborgske Kongehus’ 300 års jubilæum i 1749 og i årene derefter var København inde i en rivende udvikling, bl.a. hjulpet på vej af den nødvendige genopbygning efter byens voldsomme brand i 1728. Det mægtige kongeslot Christiansborg, der var påbegyndt af Christian 6. og færdigt få år forinden, dominerede den sydvestlige del af byen, og mange nye, smukke palæer skød op. Mod nord forøgedes byens areal betydeligt ved anlæggelsen af den fornemme bydel Frederiksstaden fra jubilæumsåret og frem, centreret om Amalienborgs fire store adelspalæer i akse med den storslået planlagte Frederikskirke.

Det moderne Danmarks og dets hovedstads nye pragt blev publiceret så hele Europa kunne opleve den i prægtige stikværker som Laurids de Thuras Danske Vitruvius (1746-1749, aldrig helt afsluttet). København skulle markeres som international og moderne. Byens magistrat blev derfor af kong Frederik 5. pålagt at lade fremstille et bykort i stil med det prægtige kort over Paris, som Louis Bretez havde udgivet i 1739. Det var et kort, der på samme tid viste byens plan og tillod at få et indtryk af bygningernes udseende i gadebilledet. Deres facader blev rejst op (eleveret) af planen i en form for perspektivisk synsmåde. Det var en vanskellig proces at få til at gå op, men resultatet var imponerende. Byen ansatte ingeniørkorpsets chef, Samuel Christoph Gedde (1729-98), til opgaven, der igen overlod den til sin søn, ingeniørofficer Christian Gedde. Christian Gedde arbejdede så fra 1756 på en nøjagtig opmåling af de tolv københavnske kvarterers matrikler og på at skaffe tegninger af husenes facader, og kunne i 1758 aflevere to sæt kvarterkort, hvoraf det ene nu befinder sig i det Kongelige Bibliotek, det andet i Københavns Stadsarkiv. På baggrund af disse kvarterkort fremstillede Christian Gedde frem til 1761 det 2,5 x 2,5 meter store eleverede kort, der fra 1771 kom til at hænge i Københavns Rådhus, blev reddet fra Københavns brand i 1795 og i dag befinder sig i byens Stadsarkiv. (Se Stadsarkivets hjemmeside)

 

Både Geddes kvarterkort og det eleverede kort har været kendt længe i forskningen og er publiceret med grundige undersøgelser af deres historie, men nu er to nye brikker dukket op, der nuancerer billedet. Den ene er et nyt komplet sæt af kvarterkortene i Dronningens Håndbibliotek, lidt justeret i forhold til de kendte to og måske tænkt som en opdatering af dem, den anden er et enkelt kort, som kan bidrage til vores viden om det eleverede korts tilblivelsesproces, og som skal præsenteres først.

 

Et nyt kort

Middelalderhistorikeren Hanne Fabricius har gjort opmærksom på et anonymt og titelløst kort over en del af Øster Kvarter i ”Frederik den 5.s Atlas” på Det Kongelige Bibliotek.[1]. Atlasset er en indbinding af flere mindre samlinger af løse stik og tegninger, og som navnet antydet blevet til under Frederik den 5. (1746-1766). I den foreliggende registratur over de tegnede kort er pågældende kort omtalt som ”Copenhagen / Anonymous. Color. 566 x 394”.[2] På webudgaven af atlasset er det dateret til ”ca. 1700”, hvilket dog er helt urimeligt, da det i streg og detaljer tydeligt leder tilbage til Geddes Kvarterkort og dermed ikke kan være en dag ældre end marts 1756, da ordren om at give Gedde kortlægningsopgaven blev udstedt.

Kortudsnittet er i modsætning til kortet over Øster Kvarter i de hidtil kendte kort nordvendt og med kystlinjen på Christianshavnersiden af havnen viser det også mere end blot Øster Kvarter. Hver enkelt matrikel i kvarteret er gengivet på kortet, men uden angivelse af matrikelnummer. Bortset fra haven bag Charlottenborg mangler samtlige havesignaturer i forhold til de kendte kvarterkort, ligesom flere andre detaljer er udeladt (Christian den 5.’s Rytterstatue, vagthuset ved Charlottenborg, trærækkerne bag Hovedmagasinets nordre fløj m.v.).

Kortet synes at være en kopi efter kvarterkortet, men samtidigt indeholder det elementer, der peger hen imod det senere eleverede kort: Sankt Nikolaj Kirke er set i perspektiv efter afbildningen i Laurids de Thurahs Hafnia Hodierna fra 1748, men den er overraskende nok set fra sydøst med en svag perspektivforkortning, hvor det eleverede kort viser kirken frontalt fra siden. I de fire karréer mellem Laxegade og Størrestræde (nuværende Holmens Kanal) har tegneren forsøgsvis lagt en elevering af husene til gaden, der i store træk svarer til det eleverede kort fra 1761, idet der dog er enkelte markante forskelle. Således er huset på det nordlige hjørne af Hummergade og Admiralgade helt fortegnet.

Kortet er udstyret med en målestok, der angiver, at det er tegnet i forholdet 1:2.400, hvilket svarer præcist til måleforholdet på det eleverede kort.[3]

Man kan undre sig over, hvem der dog kunne se det formålstjenlige i at tegne et sådant kort, hvor kun en del af bebyggelsen og et enkelt monumentalbyggeri var eleveret. Et bud kan være, at det hører til den fase af Geddes kortlægningsvirksomhed, hvor han eksperimenterede med eleveringen, altså hvor kvarterkortene var afsluttet, og hvor han på grundlag af dem skulle have godkendt det videre forløb i forhold til det eleverede kort.

I den fase var der ingen grund til at forsyne hele kvarteret eller alle monumentalbygningerne med elevering. Kortets centrale indhold var de eleverede dele, og derfor kunne han udelade haver og matrikulering og en række mindre detaljer.

Kortet i ”Frederik V’s Atlas” fylder dermed et hul ud i vores viden om Geddes arbejdsproces ved at vise udviklingen fra kvarterkort til eleveret kort.

At en uheldig registrering af et kort har været årsagen til at det har været overset af forskningen, er jo ikke enestående, men således forholder det sig ikke med det efterfølgende nyfund. Det er endog omtalt i nyere tid, men kortsættet har alligevel været total overset.

 

Håndbibliotekets ”nye” sæt kvarterkort

Med det udbredte kendskab til Geddes to sæt kvarterkort skulle man ikke tro, at også et tredje sæt kunne dukke op, men det er ikke desto mindre tilfældet, da H. M. Dronningens Håndbibliotekar, Mikael Bøgh Rasmussen, under en gennemgang af Håndbibliotekets ældre materialer stødte på et foliobind med et hidtil noget overset sæt af kortene.[4]

Kortbindet er først registreret engang efter den gennemregistrering af Håndbibliotekets kortsamling, der fandt sin afslutning i 1872, idet det i kataloget er blevet indført som en tilføjelse, skrevet med daværende Håndbibliotekar H. Ehrencron-Müllers karakteristiske håndskrift. Dette giver desværre ingen nærmere datering, da han var tilknyttet Håndbiblioteket helt fra 1886 til 1953 [!] Ehrencron-Müller brugte meget af sin tid til at omorganisere biblioteket og ikke mindst sætte det i system igen efter en kaotisk redning under Christiansborg Slots brand i 1884, og han har formodentligt fundet det under dette arbejde.[5] Et forsigtigt gæt kunne være, at det var dukket op under bibliotekets flytning fra Amalienborg til Christiansborg Slot i 1922.[6]

At det ikke blot har stået på en hylde siden da, ses i et katalog fra Håndbibliotekets permanente udstilling, der åbnede i 1977, hvor et opslag på Øster Kvarter kunne studeres nærmere i de smukke lokaler på Christiansborg Slot. Udstillingen blev dog lukket igen allerede i 1985, da denne del af biblioteket flyttedes til Amalienborg.[7]

Hverken kataloget eller udstillingen resulterede i nogen omtale eller noget udbredt kendskab til kortbindet, og heller ikke Bergiafondens udgivelse af Geddes eleverede kort fra 1761 i 2002 eller hans kvarterkort i udgaven fra 2010 har givet anledning til omtale af det. Sandsynligvis har de besøgende til udstillingen og læserne af kataloget opfattet kortbindet som det, der da blev genudgivet og ikke et selvstændigt 3. sæt.

Da Mikael Bøgh Rasmussen stødte på kortværket stod det ham hurtigt klart, at det kunne være en original, som det også anføres i katalogiseringen og i udstillingskataloget, og henvendte sig til undertegnede for at få en vurdering herom.  Man kan roligt tilslutte sig at det er tilfældet. Kortbilledet fremviser samme smukke karakter med varme røde, grønne og blå farver, listerne over husenes ejere og anden tekst er skrevet med samme skrift, og også kartoucher og kunstnerisk udstyr er stort set identisk med de to kendte sæt, idet kartouchen over Øster Kvarter dog er udskiftet med en anden.

Kortserien er indbundet i et 1700-tals halvbind med en rokoko-ornamenteret ryg med titlen ”Copenhagen”, og rummer som de tidligere kendte sæt et oversigtskort og et kort over hver af byens 12 kvarterer. Derimod mangler det i modsætning til de to ”gammelkendte” sæt et titelblad, og flere af bladene er placeret i en anden rækkefølge. Nørre Kvarter er placeret før Vester Kvarter, Frimands Kvarter placeret efter Rosenborg Kvarter, og endelig er der byttet om på Sankt Annæ Østre og Vestre Kvarter.

Kortene i det 3. sæt er dateret til 1757, idet dog kortet over Christianshavn er dateret til det følgende år. Det er lidt mærkeligt, for to af kortene indeholder ajourføringer, der viser, at kortene er blevet til noget senere. Med bortset fra disse undtagelser, som omtales nærmere nedenfor, synes oplysningerne på Håndbibliotekets kort i det store hele at være identisk med, hvad der kendes fra de to andre sæt, når man tager i betragtning, at der er tale om tegnede gengivelser, hvor en vis variation altid må forventes.

Geddes kvarterkort viser mange haver inde i de enkelte karréer. De enkelte kort er omhyggeligt tegnede med angivelse af gange og damme m.v., og i mange tilfælde er de også identiske på de tre kortsæt. Men Håndbibliotekets sæt har påfaldende mange haveanlæg, der er udformet på anden vis end på de to andre. Det skyldes naturligvis ikke, at haverne er blevet omlagt under udarbejdelsen af kortene, men at Gedde i et vidt omfang har betragtet angivelsen af haverne som en signatur, altså som en standard-gengivelse af kategorien ”have”, og ikke som en gengivelse af den enkelte haves særlige udformning. At haver, der er gengivet med en ensartet signatur i alle tre sæt også kan være signaturer, synes oplagt, uden at det dog omvendt kan udelukkes, at enkelte haver kan være tegnet ”efter naturen”.

I sagsakterne om Geddes kortvirksomhed i årene 1757-1761 omtales kun to sæt af kortene, som han officielt afleverede til henholdsvis Danske Kancelli og Overpræsidenten. Det skete angiveligt i slutningen af 1758. Et afgørende spørgsmål rejser sig naturligvis ved fundet af de 3. sæt. Hvorledes forholder det sig til de to hidtidigt kendte?

Matrikulært følger det nyfundne sæt ganske nøje de to kendte sæt – men som antydet med nogle markante undtagelser: I Sankt Annæ Vester Kvarter har Gedde indtegnet Nicolas-Henri Jardins kaserne i Sølvgade, som han først begyndte at projektere i løbet af sommeren 1764.[8]

Hertil kommer, at fundamentet for rytterstatuen af Frederik den 5. på Amalienborg Plads ses i den enkle udformning, som monumentet fik, efter at kongen i juni 1765 havde afvist en større udsmykning med skulpturer omkring statuen, og i stedet projekteredes det langt mere klassiske gitter, som kendes i dag.[9] Hertil kommer, at også bygningskonturen for Almindelig Hospital, som Jardin også stod for, ses i en udformning med tre lange sidefløje til selve hovedbygningen langs Amaliegade. Hovedbygningen er også vist i en tidlig, noget kort form, førend man inddrog et areal mod syd, hvorigennem der løb en større vandledning, som man i første omgang ikke havde forestillet sig anvendelig for byggeri. Jardin havde i løbet af sommeren 1765 fået inddraget arealet til hospitalet og samtidigt omformet bygningskomplekset til at bestå af en hovedbygning med ganske korte sidefløje. Dette var senest afklaret, da byggeriet gik i gang i foråret 1766.[10] For en tidlig datering af dette projekt taler desuden den omstændighed, at Gedde ikke har anført Københavns Fattigvæsen eller Almindelig Hospital som ejer af grunden og ud for de pågældende matrikelnumre er stadig anført de private grundejere fra tilstanden 1757.

En datering til midten af 1760’erne er jo noget sent, når de to hidtil kendte sæt af kortene jo var færdigtegnet i 1758, og det eleverede kort sandsynligvis blev afleveret i 1761 eller 1762. Men da Gedde i et brev af 10. maj 1763 erkendte, at det eleverede kort ikke kunne stikkes i kobber og udgives, som det oprindeligt havde været hensigten, tilbød han Magistraten at tegne en mindre udgave af kortet, som så kunne egne sig bedre til en udgivelse. Det fremgår dermed indirekte, at han i sin besiddelse havde et grundlag for at udarbejde nye eksemplarer af sit kortværk. Da det 3. sæt indeholder detaljer, der ikke kan være tegnet tidligere end sommeren 1765, må det være tegnet på grundlag af de kort, der da fandtes i Geddes private arkiv.

Vi skal nok ikke regne med, at han har haft et færdigt sæt at gå ud fra, og en række detaljer på det nye, 3. sæt, synes ligefrem at bekræfte dette.

Geddes kvarterkort viser ikke blot de enkelte gader og ejendomme, men gengiver også lister med navne på de mange husejere, og kortene er desuden udstyret med titelkartoucher med gengivelse af pågældende kvarters borgervæbningsfane og en målestok. Disse elementer optræder på flere af Håndbibliotekets kort i bemærkelsesværdige varianter: På kortet over Øster Kvarter har Gedde her ligefrem brugt en helt anden kartouche, placeret foran en markant stenblok. På Strand Kvarter er kartouchen den samme som de hidtil kendte, men dens fane vender mod venstre (set fra beskuerens synsvinkel) i stedet for mod højre, hvorimod indskriften ikke er spejlvendt. Kartouchen på Frimands Kvarter, der på de kendte kort har en tømmerkonstruktion som baggrund, har her et skjold med rankeværk.

 

Kortene over Sankt Annæ Vester Kvarter og Christianshavn er ganske omdisponeret, og ejerlisterne, der på de kendte kort er skrevet i 5 spalter, er her skrevet i 7.

På Christianshavnskortet er ejerlisten placeret til venstre for kortet, hvor det ellers står til højre. På samme kort er kartouchen placeret til højre for bydelen, hvilende direkte på målestokken i modsætning til de kendte kort, hvor disse elementer er placeret ved siden af hinanden nederst til venstre.

Helt grotesk er kartouchen med sin fane på kortet over Rosenborg Kvarter drejet 90 grader mod uret og med målestokken placeret langs venstre kortkant. Det synes at være en nødløsning som følge af pladsmangel, idet kortets højde inden for rammen er 47,8 cm i stedet for 49, som den er på de to kendte sæt, og da kortbilledet er placeret det samme sted på papiret, har der ikke været plads til både kartouche og målestok nederst. Særlig elegant er det dog ikke, selvom kartouchen er tegnet på samme omhyggelige måde.

Men det viser, at kortene ikke er en slavisk kopi efter et at de kendte sæt, men snarere er rentegninger efter det samme grundlag, som Gedde brugte til at tegne de to tidlige sæt. Disse forlæg har åbenbart foreligget som løse kort (måske over de enkelte grunde eller karréer), kartoucher med borgervæbningsfaner og ejerlister. Og så har han ved kopieringen til det 3. sæt sat disse sammen på en måde, der afviger noget fra de to ”gamle” sæt.

På kortet over Snarens Kvarter har Gedde med en løs kontur antydet en elevering af ejendommene matrikel nr. 1 (Assistenshuset, nu Kulturministeriet) og den vestlige nabogrund nr. 5. Det er noget overraskende, for hvorfor skitsere en så sporadisk elevering på et smukt tegnet kort? Det kan næppe have været hensigten at tegne en elevering på resten af kortet endsige på hele sættet af kvarterkort, men det viser, at Gedde også efter at det store eleverede kort var færdigt, arbejdede videre med sine kort.

Som omtalt må det 3. sæt af kvarterkortene være tegnet efter at gitteret omkring Rytterstatuen af Frederik den 5. var blevet forenklet. Omvendt må det være tegnet, før Gedde i foråret 1766 rejste til Norge. Det var et tidspunkt, hvor Nicolas-Henri Jardin var optaget af en række betydningsfulde opgaver i København, og da netop hans projekter og bygninger optræder som de eneste ajourføringer af kortene, siden de første sæt blev tegnet i 1757/58, er det en nærliggende tanke, at Gedde har fået informationer fra Jardin eller kredsen omkring ham. Om sættet så også var tiltænkt den berømte franske arkitekt, er en nærliggende tanke, men det foreligger der ikke noget direkte bevis for.

Løst i eksemplaret på H.M. Dronningens Håndbibliotek ligger en skitse af to grunde i Amaliegade, hvoraf den ene er bebygget med for- og sidehus samt et baghus. Begge grunde og også bygningerne er angivet med mål i alen og tommer, og en smig er tillige indtegnet ved siden af for at tydeliggøre dimensionerne her. Uheldigvis svarer målene ikke til nogen entydigt identificerbar grund i Amaliegade, og en sammenligning med opmålingerne til arealskatten af 1805, der indeholder præcise måleangivelser, giver ingen løsning. Tættest på kommer grunden Amaliegade 16 (Geddes nummer 317) med et projekt til det senere nabohus i nr. 18 (Gedde nummer 316), der i 1764 blev afløst af Det gule Palæ, om end der i målene og konturen af bygningen i nr. 16 er visse uoverensstemmelser. [11]

Det gule Palæ peger igen tilbage til palæets arkitekt Jardin eller kredsen omkring ham, og det styrker antagelse af, at han var den, der var tiltænkt det nyfundne 3. sæt af Geddes kvarterkort 1757, men det forudsætter jo, at kortet har hørt til bindet, siden Gedde tegnede det i midten af 1760’erne, og det ved vi ikke.

Kortene har deres hemmeligheder, der ikke sådan er lige til at afdække.[12]

 

Hent Geddes kort her: Christian Geddes kvarterkort over København, ca. 1765

 

[i] Det Kongelige Bibliotek, Håndskriftsamlingen, Gammel Kongelig Samling 729-2; Stadsarkivet, Kort- og Tegningssamlingen A 1 1757.

[ii] Ove Kjeldsen: Stadskonduktøren i København 1690-6. Oktober-1940. Geddes Kort. 1940.

[iii] Bjørn Westerbeek Dahl: Geddes eleverede kort over København 1761. 2002.

[1] Det Kongelige Bibliotek, Frederik den 5.s Atlas, bind 36, nr. 27.

[2] Ib Rønne Kejlbo: Manuscript mads in the Frederik den Femtes Atlas. 1969, s. 23

[3] Kortets målestok på i alt 500 alen svarer til 13 cm.

[4] H. M. Dronningens Håndbibliotek, Kongernes Samling, Geogr. Værker nr. 37a.

[5] Klaus Kjølsen: Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek 1746-1996. 1996, s. 181-185.

[6] Således foreslået af Håndbibliotekar Mikael Bøgh Rasmussen til BWD, december 2017.

[7] Klaus Kjølsen: Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, Christiansborg Slot. Illustreret udstillingskatalog. Udvalg af bøger, kort, tegninger og glober fra Håndbiblioteket. 1977, s. 37, nr. 99 (engelsk del s. 72, nr. 99).

[8] Ulla Kjær: Nicolas-Henrik Jardin – en ideologisk nyklassicist. 2010. Bind 2, s. 818-820.

[9] John Erichsen og Emma Salling: Fyrste & hest. Rytterstatuen på Amalienborg. 1976, s. 60.

[10] Ulla Kjær: Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist. 2010. Bind 2, s. 847-848 og 851.

[11] Ulla Kjær. Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist. 2010. Bind 1, s. 560-565.

[12] For kyndig bistand ved affattelsen af denne artikel takkes H.M. Dronningens Håndbibliotekar Mikael Bøgh Ramussen.

Relationer

Kortsamlingen i Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek

I H.M. Dronningens Håndbibliotek på Amalienborg huses en af Danmarks betydelige samlinger af gamle kort. Ca. 11.000 er der af dem fra en periode på godt to et halvt århundrede, fra midten af det 17. til det første årti af det 20. århundrede. Mange af dem trykte, nogle håndtegnede; talrige sjældne, nogle unikke, næsten alle særdeles velbevarede og af en høj både kartografisk og æstetisk kvalitet, som gengiver den møjsommelige kartografiske opmåling og observation af landskabet med klarhed, præcision og skønhed. Kortsamlingens historie Kortsamlingens oprindelse og tilblivelse er kun dårligt belyst. Samling af kort har åbenlyst fundet sted inden for det ca. halvandet århundrede under kongerne fra Frederik V til Christian IX, men om samlingen er ældre eller yngre end Håndbiblioteket eller samtidig med dets oprettelse i 1746, vides ikke. Med sikkerhed vides kun, at væsentlige dele af samlingen er ældre end 1794, da branden på Christiansborg Slot, hvor Håndbiblioteket havde til huse, udslettede det meste af bibliotekets øvrige samlinger. Dette tyder på, at kortsamlingen næppe har været en del af Håndbiblioteket på dette tidspunkt, eller hvis den har, da må have været opbevaret et andet sted. I 1829 nævnes kortsamlingen for første gang og da som en separat samling med egen bestyrer og lokale ved siden af Håndbiblioteket i Frederik VI’s bolig på Amalienborg (det nuværende Christian IX’s Palæ). Dette var stadig situationen i 1840, da Håndbiblioteket efter Christian VIII’s tronbestigelse (i december 1839) flyttede fra Amalienborg til det genopførte Christiansborg Slot. Først i 1866 blev kortsamlingen formelt indlemmet i Håndbiblioteket, hvor den siden har hørt til. Ved den anden slotsbrand på Christiansborg i 1884 blev samlingen redet på så skånsom vis, at ingen af kortene synes at have lidt overlast, hvorimod mange af bibliotekets bøger blev mere eller mindre beskadiget i forbindelse med redningsaktionen. Efter branden blev Håndbiblioteket inklusive kortsamlingen reetableret i skiftende lokaler på Amalienborg, hvor samlingerne havde til huse indtil Håndbiblioteket i 1922 flyttede tilbage til det genopbyggede Christiansborg Slot, som herefter forblev hjemsted indtil biblioteket i 1985 returnerede til sin nuværende bopæl i Christian VIII’s Palæ. Efter indlemmelsen i Håndbiblioteket blev kortsamlingen gennem flere år ordnet og katalogiseret af geografen dr. phil. Ernst Løffler, som afsluttede sit arbejde i 1872. I sin redegørelse for samlingen omtaler Løffler den som misrøgtet, men også som meget værdifuld i henseende til både indhold og omfang. Siden begyndelsen af det 20. århundrede har tilvæksten været meget lille, og kun én gang er der sket en væsentlig ændring af samlingens sammensætning: 361 blade med kort over norske fæstningsanlæg, primært fra sidst i 1700-tallet, blev i 1937 udskilt og foræret af Christian X til broderen Haakon VII af Norge i anledning af 25-års jubilæet for dennes regering og Norges selvstændighed. Disse kort er siden overdraget til det norske Riksarkiv. Tilgangen er i dag uhyre begrænset og kortsamlingen må således i praksis betragtes som lukket. Kortsamlingens karakter De ca. 11.000 kort foreligger i tre forskellige former: Dels som en samling af ca. 3000 løse kortblade, dels i ca. 400 atlas eller kortværker, som tilsammen rummer over 5000 kort. Hertil kommer et stort samleværk benævnt Juliane Marie Atlas, hvis 37 foliobind rummer i alt 2798 kort. Tilsammen dækker kortsamlingen hele verden i forskellige stadier af dens kortlægning med hovedvægten på Europa, som optager ca. fire femtedele af hele samlingen. Ikke overraskende er især de danske kongers riger og lande rigt repræsenteret i samlingen, dvs. hele den gamle helstat, Danmark, Norge og hertugdømmerne Slesvig og Holsten, de nordatlantiske lande, samt de oversøiske kolonier [se også: De danske kolonier [link]), men også nære nabolande som Sverige og Tyskland er dækket i betydeligt omfang. Langt størstedelen af kortene er egentlige landkort over større eller mindre udsnit af verden, men samlingen omfatter også en del prospekter over landskaber og byer samt materiale af en karakter, som nu til dags normalt ikke ville blive betegnet som kort: Planer over fæstningsværker og haveanlæg, tekniske konstruktions¬tegninger samt arkitekturtegninger. Sidstnævnte kategori danner en hel lille samling for sig og rummer adskillige værker af de store navne i det 18. århundredes danske arkitektur, Nikolai Eigtved, Nicolas-Henri Jardin og C.F. Harsdorff. Hertil kommer et par mindre samlinger af såkaldte tematiske kort: Søkort og historiske kort, dvs. kort over forhold, som også på kortets fremstillingstidspunkt var fortidige, samt krigskort, der viser, hvordan forskellige slag og militære kampagner forløb. Skandinavien afbildet i: Claudii Ptolemæi Alexandrini geographicæ enarrationis libri octo Ex. Bilibaldi Pirckeymheri tralatione, Lugduni 1535   Kronologisk strækker kortene sig over mange århundreder. Håndbibliotekets ældste kort – over Nordeuropa – er strengt taget ikke en del af kortsamlingen men forefindes i en inkunabel, en tysk udgave af Hartmann Schedels historieværk Liber chronicarum, trykt i Nürnberg i 1493. Lidt yngre er en udgave fra 1535 af den antikke geograf Ptolemæus’ geografiske værk Cosmographia, som i kraft af den nye bogtrykkerkunsts udbredelse i sidste halvdel af 1400-tallet og hele 1500-tallet udkom i talrige udgaver opdateret i overensstemmelse med nye geografiske opdagelser. Bortset fra disse og et mindre antal kort fra midten af 1600-tallet, stammer hovedparten af Håndbibliotekets kort fra perioden fra begyndelsen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet; de yngste kort er fra begyndelsen af 1900-tallet. Som nævnt er størstedelen af kortene trykte, ofte som kobberstik, heraf mange håndkolorerede, men samlingen omfatter også flere hundrede kolorerede håndtegnede kort, hvoraf enkelte er skitser eller forarbejder, mens langt de fleste er færdige værker. Kort over Hertugdømmet Slesvig (detalje), af Johan Henrik du Plat, tegnet af Ferdinand Bauditz 1804   Væsentlige danske kartografer Flere betydelige danske kartografer er repræsenteret i kortsamlingen. En af dem er Johannes Mejer (1606-74), som blev ophavsmand til det første detaljerede generalkort over Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten (1650) samt en lang række detailkort over de to hertugdømmer. En anden er geografen Thomas Bugge (1740-1815), hvis seks store håndtegnede kort over hhv. Fyn, Sjælland, Antvorskov, Lolland-Falster og Møn, Bornholm og Færøerne fra 1769-71 – alle opbevaret i Håndbiblioteket – er væsentlige skridt i kortlægningen af det danske territorium. Disse kort må ses i sammenhæng med det af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab omtrent samtidigt iværksatte projekt om en systematisk kortlægning af hele riget efter moderne trigonometriske metoder, som Bugge i 1773 overtog ledelsen af. Om end der skulle gå mange år inden projektet blev fuldført, er Bugge således en hovedkraft i skabelsen af de første videnskabeligt pålidelige kort over Danmark. Betydelig er også officeren Johan Henrik du Plats og hans medarbejderes to store håndtegnede kortserier over Slesvig og København og omegn, begge fra det første årti af det 19. århundrede, i hhv. 15 og 14 blade, som hver for sig rummer en imponerende rigdom af detaljeret og præcis information om de pågældende landskaber. Christian Geddes håndtegnede og kolorerede kort over København fra 1757 er også et væsentligt bidrag til Danmarks lokalkartografi (se også: Geddes kvarterkort over København ca. 1765). Christiania og omegn, tegnet af Carl Alexander Stricker 1764, fra Juliane Maries Atlas, bind 29   Juliane Maries Atlas En særlig omtale fortjener det ovenfor nævnte Juliane Marie Atlas, som udgør en omfattende samling i sig selv (se også: Juliane Maries Atlas). Juliane Marie (1729-96) af Braunschweig-Wolfenbüttel blev i 1752 gift med Håndbibliotekets grundlægger Kong Frederik V (1723-66; konge fra 1746) og blev derved hans anden dronning og som sådan involveret i den kongelige samlingsaktivitet. Allerede som barn havde Frederik V fra den slesvigske præst Jacob Tilli modtaget en mindre kortsamling, som i løbet af kongens levetid blev suppleret med flere tusinde kort og prospekter af mange forskellige ophavsmænd og udgivere og over alle kendte dele af verden. Efter kongens død blev de enkelte kortblade samlet i to ensartet indbundne serier: Frederik den Femtes Atlas og Juliane Marie Atlas på hhv. 55 og 37 bind i folioformat. Af ukendte grunde blev de to serier adskilt, så førstnævnte bevares af Det Kgl. Biblioteks Kortsamling, mens sidstnævnte som nævnt er bevaret i Håndbiblioteket. Indholdsmæssigt fremtræder de to atlas også som ensartede, men ikke identiske samlinger. I begge atlas er kortene ordnet geografisk efter lande, idet helheden kommer før det lokale. I Juliane Maries Atlas optager kortene over europæiske lokaliteter 31 bind, mens de resterende seks rummer kort over andre verdensdele samt andre former for billeder så som kort over fantasilande, satiriske stik, kuriositeter m.m. De fleste af kortene er kobberstukne, 194 af dem håndtegnede. De nærmere omstændigheder omkring den oprindelige udvælgelse og samling af kortene og fordelingen af dem mellem Frederik og Juliane Marie så vel som omkring den senere reduktion af de oprindelige 3311 kort til de nuværende 2798 er ikke kendt. Ikke desto mindre er Juliane Maries Atlas dog den eneste store del af Håndbibliotekets kortsamling, hvis proveniens er kendt i store træk og tillige den eneste del af samlingen, der vidner om at være blevet til som følge af en systematisk og målrettet indsats. Som helhed kan Juliane Maries Atlas ses som et udtryk for oplysningstidens almene bestræbelse på encyklopædisk og systematiseret indsamling af viden om alle dele af verden. Kortenes indsamling og benyttelse Hvad den øvrige kortsamling angår, synes den at være samlet efter tid, lejlighed og behov. En stor del af kortene har åbenlyst været gaver til kongen enten fra ophavsmanden selv eller fra den – oftest militære – myndighed, som han arbejdede for. Formentlig er dette også en forklaring på noget karakteristisk for samlingen: De mange kort af fremragende kvalitet, som må have krævet ophavmændenes ypperste indsats; samt samlingens ujævne geografiske sammensætning (fx er der flere kort over Norge og hertugdømmerne end over den danske provins). Desværre vides der i de fleste tilfælde kun meget lidt eller ingenting om de enkelte korts tilblivelse, baggrund og evt. særlige formål. Dette vides som regel kun i de tilfælde, hvor det direkte fremgår af kortet eller medfølgende dokumentation. Kun i forbindelse med de omtalte kort af Thomas Bugge ses et originalt tilløb til en sammenhængende systematisk kortlægning af hele landet, der som nævnt blev udført af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. General Carte over Øen Fyhn Deres Excellence Herr. Geheime-Raad Schack underdanigst tilegnet af T. Bugge, Aar 1769   En så omfattende samling giver anledning til spørgsmålet, om hvad de mange kort har været brugt til. Bortset fra det indlysende, at de har været en kilde til almen geografisk og topografisk orientering om de lande, som kongerne regerede – og om verden udenfor, – gives der dog kun få konkrete svar: Nogle kort har formentlig været brugt til ophængning og dekoration, mens andre åbenlyst var beregnet til feltbrug og i nogle tilfælde også bærer præg af at have været brugt til dette formål i både civil og militær sammenhæng. Atter andre vidner om grænsedragninger eller forskellige projekter og anlægsarbejder. Helhedsindtrykket af kortsamlingen er dog, at den kun har været brugt meget lidt; langt de fleste af kortene har øjensynligt tilbragt det meste af deres liv trygt forvaret i mapper og skuffer. Hvad grunden end har været dertil, er det set med nutidens øjne en stor fordel, fordi det har medført, at dette rige og i vid udstrækning enestående materiale er blevet bevaret for eftertiden i en usædvanlig god stand. Kongernes kort kan derfor bidrage til at tegne et stort og detaljeret billede af to århundreders udvikling – landskabeligt, historisk, politisk og socialt – i det omfattende territorium, der udgjorde de danske kongers riger og lande. Kort siger mere end mange ord.   Teksten er en revideret udgave af fhv. Håndbibliotekar Christian Gottliebs indledning til Kongernes Kort. En udstilling af landkort fra H. M. Dronningens Håndbibliotek (Christian VIII’s Palæ, Amalienborg, 14. juli – 18. oktober 2009). Udstillingen blev vist i forbindelse med The 23rd International Conference on The History of Cartography, 12-17 July, 2009.