De danske kolonier

Danmark opnåede aldrig at blive blandt de store kolonimagter, men havde ikke desto mindre kolonier og støttepunkter i både Amerika, Asien og Afrika. De var forudsætningen for dobbeltmonarkiet Danmark-Norges økonomiske blomstringstid i 1700-tallet, for uden kolonierne havde den danske deltagelse i handelen med oversøiske varer ikke været mulig.

I H. M. Dronningens Håndbibliotek findes en række kort og billeder fra de danske kolonier, som vi i forbindelse med 100-året for salget af De Vestindiske Øer 1917 vil præsentere eksempler på her.

Kongeriget Danmark med Bilande 1837, af I. A. Jessen.

 

Endnu i begyndelsen af 1800-tallet var det nødvendigt at vise Danmarks lande som et puslespil med mange brikker. Ligesom vi i dag viser rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne med små indsatte kort i Danmarkskortet (Bornholm får også et særkort p. g. a. dens meget østlige beliggenhed) således finder vi i major Jessens kort fra 1837 foruden Island også De Vestindiske Øer, støttepunkterne på Guldkysten og kolonierne i Indien og på Nikobarerne – se mere om disse andetsteds på denne hjemmeside.

De Vestindiske Øer

 

Guldkysten

 

Bengalen

Relationer

Juliane Maries atlas

Fra Frederik 5.s anden dronning, Juliane Marie, findes en omfattende kort- og tegningssamling, som efter hende kaldes Dronning Juliane Marie Atlas. Samlingen er en parallel til Frederik den Femtes Atlas, der bevares på Det Kongelige Bibliotek. Hvert ”Atlas” indeholder en stor mængde kort og tegninger, som i midten af 1700-tallet blev samlet af kongen og dronningen eller i deres navn. Efter kongens død (1766) blev de enkelte kortblade samlet i to ensartet indbundne serier: Frederik den Femtes Atlas på 55 bind og Dronning Juliane Marie Atlas på og 37 bind. Kongens Atlas findes i dag i Det Kgl. Biblioteks Kortsamling, mens Dronningens befinder sig i Håndbiblioteket. Indholdsmæssigt er de to ”atlas” nært beslægtede, men ikke ens. I begge er kortene ordnet geografisk efter lande, idet helheden kommer før det lokale. I Dronning Juliane Maries Atlas optager kortene over europæiske lokaliteter 31 bind, mens de resterende seks rummer kort over andre verdensdele, foruden andre former for billeder så som kort over fantasilande, satiriske stik, kuriositeter m.m. De mange bind rummer i alt 2798 kort og billeder. Det ses, at mange af de trykte kort kommer fra slagtede eller aldrig indbundne atlas fra firmaer som Homann eller Seutter. De fleste er kobberstukne og håndkolorerede – en del af disse findes endda i flere eksemplarer – mens 194 er håndtegnede og således unikke. Heriblandt er en række arkitekturtegninger, bl.a. til det 1. Christiansborg Slots Riddersal og Fredensborg Slotshave. Blandt de stukne kort er der talrige sjældne og kartografisk betydningsfulde kort, især fra tiden ca. 1650 til ca. 1750, som vidner om flere stadier af verdens kortlægning. Bindene, der hver måler ca. 56,5 x 41,5 cm, er udført som såkaldte spejlbind i hofbogbinder Georg Julius Liebes (1710-1778) værksted. Et par glimt af atlassets indhold skal gives her: Petrus Scheck & Gerard Valk, Scenographia Systematis Copernicani, fra Andreas Cellarius’ Atlas Coelestis; seu Harmonia Macrocosmica, Amsterdam 1708. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind I.   Himmelsatlasset, hvoraf mange blade er indgået i Juliane Maries Atlas, viser Kopernikus’ heliocentriske verdensbillede, men også det gamle Ptolemæiske og det konkurrerende nye Tychoniske, som danske Tycho Brahe stod bag. Carel Allard, Planisphærium Terrestre, sive Terrarum Orbis, Amsterdam ca. 1705. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 2.   Allards verdenskort er usædvanligt for sin tid ved helt at afstå fra allegoriske figurer i hjørnerne og kun at holde sig til at vise jordkloden fra forskellige vinkler og udsnit og skematisk at gengive måden at inddele den efter længde- og breddegarder og efter lodrette og vandrette hemisfærer. Johann Thomas Krauss og Matthäus Seutter, Londinum celeberrima Metropolis splendidisima Regia et opulentissinum Angliae Emporium, ca. 1750. Håndkoloreret kobberstik. Juliane Maries Atlas – bind 6.   Juliane Maries Atlas indeholder byplaner og byprospekter fra hele verden. London ses her i en kombination af dem begge, på vej til at blive et af verdens handels- og magtcentre. Anonym, Plan og forklaring over belejringen af fæstningen Gelder under Den Preussiske Syvårskrig, maj 1757. Håndtegning med franske forklaringer. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 8.   Dronning Juliane Maries Atlas rummer et stort antal tegninger af slag og belejringer, især fra den såkaldte Pfalziske Arvefølgekrig, der udkæmpedes 1688-1697 mellem Frankrig på den ene side og Det Tysk-Romerske rige, England, Spanien, Holland og Sverige og fra Den Preussiske Syvårskrig (Syvårskrigen), hvor Storbritannien, Preussen og Hannover sloges med Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen fra 1756-1763. En del af tegningerne er forsynet med længere forklaringer om slagenes hovedtræk og med mindre papirlapper, der visualiserer forskellige tilstande af troppernes placeringer, fæstningernes udbygning eller skyttegravenes udvikling. Et par andre eksempler følger her: Anonym, Plan over slaget ved Neerwinden under den Pfalziske Arvefølgekrig, 29. juni 1693. Håndtegning med franske forklaringer og med papirlapper tegnet på begge sider. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 8.   Her ses to tilstande af det samme kort over et af Pfalziske Arvefølgekrigs afgørende slag ved Neerwinden i det nuværende Belgien. Slaget stod mellem den franske hærs 66000 mand under Hertugen af Luxembourg mod den engelsk-hollandske hærs 50000 mand under William 3. af England. Slaget kostede ca. 23000 mand livet. Franskmændene vandt, men slaget blev uden resultater for krigens forløb. De to billeder viser kortet i to tilstande, hvoraf den ene viser hærenes lejre den 28. juni, mens den anden viser de skanser, den engelsk-hallandske hær fik bygget før slaget den 29. juni og de to høres formationer før slaget. Anonym, Plan over fæstningsbyen Wesel, formentlig fra Den Preussiske Syvårskrig. Håndtegning med franske forklaringer. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 22.   Fæstningsbyen Wesel ved floderne Rhin og Lippe i det nuværende Nordrhein-Westfalen er et eksempel på 1700-tallets omfattende fæstningsbyggeri, hvor stadigt mere omfattende fæstningsværker blev udviklet til at modvirke artilleriets ødelæggende virkninger. I den udformning befæstningen her ses var den planlagt af den franske ingeniør Jean de Corbin, der baserede sin plan på principperne hos den indflydelsesrige franske fæstningsbygger, marskal Sébastien Le Prestre de Vauban. Byen var preussisk, men måtte trods fæstningsværkerne overgives til Frankrig under Den Preussiske Syvårskrig. ? Grüner, Plan over den preussiske belejring af Prag i maj og juni 1757, under Den Preussiske Syvårskrig. Håndtegning med franske forklaringer. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 14.   På planen ses de forskellige regimenter angivet ved diagonalt delte rektangler med navnene på kommandanterne. I skudsikker afstand fra byen er de lagt i en ring, der slutter tættest, hvor landskabet er mest tilgængeligt og som bevogter broer, vandløb og veje. Tegneren Grüner, der endnu er uidentificeret, er muligvis også manden bag en række af de andre kort over slag og belejringer i Dronning Juline Maries Atlas. Johann Baptist Homann & Johann Philipp Zollmann, Hydrographia Germaniae qua Geographiae Naturalis ea pars quae de Aquis celebrioribus, praesertim vero de Fluminibus Germaniae agit, ex probatissimis quibusque mappis et peculiaribus Regionum descriptionibus collecta exhibetur, Nürnberg efter 1715. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 14.   Det hydrografiske kort viser det tyske riges floder, deres bifloder og deres afvandingsområder – resultatet af et imponerende videnskabeligt kortlægningsarbejde, der vidner om kartografiens høje stade omkring år 1700. Kortet findes i flere udgaver i Dronning Juliane Maries Atlas. Den her viste udgave synes særligt charmerende med sin titelkartouche i nederste venstre hjørne, der er befolket med en vrimmel af flodguder, nymfer og små vandløbsguddomsbørn, der i figurativ forstand spiller op til det fint forgrene netværk på selve kortet. Beskrivelse af de sår, den myrdede Franz Hortig havde, udgivet af Christoph Weigels arvinger, Nürnberg 1756. Dronning Juliane Maries Atlas, – bind 17.   Midt mellem kort og planer dukker der ind imellem ganske andre ting op i atlasset. Her en retsmedicinsk gennemgang af et voldsomt mord, begået af en soldat Freymann på den tidligere munk Frantz Hortig natten mellem den 30. april og 1. maj 1756 i Erlangen i Tyskland. De mange stik- og hugsår er koloreret med rødt i det ellers helt sort-hvide kobberstik. Mordet må have vakt opsigt i tiden – men man må i øvrigt undre sig over, hvad bladet laver i atlasset. Friedrich von Campens kort over Hannover. Håndtegning, ca. 1741. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 24.   Tegningen, der stammer fra den tid, da byen var involveret i Den østrigske arvefølgekrig (1740-1748), er tegnet i en lidt primitiv stil med flere forskellige rumlige gengivelser: Planer, med en del af husenes facader liggende, foruden nogle steder med huse i perspektiv. Foroven ses en noget forvrænget udgave af kurfyrsten af Hannover og den engelske konge Georg II. Augusts, monogram. J. P. Kempfer, Kort over grevskabet Oldenburg, det danske Oldenborgske dynastis oprindelsesland. Håndtegning, 1721. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 22.   Teksten anfører de omfattende digebyggerier, som Christen Thomesen Sehested fik gennemført, efter at han var blevet udnævnt til overlanddrost for grevskabet af Frederik IV, der havde fyret ham som admiral i 1716 p.g.a. utilfredshed med hans indsats i Store Nordiske Krig (1700-1720). Oldenborg blev i 1773 sammen med grevskabet Delmenhorst byttet med de dele af Holsten, der indtil da var en del af den gottorpske arvelod. Paul Isac Grønwold, Den Udi Horssens oprettede Ære-Poort hvor igiennem Hans Kongelige Majestæt passerede d. 19de May kl. 9 om Aftenen. Kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 27.   Frederik V tog i 1749, hvor man fejrede 300-året for Oldenborgerne som kongedynasti, på en længere rejse rundt i Danmark og Norge. Undervejs gjorde han den 19. maj 1749 ophold i Horsens, der rejste denne æresport til ære for Frederik 5. Stikket er del af en serie, der beskriver kongens rejse. Christian Lorensen Rothgiesser, Germania Antiqua Septentrionalis cum finitimis regionibus Scythicis et Sarmaticis. Håndkoloreret kobberstik, ca. 1650. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 27   Kortet stammer fra Johannes Mejer og Caspar Danckwerths atlas Newe Landesbeschreibung der Zweij Hertzogthümer Schleswich und Holstein (Husum 1652), hvor det hører til første dels syvende kapitel, der omhandler Tysklands gamle folkeslag. Det er således et historisk kort, der viser Nordens inddeling ifølge antikke kilder såsom Tacitus, Plinuis og Ptolemæus. Mejer og Danckwerths atlas et grundlæggende kartografisk arbejde, idet de fleste kort bygger grundige landmålinger, som Mejer foretog af Slesvig og Holsten i årene 1638 til 1648. Det gælder dog ikke dette historiske kort. Mejers arbejde blev understøttet af Christian IV og den gottorpske hertug Friedrich III i fællesskab, men atlasset udkom efter begges død. Kortet er lavet af Christian Rothgießer fra Husum i Slesvig. Friedrich Hans von Stagemeyer, Geomtrischer Grund-Riss, der Gegend Zwischen dem Norder und Wester-Thors vor der Königlichen Residentz Copenhagen wie solche von denen Königl: Land-Cadetts Zur Ausübung der Geometrie Im Jahre 1763 aufgenommen worden. Håndtegning, 1763. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 28.   Landkadetakademiet i den nuværende Østre Landsrets bygning i Fredericiagade i København var en officersskole, hvor eleverne bl.a. skulle lære at tegne kort som de andetsteds på denne side nævnte kort over krigsskuepladser. Det krævede øvelser i landmåling og kartografi, der resulterede i ind imellem fine og interessante kort. Her ses den del af Københavns befæstning, der vendte ud mod Skt. Jørgens Sø og Peblinge Sø. Over midten af kortet ses Københavns Ladegård, der på dette tidspunkt var blevet et hospital under fattigvæsenet, øverst til højre landstedet Blågård. Nicolas-Henri Jardin, Opstalt af yderste langvæg i Christiansborg Slots riddersal. Håndtegning, 1765. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 28.   Det første Christiansborg Slot blev opført fra 1732 til 1740, men den færdige indretning af det tog lang tid. Faktisk var det, da det brændte i 1794, ikke alle steder blevet helt færdigt endnu. I Frederik Vs sidste år, da kronprinsen nåede en alder, hvor ægteskab var værd at overveje, måtte man begynde at tænke på passende rammer for begivenheden. Professoren i arkitektur ved det 1754 oprettede Kunstakademi blev sat til at planlægge og indrette den enorme sal, der målte 40 meter i længden og havde 15 meter til loftet. I Juliane Maries Atlas findes 6 tegninger til salen, formentlig præsentationstegninger, der skulle anskueliggøre projektet for kongeparret Frederik V og Dronning Juliane Marie. Frederik V nåede knap at få salen at se, for han døde 1766. Men den nåede at blive færdig til tiden, så da den engelske prinsesse Caroline Mathilde blev gift med den nye, unge Kong Christian VII i november samme år stod festen i det nye pragtrum. Carl Alexander de Stricker, Plan Af Fæstningen Freiderichstadt tillige med Delineationen af dend i Aaaret 1743, dend 13ten Martii af Hans kongelig Maÿesté Christian VI. Hoÿlovlig Ihukommelse Allernaadigste approberede Detacherte nÿe Fæstning og Enveloppe. Håndtegning, 1770erne (?). Dronning Juliane Maries Atlas – bind 29.   Den vigtige fæstning Fredriksstad, der var grundlagt af Frederik II i 1567, ganske tæt på Sverige, der fra det 16. til det tidlige 19. århundrede var Danmark-Norges ærkefjende. Tegneren var officer og gjorde strålende karriere i hæren – han endte som generalmajor. Kortet viser Stricker som en dygtig kartograf. Han blev da også i 1773 ansvarlig for ”Norges militære Opmaaling”, et storstilet projekt, der med tiden førte til hele Norges videnskabeligt baserede geografiske opmåling. Pierre Daniel Huet, Carte de la situation du Paradis Terrestre, Et des Païs Habitez par les Patriarches, Amsterdam: Pierre Mortier. Håndkoloreret kobberstik, ca. 1700. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 29.   I Juliane Maries Atlas findes også kort over mytiske eller fiktive områder (se nedenfor). Kortet her viser, hvor man mente det jordiske Paradis, Edens Have, var placeret. Bibelen blev indtil et godt stykke ind i 1800-tallet regnet for en historisk kilde i alle dele og ligesom Skabelsen blev regnet for en historiske begivenhed, der kunne nøjagtigt tidsfæstes, var det jordiske Paradis, hvor Adam og Eva begyndte menneskenes historie på jorden, et faktisk sted. Dette sted ligger i det sydlige Irak i egnen omkring Basra. Under de danske soldaters deltagelse i Irak-krigen var det i dette område, nær byen Al-Qurnah, at der i 2003-2004 blev oprettet en lejr ved navn ”Camp Eden”, så de gamle forestillinger er ikke helt glemt. Mens de fleste landkort har gengivelser af mennesker eller guder i et eller flere hjørner, er motivet her løven og lammet, der lever fredeligt side og side, netop som det skulle være i Paradis. Tobias Conrad Lotter, Regni Japoniæ. Nova mappa geographica ex indigenarum observationibus delineata ab Engelberto Kæmpfero recusa et emendate, Augsburg: Matthäus Seutter, ca. 1740. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 33.   Japan var i mange år – fra 1603 til 1868 – et lukket land for omverdenen. Kun ganske få, primært hollandske handlende, fik af de såkaldte Tokugawa-shoguner lov at besøge landet under særlige vilkår. Tyskeren Engelbert Kaempfer, som udgav sig for hollænder og fulgtes med de handlende, boede i landet fra 1683 til 1693 og skrev en udførlig beskrivelse af landet, da han vendte hjem. Kortet her bygger på Kaempfers eget kort og viser både en eksotisk-østasiatiske scene omkring kartouchen for oven til venstre, hvor Kaempfer selv er gengivet som korttegner, og eksempler på japanske mønter, foruden de kendetegn, som forskellige japanske klaner benyttede. Johann Baptist Homann, Regni Mexicani seu Novae Hispaniae Ludovicianae, N. Angliae, Carolinae, Virginiae et Pensylvaniae, nec non Insularum, Archipelagi Mexicani in America Septentrionali accurata Tabula exhibita, Nürnberg: Homann, ca. 1720. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 34.   Et kort over Nord- og Mellemamerika, da størstedelen af det endnu var spansk og fransk. Hele området fra Texas til og med Florida er fransk under navnet ”Ludoviciana”, altså Louisiana, opkaldte efter de franske konger. Det samme gælder området nord herfor. Kun det østligste USA er engelsk koloniseret. Hele området vest og syd for Rio Grande er spansk. Til højre ses en stor fremstilling af en guldmine. Et interessant træk ved kortet er, at det angiver navnene på de mange indianerstammer, der bor spredt ud over hele området. Jens Reiersen, Fremstilling af forskellige kanontyper fra Christian IVs til Frederik Vs tid. Håndtegning, 1749. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 36.   Det næstsidste bind i Juliane Maries Atlas indeholder bl.a. en række skematiske gengivelser af krigs- og fæstningsudstyr. Håndtegningen her er tegnet af en Jens Reiersen, der formentlig var officer ved flådens skibsværft på Holmen i København. Kanoner og haubitser til brug på land og til vands, med tilhørende redskaber og udstyr, er dekorativt og informativt præsenteret som dele af et bygningsværk, alt i rette målestoksforhold og med numre og tilhørende forklaring. Anonym: Accurata Utopiæ tabula, Das ist der neu-entdeckten Schalck Welt, oder des so offt benanten, und doch nie erkanten Schlarraffenlandes: neu erfundene lacherliche Land tabell…, Augsburg: Matthäus Seutter, ca. 1730. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 37.   Atlassets sidste bind er forbeholdt satiriske og moraliserende fremstillinger. Hertil hører det fantastiske kort over Slaraffenlandet, hvor vellevnet og overflod har hjemme. Kortet bygger i et og alt på kartografiens konventioner, med angivelse af længde- og breddegrader, målestok m.v., og navnene er ligesom mange rigtige kort holdt i både et nationalsprog (her tysk) og det internationale latin. Men det er helt igennem satirisk i sit indhold. Går man på opdagelse finder man mærkelige lande som Magni Stomachi Imperium (Den Store Maves Rige), Respublica Venerea (Elskovens Republik), hvori én af provinserne selvfølgelig hedder France (det er jo et tysk kort), og Stultorum Regnum (Tåbernes Kongerige). Byerne har navne som Schmarotz (Fråds), Inconstantinopel (Ustadighedsby) og Einfalten (Enfoldighed). Havene hedder Lurconicum Mare (Ædedolkenes Hav), eller Das versoffene Meer (Det fordrukne Hav), floderne Der Wein Strohm eller Der Bier Strudel (Vinstrømmen eller Ølbækken). Selv målestokkene er indrettet efter mundstørrelser, om end der til sammenligning er de noget mindre tyske mil. For at tydeliggøre det moralske budskab ligger denne verden mellem to områder, der er afgrænset fra den ved enten bjerge eller mure: Øverst ligger Terra Sancta Incognita (Det ukendte Hellige Land), der er adskilt fra den lystne verden ved Das Rauhe Tugend Gebürg (De barske Dydsbjerge). Nederst derimod ligger Tartari Regn[um] (Tartarus’ Rige), d.v.s. Helvede. Muren mellem Slarafferne og Helvedesbeboerne synes ikke at være så stærk – den er spundet af edderkopper. Man kan more sig, men måske også miste appetitten… (?) de Poilly, ”… du lægger mig i dødens støv.” Memento mori, Kobberstik, ca. 1700 (?). Døden selv møder os på Juliane Maries Atlas’ sidste sider. Siddende på kirkegården foran cypresser, omgivet af timeglas, hakke, spade og le, af ugle, natravn og flagermus, ser han på os og minder os om vores dødelighed. Citatet underneden stammer fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente, fra en klagesang, der ofte forbindes med Jesu død på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Ps.22,16; iflg. Septuaginta-oversættelsen Ps.21,16). Døden skriver på fransk: ”Pecheur, il faut mourir, tu le sçais pour certain. Et tun e penser pas à faire penitence. Helas! le temps le presse & peut estre demain. Tu receuras de Dieu ta derniere sentence.” Det er en opfordring til det syndige menneske: Du skal dø, måske i morgen – gør bod, mens tid er!  

Den bengalske Havbugt

Danmark forsøgte tidligt at etablere sig som østasiatisk handelsnation. I 1620 oprettedes handelskolonien Tranquebar i Sydindien, i 1675 fulgte Serampore (Frederiksnagore) nær Calcutta og endelig, i 1756, Nicobarerne (Frederiksøerne) i Den bengalske Havbugts sydøstlige hjørne. I Håndbiblioteket findes to prægtige, håndtegnede kort over Tranquebar. Det ene er Matthias Jørgen Mühldorffs kort fra 1789, det andet bygger på et kort af Mühldorff fra samme år, men er udført i en revideret version af guvernøren Peter Anker 1798.   Matthias Jørgen Mühldorff, Kort over Tranquebar, håndtegnet, 1789   Peter Anker, Kort over Tranquebar, håndtegnet, 1798   Serampore eller Frederiksnagore var den anden vigtige danske handelskoloni i Bengalen. I 1756 udkastedes en plan for byen, hvor hver befolkningsgruppe og hver kaste skulle have deres egne områder, formentlig for at forhindre konflikter i den temmelig sammensatte befolkning. Planen er udarbejdet af Østasiatisk Kompagnis lokale faktori-leder Terkel Windekilde og en Hr. Knudsen.   Terkel Windekilde, Plan for nyanlæggelse af Serampore (Frederiksnagore), håndtegnet, 1756   I Serampore arbejdede engelske baptistmissionærer, der fik stor indflydelse i kraft af deres bogtrykkervirksomhed. I trykkerierne her udgav man de første trykte bibler på en række asiatiske sprog. I alt blev der trykt bibler på 45 forskellige sprog. Et eksempel i Håndbiblioteket er den kinesiske Bibel trykt med løse typer i Serampore mellem 1815 og 1822.   Den kinesiske Bibel, Serampore 1815-1822   Andre eksempler på bibeludgivelserne fra missionærerne i Serampore er oversættelser af Det nye Testamente til de indiske sprog seraiki (multan, trykt 1819), gujarati og assamesisk (begge 1820).   Det nye Testamente på assamitisk, seriati og gujarati, 1819-1820 I Serampore blev der i 1818 grundlagt et college. Bygningen påbegyndtes i 1819 i nyklassicistisk stil, muligvis udkastet af den lokale bygningsansvarlige major Bernard August Wickede. I 1827 gav Frederik 6. tilladelse til at Serampore College kunne udstede akademiske grader, hvilket gjorde det til et af de første universiteter i Asien. I Håndbiblioteket findes planer og opstalter til Serampore Colleges bygning, der stadig findes og fungerer som college den dag i dag. (Se deres hjemmeside her)   Bernard August Wickede, tilskrevet, Opstalt af Serampore College, 1818-1819   Bernard August Wickede, tilskrevet, Planer af Serampore College, 1818-1819   De indiske kolonier blev i 1845 overdraget til Storbritannien.   Læs mere om Nicobarerne her:   Tilbage til “De danske kolonier”

De Vestindiske Øer

Da De Vestindiske Øer i 1917 blev solgt til USA blev det enden på et 245-årigt dansk kolonieventyr i Caribien. I starten var øerne ejet af Vestindisk-guineisk Kompagni, men i 1755 overtog Kong Frederik 5. dem og de fik status af dansk kronkoloni. Den status beholdt de indtil 1917.   Dansk Vestindien var især i 1700-tallet en vigtig faktor i den danske økonomi, hvor de sammen med de danske støttepunkter på Guldkysten indgik i den indbringende trekanthandel med slaver og sukker.   Hans Balthazar Hornbeck (1800-1870), der ud over at være De Vestindiske Øers landfysikus (læge) også stod for vigtige botaniske registreringer og indsamlinger, foretog i 1835-39 præcise opmålinger af Skt. Thomas og Skt. Jan. Af Skt. Thomas-opmålingen har vi både et konturtegnet kort med sigtelinjer til brug for opmålingen og en beskrivelse af principperne for opmålingen fra Hornbechs hånd, samt J. Chr. Petersens rentegning af opmålingen med relief og landskabsdetaljer fra 1845; begge kortene i tryk, stukket af August Heimburger.   H. B. Hornbecks opmåling af Skt. Thomas 1835-1839, konturkort H. B. Hornbecks opmåling af Skt. Thomas 1835-1839, trykt 1845, med dedikation til Christian 8.   Fra 1789 haves en håndtegnet plan over Skt. Croix af landmåler Balthazar Frederik von Mühlenfels (død 1807), der senere skulle blive generalguvernør og som arkitekt kom til at præge Charlotte Amalie på St. Thomas ved genopførelsen efter byens brand 1804. B. F. von Mühlenfels, Plan over Skt. Croix, håndtegning, 1798   Kong Christian 9. og Dronning Louise modtog – formentlig i forbindelse med deres Guldbryllup i 1892 – en pragtfuld gave fra kolonialrådene på De Vestindiske Øer. Der er tale om et fotoalbum, der i sig selv er interessant som fotografisk dokumentation af, hvordan øerne så ud på den tid. Men albummet er prægtigt udsmykket på en måde, der også gør det til en lille kunstskat i sig selv.   Bindet er i flerfarvet skind med spænder af lak, der skal imitere koral. Og hver enkelt side er udsmykket med akvareller af øernes liv, både blandt menneskene, men også dyre- og plantelivet. Hvem fotograf, kunstner og bogbinder til dette prægtige værk er, vides ikke. Albummet er signeret ”Ernst Bojesen, København”, formentlig den københavnske kunsthandler og forlægger, der var kendt for at samarbejde med fremtrædende billedkunstnere og stod bag så forskellige publikationer som den satirisk-humoristiske årspublikation ”Oldfux” (fortsat som ”Blæksprutten”) og et af hovedværkerne inden for dansk bogkunst, Holger Drachmanns ”Troldtøj” Pragtbind med fotografier fra Dansk Vestindien, ca. 1892 Opslag i pragtbindet før fotografierne fra Skt. Jan Opslag i pragtbind: “Ved Mount Victory”   Tilbage til “De danske kolonier”

Guldkysten

Fra 1658 til 1850 havde Danmark småkolonier på Guldkysten i Guineabugten, i det nuværende Ghana. Der var tale om en række mindre forter ved kysten med navne som Christiansborg, Fredensborg og Augustaborg, hver med et lille opland til. Forterne, der fra 1750 fik status af kronkoloni, var støttepunkter, oprettet med tilladelse fra lokale fyrster mod en årlig afgift. Hertil bragtes slaver fra indlandet, som solgtes til danskerne og siden under rædselsfulde forhold blev skibet over Atlanterhavet til Vestindien, hvor de solgtes til sukkerplantagerne.   Et vigtigt kort over støttepunkterne er Peter Thonnings ”Kaart over de danske Etablissementer og allierede Neger-Nationer i Guinea” fra 1802, som Håndbiblioteket ejer en kopi af fra 1818, udført af P. J. Hjort. De forskellige folks byer er angivet med farvekoder, europæiske støttepunkter er angivet med flag, og små røde kors angiver en ”mægtig Fetis som beskytter bortløbne Slaver.” Peter Thonnings kort over de danske støttepunkter ved Guldkysten, kopi fra 1818 af P. J. Hjort   Kortets tegner, Peter Thonning, blev som ung medicinstuderende med botaniske interesser sendt til Guldkysten af Generaltoldkammeret for at undersøge mulighederne for økonomisk at udnytte de lokale planter. Han ankom i år 1800 og blev der i tre år, i hvilke han indsamlede og beskrev Guinea-kystens nytteplanter. Desuden skrev han et udkast til en historisk og geografisk beskrivelse af de med Danmark allierede områder på kysten og i baglandet.   Kortet fra 1802 findes i en række versioner, nogle heraf i Rigsarkivet under Rentekammerets kort og tegninger (337, 26-30 + 32). Det blev løbende kopieret og revideret, bl.a. til brug for Thonning selv, der fra 1810 til 1840 arbejdede i Generaltoldkammeret med koloniadministrationen. Håndbibliotekets version af kortet er en af de fineste.   Thonnings kort blev det mest anvendte kort over området i 1800-tallet, hvor det blev brugt i en lang række politiske og økonomiske sammenhænge helt indtil 1890erne, både i Danmark og internationalt.   Philip Wrisberg, Voltaflodens nedre løb og fæstningerne Kongenssteen og Prinsensssteen, håndtegnet, 1825   Thonnings kort blev bl.a. brugt som grundlag for et kort over floden Voltas nedre løb med to prospekter af forterne Kongenssteen og Prinsenssteen, som Philip Wrisberg sendte til Frederik 6. i 1825 med et forslag om udnyttelse af området til dansk straffekoloni med tilhørende plantager. Forslaget blev forkastet, og efterfølgende forslag til en udnyttelse af kolonierne, hele tiden med Peter Thonning som medspiller, løb til sidst ud i sandet. I 1850 blev de afrikanske kolonier endelig solgt til Storbritannien.   Litteratur: Daniel Hopkins, “Peter Thonning’s Map of Danish Guinea and its Use in Colonial Administration and Atlantic Diplomacy, 1801-1890”, Cartographica, Vol. 35/3-4, 1998, s. 99-122.   Tilbage til “De danske kolonier”

Nicobarerne

Nicobarerne eller Frederiks-øerne, som de blev kaldt i Danmark, ligger langt fra det indiske fastland på den østlige side af den Bengalske Havbugt. Samtidig med at kolonien i Serampore/Frederiksnagore blev etableret i 1755 besluttedes det, at Danmark måtte gribe chancen for at få en større bid af den ostindiske handel, inden England og Frankrig i deres kolonikapløb fik magten over hele området. Nicobarerne, der lå på handelsruten mellem Indien, Sydøstasien og Kina, var hidtil ikke koloniseret og lignede en god mulighed for at etablere en handelsstation. Det var de ikke. Øgruppen blev det længstvarende af de danske kolonieventyr i Bengalen. Den blev først i 1868 overdraget til Storbritannien. Koloniseringen var en dog fra start til slut en fiasko. Øernes klima medførte så mange sygdomme blandt kolonisterne, at langt de fleste døde, inden de havde været der ret længe, og de danske bosættelser blev opgivet årtier ad gangen. Den første koloni blev anlagt af en ekspedition udsendt fra Tranquebar i september 1755. Den blev anlagt på Great Nicobar, hvor en naturlig havn fandtes, og under meget besvær anlagt indtil årsskiftet 1756. Kolonien – et par hytter og en skanse – fik navnet Nye-Danmark. Næsten alle kolonisterne gik til af sygdom, inden året var omme og med forstærkninger med et undsætningsskib fra Tranquebar, forsøgte man i stedet at anlægge en ny bosættelse på øen Camorta, der blev omdøbt til Nye-Sjælland. Også her fortsatte sygdommene dog med at hærge, og man måtte allerede i 1757 evakuere alle tiloversblevne til Tranquebar. I Håndbiblioteket findes et søkort fra 1756 over kysten ved Nye-Danmark og bugten Frederiks Bay, opmålt fra skibet Kongen af Dannemark og tegnet af D. Bagge og H. G. Ziervogel, formentlig Denis Christian Bagge og Heinrich Gottlieb Ziervogel. Ligeledes findes to kort over Camorta og omgivende øer fra 1757. De er formentlig fra samme opmåling, men kun det ene har forklarende tekst og korttegnerens navn med: Rasmus Alling, kaptajn på undsætningsskibet. Kortet er tegnet den 30. april 1757. D. Bagge og Ziervogels kort over Frederiks Bay ved Nye-Danmark på Great Nicobar. Håndtegning, 1756. Rasmus Allings kort over Camorta (Nye-Sjælland) og omgivende øer. Håndtegning, 4. april 1757.   Først 1768 kom der igen kolonister til Nicobarerne, denne gang herrnhutiske missionærer (mæhriske brødre), der slog sig ned på øen Nancouri i selskab med en række indiske arbejdere og soldater foruden nogle udsendinge fra Asiatisk Kompagni. Det lykkedes at etablere en koloni, men det varede kun til 1787, før også den måtte opgives. Drømmen levede dog videre, og i 1791 kom den naturvidenskabeligt kyndige præst Henning Munck Engelhardt til øerne fra Tranquebar på en undersøgelsesmission, der skulle give et bedre faktuelt grundlag for en fremtidig kolonisering. Engelhardt påbegyndte et opmålingsarbejde, men blev syg og døde samme år. I 1801 forfattede den danske regeringsråd i Dansk Ostindien, kammerjunker, major Frantz Theodor von Lichtenstein en rapport over muligheden for og de eventuelle omkostninger ved en kolonisation af Nicobarerne, hvorunder en del af Engelhardts foreløbige resultater synes at indgå. Bl.a. nævnes, hvilke mulige afgrøder øerne kunne tænkes at huse. Med den håndskrevne rapport, der befinder sig i Håndbiblioteket og kan ses HER, fulgte to tegninger af øerne. Den ene er et kort med forklaringer og med indsatte billeder af de små bosættelser. Det andet viser et eksempel på nicobarernes pælehytter og kanoer. Begge tegninger er udført af Friedrich Bernhard August von Wickede, der var officer i Tranquebar, formentlig i 1797. Friedrich Bernhard August von Wickede, Kort over Nikkobar, eller Frederiks Øerne (f.o.) og Nikobarernes Vaaninger samt Nikobarernes Baade. Håndtegninger, 1797.   I årene omkring 1800 var der flere publikationer, der søgte at tale for en fornyet kolonisation, men Napoleonskrigene og den efterfølgende økonomiske krise satte i lang tid en stopper for danske tilstedeværelse på øerne. Først i 1831 blev en ny ekspedition sendt afsted under missionæren David Rosens ledelse. På Camorta anlagdes en ny bebyggelse, der kom til at hedde Frederikshøj. Men igen blev sygdom et problem, og Rosen måtte derfor flere gange flytte sin koloni i jagten på en sundere beliggenhed. Den sidste, Frederikshavn, blev anlagt i 1833. I 1834 var det fra regeringen besluttet at opgive kolonisationsforsøget, og Rosen måtte vende hjem. I 1839 udkom hans 258 sider lange illustrerede beretning ”Erindringer fra mit ophold paa de Nikobariske Øer med en kort Skildring af Øernes naturlige Beskaffenhed” på eget forlag – et smukt indbundet eksemplar befinder sig i Håndbiblioteket. En Nicobarisk Familie, litografi fra Daniel Rosen, ”Erindringer fra mit ophold paa de Nikobariske Øer…”, 1839.   Da Tranquebar og Serampore i 1845 blev solgt til Storbritannien, var Nicobarerne den eneste danske koloni i Asien. Man havde stadig forventninger til, at den skulle kunne lønne sig og udrustede nu en ekspedition, der skulle anlægge en ny koloni på stedet, men som samtidig skulle være en videnskabelig ekspedition, der rejste hele jorden rundt i sin jagt på ny viden. Det blev én af de berømte danske ekspeditioner, der i 1845 sejlede ud med korvetten Galathea og sammenlagt 231 mand om bord. Galathea-ekspeditionen kom til at være tre år og blev en videnskabelig succes. Den affødte ligeledes en omfattende rejsebeskrivelse og en mængde videnskabelige resultater. Også Nicobarerne blev grundigt undersøgt, bl.a. af Hinrich Johannes Rink, der i 1847 affattede sin håndskrevne ”Beretning om Resultatet af de under Expeditionen til Nicobaröerne foretagne Geognostiske Undersögelser”, der befinder sig i Håndbiblioteket. Det var en undersøgelse af jordbunden og undergrunden på øerne, måske bl.a. fremkaldt af en engelsk forespørgsel om mulige kulforekomster på øerne, der kunne gøre dem til en station i den nye dampskibsdrevne søhandel. Hinrich Johannes Rink, Geognostisk Kaart over De Nikobariske Øer, fra manuskriptet ”Om Nikobaröernes Geognosie”. Håndtegning, 1847. Hinrich Johannes Rink, Grundrids af Kystdannelsen paa Sydvestsiden af Bambuka, fra manuskriptet ”Om Nikobaröernes Geognosie”. Håndtegning, 1847. ”Plutonisk” (lyslilla) betyder vulkansk.   Koloniseringen, der var hovedformålet, slog dog atter fejl: Igen blev Nicobarerne taget i besiddelse, igen blev der anlagt en koloni, bygget huse og plantet flag – og igen bredte sygdommene sig og gjorde bosættelsen uholdbar. I 1848 blev de sidste kolonister hentet hjem med korvetten Valkyrien. Forsøg på også at sælge Nicobarerne til Storbritannien mødte ikke den store interesse og blev først til noget i 1868. Over 100 års fejlslagne forsøg på at etablere sig på øerne var endelig slut og med det det danske kolonieventyr i Asien. I dag er Nicobarerne indisk territorium uden adgang for udenlandske turister.