Kortsamlingen i Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek

I H.M. Dronningens Håndbibliotek på Amalienborg huses en af Danmarks betydelige samlinger af gamle kort. Ca. 11.000 er der af dem fra en periode på godt to et halvt århundrede, fra midten af det 17. til det første årti af det 20. århundrede. Mange af dem trykte, nogle håndtegnede; talrige sjældne, nogle unikke, næsten alle særdeles velbevarede og af en høj både kartografisk og æstetisk kvalitet, som gengiver den møjsommelige kartografiske opmåling og observation af landskabet med klarhed, præcision og skønhed.

Kortsamlingens historie
Kortsamlingens oprindelse og tilblivelse er kun dårligt belyst. Samling af kort har åbenlyst fundet sted inden for det ca. halvandet århundrede under kongerne fra Frederik V til Christian IX, men om samlingen er ældre eller yngre end Håndbiblioteket eller samtidig med dets oprettelse i 1746, vides ikke. Med sikkerhed vides kun, at væsentlige dele af samlingen er ældre end 1794, da branden på Christiansborg Slot, hvor Håndbiblioteket havde til huse, udslettede det meste af bibliotekets øvrige samlinger. Dette tyder på, at kortsamlingen næppe har været en del af Håndbiblioteket på dette tidspunkt, eller hvis den har, da må have været opbevaret et andet sted. I 1829 nævnes kortsamlingen for første gang og da som en separat samling med egen bestyrer og lokale ved siden af Håndbiblioteket i Frederik VI’s bolig på Amalienborg (det nuværende Christian IX’s Palæ). Dette var stadig situationen i 1840, da Håndbiblioteket efter Christian VIII’s tronbestigelse (i december 1839) flyttede fra Amalienborg til det genopførte Christiansborg Slot. Først i 1866 blev kortsamlingen formelt indlemmet i Håndbiblioteket, hvor den siden har hørt til. Ved den anden slotsbrand på Christiansborg i 1884 blev samlingen redet på så skånsom vis, at ingen af kortene synes at have lidt overlast, hvorimod mange af bibliotekets bøger blev mere eller mindre beskadiget i forbindelse med redningsaktionen. Efter branden blev Håndbiblioteket inklusive kortsamlingen reetableret i skiftende lokaler på Amalienborg, hvor samlingerne havde til huse indtil Håndbiblioteket i 1922 flyttede tilbage til det genopbyggede Christiansborg Slot, som herefter forblev hjemsted indtil biblioteket i 1985 returnerede til sin nuværende bopæl i Christian VIII’s Palæ.

Efter indlemmelsen i Håndbiblioteket blev kortsamlingen gennem flere år ordnet og katalogiseret af geografen dr. phil. Ernst Løffler, som afsluttede sit arbejde i 1872. I sin redegørelse for samlingen omtaler Løffler den som misrøgtet, men også som meget værdifuld i henseende til både indhold og omfang. Siden begyndelsen af det 20. århundrede har tilvæksten været meget lille, og kun én gang er der sket en væsentlig ændring af samlingens sammensætning: 361 blade med kort over norske fæstningsanlæg, primært fra sidst i 1700-tallet, blev i 1937 udskilt og foræret af Christian X til broderen Haakon VII af Norge i anledning af 25-års jubilæet for dennes regering og Norges selvstændighed. Disse kort er siden overdraget til det norske Riksarkiv. Tilgangen er i dag uhyre begrænset og kortsamlingen må således i praksis betragtes som lukket.

Kortsamlingens karakter
De ca. 11.000 kort foreligger i tre forskellige former: Dels som en samling af ca. 3000 løse kortblade, dels i ca. 400 atlas eller kortværker, som tilsammen rummer over 5000 kort. Hertil kommer et stort samleværk benævnt Juliane Marie Atlas, hvis 37 foliobind rummer i alt 2798 kort. Tilsammen dækker kortsamlingen hele verden i forskellige stadier af dens kortlægning med hovedvægten på Europa, som optager ca. fire femtedele af hele samlingen. Ikke overraskende er især de danske kongers riger og lande rigt repræsenteret i samlingen, dvs. hele den gamle helstat, Danmark, Norge og hertugdømmerne Slesvig og Holsten, de nordatlantiske lande, samt de oversøiske kolonier [se også: De danske kolonier [link]), men også nære nabolande som Sverige og Tyskland er dækket i betydeligt omfang. Langt størstedelen af kortene er egentlige landkort over større eller mindre udsnit af verden, men samlingen omfatter også en del prospekter over landskaber og byer samt materiale af en karakter, som nu til dags normalt ikke ville blive betegnet som kort: Planer over fæstningsværker og haveanlæg, tekniske konstruktions¬tegninger samt arkitekturtegninger. Sidstnævnte kategori danner en hel lille samling for sig og rummer adskillige værker af de store navne i det 18. århundredes danske arkitektur, Nikolai Eigtved, Nicolas-Henri Jardin og C.F. Harsdorff. Hertil kommer et par mindre samlinger af såkaldte tematiske kort: Søkort og historiske kort, dvs. kort over forhold, som også på kortets fremstillingstidspunkt var fortidige, samt krigskort, der viser, hvordan forskellige slag og militære kampagner forløb.

Skandinavien afbildet i: Claudii Ptolemæi Alexandrini geographicæ enarrationis libri octo
Ex. Bilibaldi Pirckeymheri tralatione, Lugduni 1535

 

Kronologisk strækker kortene sig over mange århundreder. Håndbibliotekets ældste kort – over Nordeuropa – er strengt taget ikke en del af kortsamlingen men forefindes i en inkunabel, en tysk udgave af Hartmann Schedels historieværk Liber chronicarum, trykt i Nürnberg i 1493. Lidt yngre er en udgave fra 1535 af den antikke geograf Ptolemæus’ geografiske værk Cosmographia, som i kraft af den nye bogtrykkerkunsts udbredelse i sidste halvdel af 1400-tallet og hele 1500-tallet udkom i talrige udgaver opdateret i overensstemmelse med nye geografiske opdagelser. Bortset fra disse og et mindre antal kort fra midten af 1600-tallet, stammer hovedparten af Håndbibliotekets kort fra perioden fra begyndelsen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet; de yngste kort er fra begyndelsen af 1900-tallet. Som nævnt er størstedelen af kortene trykte, ofte som kobberstik, heraf mange håndkolorerede, men samlingen omfatter også flere hundrede kolorerede håndtegnede kort, hvoraf enkelte er skitser eller forarbejder, mens langt de fleste er færdige værker.

Kort over Hertugdømmet Slesvig (detalje), af Johan Henrik du Plat, tegnet af Ferdinand Bauditz 1804

 

Væsentlige danske kartografer
Flere betydelige danske kartografer er repræsenteret i kortsamlingen. En af dem er Johannes Mejer (1606-74), som blev ophavsmand til det første detaljerede generalkort over Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten (1650) samt en lang række detailkort over de to hertugdømmer. En anden er geografen Thomas Bugge (1740-1815), hvis seks store håndtegnede kort over hhv. Fyn, Sjælland, Antvorskov, Lolland-Falster og Møn, Bornholm og Færøerne fra 1769-71 – alle opbevaret i Håndbiblioteket – er væsentlige skridt i kortlægningen af det danske territorium. Disse kort må ses i sammenhæng med det af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab omtrent samtidigt iværksatte projekt om en systematisk kortlægning af hele riget efter moderne trigonometriske metoder, som Bugge i 1773 overtog ledelsen af. Om end der skulle gå mange år inden projektet blev fuldført, er Bugge således en hovedkraft i skabelsen af de første videnskabeligt pålidelige kort over Danmark. Betydelig er også officeren Johan Henrik du Plats og hans medarbejderes to store håndtegnede kortserier over Slesvig og København og omegn, begge fra det første årti af det 19. århundrede, i hhv. 15 og 14 blade, som hver for sig rummer en imponerende rigdom af detaljeret og præcis information om de pågældende landskaber. Christian Geddes håndtegnede og kolorerede kort over København fra 1757 er også et væsentligt bidrag til Danmarks lokalkartografi (se også: Geddes kvarterkort over København ca. 1765).

Christiania og omegn, tegnet af Carl Alexander Stricker 1764, fra Juliane Maries Atlas, bind 29

 

Juliane Maries Atlas
En særlig omtale fortjener det ovenfor nævnte Juliane Marie Atlas, som udgør en omfattende samling i sig selv (se også: Juliane Maries Atlas). Juliane Marie (1729-96) af Braunschweig-Wolfenbüttel blev i 1752 gift med Håndbibliotekets grundlægger Kong Frederik V (1723-66; konge fra 1746) og blev derved hans anden dronning og som sådan involveret i den kongelige samlingsaktivitet. Allerede som barn havde Frederik V fra den slesvigske præst Jacob Tilli modtaget en mindre kortsamling, som i løbet af kongens levetid blev suppleret med flere tusinde kort og prospekter af mange forskellige ophavsmænd og udgivere og over alle kendte dele af verden. Efter kongens død blev de enkelte kortblade samlet i to ensartet indbundne serier: Frederik den Femtes Atlas og Juliane Marie Atlas på hhv. 55 og 37 bind i folioformat. Af ukendte grunde blev de to serier adskilt, så førstnævnte bevares af Det Kgl. Biblioteks Kortsamling, mens sidstnævnte som nævnt er bevaret i Håndbiblioteket. Indholdsmæssigt fremtræder de to atlas også som ensartede, men ikke identiske samlinger. I begge atlas er kortene ordnet geografisk efter lande, idet helheden kommer før det lokale. I Juliane Maries Atlas optager kortene over europæiske lokaliteter 31 bind, mens de resterende seks rummer kort over andre verdensdele samt andre former for billeder så som kort over fantasilande, satiriske stik, kuriositeter m.m. De fleste af kortene er kobberstukne, 194 af dem håndtegnede. De nærmere omstændigheder omkring den oprindelige udvælgelse og samling af kortene og fordelingen af dem mellem Frederik og Juliane Marie så vel som omkring den senere reduktion af de oprindelige 3311 kort til de nuværende 2798 er ikke kendt. Ikke desto mindre er Juliane Maries Atlas dog den eneste store del af Håndbibliotekets kortsamling, hvis proveniens er kendt i store træk og tillige den eneste del af samlingen, der vidner om at være blevet til som følge af en systematisk og målrettet indsats. Som helhed kan Juliane Maries Atlas ses som et udtryk for oplysningstidens almene bestræbelse på encyklopædisk og systematiseret indsamling af viden om alle dele af verden.

Kortenes indsamling og benyttelse
Hvad den øvrige kortsamling angår, synes den at være samlet efter tid, lejlighed og behov. En stor del af kortene har åbenlyst været gaver til kongen enten fra ophavsmanden selv eller fra den – oftest militære – myndighed, som han arbejdede for. Formentlig er dette også en forklaring på noget karakteristisk for samlingen: De mange kort af fremragende kvalitet, som må have krævet ophavmændenes ypperste indsats; samt samlingens ujævne geografiske sammensætning (fx er der flere kort over Norge og hertugdømmerne end over den danske provins). Desværre vides der i de fleste tilfælde kun meget lidt eller ingenting om de enkelte korts tilblivelse, baggrund og evt. særlige formål. Dette vides som regel kun i de tilfælde, hvor det direkte fremgår af kortet eller medfølgende dokumentation. Kun i forbindelse med de omtalte kort af Thomas Bugge ses et originalt tilløb til en sammenhængende systematisk kortlægning af hele landet, der som nævnt blev udført af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab.

General Carte over Øen Fyhn
Deres Excellence Herr. Geheime-Raad Schack underdanigst tilegnet af T. Bugge, Aar 1769

 

En så omfattende samling giver anledning til spørgsmålet, om hvad de mange kort har været brugt til. Bortset fra det indlysende, at de har været en kilde til almen geografisk og topografisk orientering om de lande, som kongerne regerede – og om verden udenfor, – gives der dog kun få konkrete svar: Nogle kort har formentlig været brugt til ophængning og dekoration, mens andre åbenlyst var beregnet til feltbrug og i nogle tilfælde også bærer præg af at have været brugt til dette formål i både civil og militær sammenhæng. Atter andre vidner om grænsedragninger eller forskellige projekter og anlægsarbejder. Helhedsindtrykket af kortsamlingen er dog, at den kun har været brugt meget lidt; langt de fleste af kortene har øjensynligt tilbragt det meste af deres liv trygt forvaret i mapper og skuffer. Hvad grunden end har været dertil, er det set med nutidens øjne en stor fordel, fordi det har medført, at dette rige og i vid udstrækning enestående materiale er blevet bevaret for eftertiden i en usædvanlig god stand. Kongernes kort kan derfor bidrage til at tegne et stort og detaljeret billede af to århundreders udvikling – landskabeligt, historisk, politisk og socialt – i det omfattende territorium, der udgjorde de danske kongers riger og lande.

Kort siger mere end mange ord.

 

Teksten er en revideret udgave af fhv. Håndbibliotekar Christian Gottliebs indledning til Kongernes Kort. En udstilling af landkort fra H. M. Dronningens Håndbibliotek (Christian VIII’s Palæ, Amalienborg, 14. juli – 18. oktober 2009). Udstillingen blev vist i forbindelse med The 23rd International Conference on The History of Cartography, 12-17 July, 2009.

Relationer

Juliane Maries atlas

Fra Frederik 5.s anden dronning, Juliane Marie, findes en omfattende kort- og tegningssamling, som efter hende kaldes Dronning Juliane Marie Atlas. Samlingen er en parallel til Frederik den Femtes Atlas, der bevares på Det Kongelige Bibliotek. Hvert ”Atlas” indeholder en stor mængde kort og tegninger, som i midten af 1700-tallet blev samlet af kongen og dronningen eller i deres navn. Efter kongens død (1766) blev de enkelte kortblade samlet i to ensartet indbundne serier: Frederik den Femtes Atlas på 55 bind og Dronning Juliane Marie Atlas på og 37 bind. Kongens Atlas findes i dag i Det Kgl. Biblioteks Kortsamling, mens Dronningens befinder sig i Håndbiblioteket. Indholdsmæssigt er de to ”atlas” nært beslægtede, men ikke ens. I begge er kortene ordnet geografisk efter lande, idet helheden kommer før det lokale. I Dronning Juliane Maries Atlas optager kortene over europæiske lokaliteter 31 bind, mens de resterende seks rummer kort over andre verdensdele, foruden andre former for billeder så som kort over fantasilande, satiriske stik, kuriositeter m.m. De mange bind rummer i alt 2798 kort og billeder. Det ses, at mange af de trykte kort kommer fra slagtede eller aldrig indbundne atlas fra firmaer som Homann eller Seutter. De fleste er kobberstukne og håndkolorerede – en del af disse findes endda i flere eksemplarer – mens 194 er håndtegnede og således unikke. Heriblandt er en række arkitekturtegninger, bl.a. til det 1. Christiansborg Slots Riddersal og Fredensborg Slotshave. Blandt de stukne kort er der talrige sjældne og kartografisk betydningsfulde kort, især fra tiden ca. 1650 til ca. 1750, som vidner om flere stadier af verdens kortlægning. Bindene, der hver måler ca. 56,5 x 41,5 cm, er udført som såkaldte spejlbind i hofbogbinder Georg Julius Liebes (1710-1778) værksted. Et par glimt af atlassets indhold skal gives her: Petrus Scheck & Gerard Valk, Scenographia Systematis Copernicani, fra Andreas Cellarius’ Atlas Coelestis; seu Harmonia Macrocosmica, Amsterdam 1708. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind I.   Himmelsatlasset, hvoraf mange blade er indgået i Juliane Maries Atlas, viser Kopernikus’ heliocentriske verdensbillede, men også det gamle Ptolemæiske og det konkurrerende nye Tychoniske, som danske Tycho Brahe stod bag. Carel Allard, Planisphærium Terrestre, sive Terrarum Orbis, Amsterdam ca. 1705. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 2.   Allards verdenskort er usædvanligt for sin tid ved helt at afstå fra allegoriske figurer i hjørnerne og kun at holde sig til at vise jordkloden fra forskellige vinkler og udsnit og skematisk at gengive måden at inddele den efter længde- og breddegarder og efter lodrette og vandrette hemisfærer. Johann Thomas Krauss og Matthäus Seutter, Londinum celeberrima Metropolis splendidisima Regia et opulentissinum Angliae Emporium, ca. 1750. Håndkoloreret kobberstik. Juliane Maries Atlas – bind 6.   Juliane Maries Atlas indeholder byplaner og byprospekter fra hele verden. London ses her i en kombination af dem begge, på vej til at blive et af verdens handels- og magtcentre. Anonym, Plan og forklaring over belejringen af fæstningen Gelder under Den Preussiske Syvårskrig, maj 1757. Håndtegning med franske forklaringer. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 8.   Dronning Juliane Maries Atlas rummer et stort antal tegninger af slag og belejringer, især fra den såkaldte Pfalziske Arvefølgekrig, der udkæmpedes 1688-1697 mellem Frankrig på den ene side og Det Tysk-Romerske rige, England, Spanien, Holland og Sverige og fra Den Preussiske Syvårskrig (Syvårskrigen), hvor Storbritannien, Preussen og Hannover sloges med Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen fra 1756-1763. En del af tegningerne er forsynet med længere forklaringer om slagenes hovedtræk og med mindre papirlapper, der visualiserer forskellige tilstande af troppernes placeringer, fæstningernes udbygning eller skyttegravenes udvikling. Et par andre eksempler følger her: Anonym, Plan over slaget ved Neerwinden under den Pfalziske Arvefølgekrig, 29. juni 1693. Håndtegning med franske forklaringer og med papirlapper tegnet på begge sider. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 8.   Her ses to tilstande af det samme kort over et af Pfalziske Arvefølgekrigs afgørende slag ved Neerwinden i det nuværende Belgien. Slaget stod mellem den franske hærs 66000 mand under Hertugen af Luxembourg mod den engelsk-hollandske hærs 50000 mand under William 3. af England. Slaget kostede ca. 23000 mand livet. Franskmændene vandt, men slaget blev uden resultater for krigens forløb. De to billeder viser kortet i to tilstande, hvoraf den ene viser hærenes lejre den 28. juni, mens den anden viser de skanser, den engelsk-hallandske hær fik bygget før slaget den 29. juni og de to høres formationer før slaget. Anonym, Plan over fæstningsbyen Wesel, formentlig fra Den Preussiske Syvårskrig. Håndtegning med franske forklaringer. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 22.   Fæstningsbyen Wesel ved floderne Rhin og Lippe i det nuværende Nordrhein-Westfalen er et eksempel på 1700-tallets omfattende fæstningsbyggeri, hvor stadigt mere omfattende fæstningsværker blev udviklet til at modvirke artilleriets ødelæggende virkninger. I den udformning befæstningen her ses var den planlagt af den franske ingeniør Jean de Corbin, der baserede sin plan på principperne hos den indflydelsesrige franske fæstningsbygger, marskal Sébastien Le Prestre de Vauban. Byen var preussisk, men måtte trods fæstningsværkerne overgives til Frankrig under Den Preussiske Syvårskrig. ? Grüner, Plan over den preussiske belejring af Prag i maj og juni 1757, under Den Preussiske Syvårskrig. Håndtegning med franske forklaringer. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 14.   På planen ses de forskellige regimenter angivet ved diagonalt delte rektangler med navnene på kommandanterne. I skudsikker afstand fra byen er de lagt i en ring, der slutter tættest, hvor landskabet er mest tilgængeligt og som bevogter broer, vandløb og veje. Tegneren Grüner, der endnu er uidentificeret, er muligvis også manden bag en række af de andre kort over slag og belejringer i Dronning Juline Maries Atlas. Johann Baptist Homann & Johann Philipp Zollmann, Hydrographia Germaniae qua Geographiae Naturalis ea pars quae de Aquis celebrioribus, praesertim vero de Fluminibus Germaniae agit, ex probatissimis quibusque mappis et peculiaribus Regionum descriptionibus collecta exhibetur, Nürnberg efter 1715. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 14.   Det hydrografiske kort viser det tyske riges floder, deres bifloder og deres afvandingsområder – resultatet af et imponerende videnskabeligt kortlægningsarbejde, der vidner om kartografiens høje stade omkring år 1700. Kortet findes i flere udgaver i Dronning Juliane Maries Atlas. Den her viste udgave synes særligt charmerende med sin titelkartouche i nederste venstre hjørne, der er befolket med en vrimmel af flodguder, nymfer og små vandløbsguddomsbørn, der i figurativ forstand spiller op til det fint forgrene netværk på selve kortet. Beskrivelse af de sår, den myrdede Franz Hortig havde, udgivet af Christoph Weigels arvinger, Nürnberg 1756. Dronning Juliane Maries Atlas, – bind 17.   Midt mellem kort og planer dukker der ind imellem ganske andre ting op i atlasset. Her en retsmedicinsk gennemgang af et voldsomt mord, begået af en soldat Freymann på den tidligere munk Frantz Hortig natten mellem den 30. april og 1. maj 1756 i Erlangen i Tyskland. De mange stik- og hugsår er koloreret med rødt i det ellers helt sort-hvide kobberstik. Mordet må have vakt opsigt i tiden – men man må i øvrigt undre sig over, hvad bladet laver i atlasset. Friedrich von Campens kort over Hannover. Håndtegning, ca. 1741. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 24.   Tegningen, der stammer fra den tid, da byen var involveret i Den østrigske arvefølgekrig (1740-1748), er tegnet i en lidt primitiv stil med flere forskellige rumlige gengivelser: Planer, med en del af husenes facader liggende, foruden nogle steder med huse i perspektiv. Foroven ses en noget forvrænget udgave af kurfyrsten af Hannover og den engelske konge Georg II. Augusts, monogram. J. P. Kempfer, Kort over grevskabet Oldenburg, det danske Oldenborgske dynastis oprindelsesland. Håndtegning, 1721. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 22.   Teksten anfører de omfattende digebyggerier, som Christen Thomesen Sehested fik gennemført, efter at han var blevet udnævnt til overlanddrost for grevskabet af Frederik IV, der havde fyret ham som admiral i 1716 p.g.a. utilfredshed med hans indsats i Store Nordiske Krig (1700-1720). Oldenborg blev i 1773 sammen med grevskabet Delmenhorst byttet med de dele af Holsten, der indtil da var en del af den gottorpske arvelod. Paul Isac Grønwold, Den Udi Horssens oprettede Ære-Poort hvor igiennem Hans Kongelige Majestæt passerede d. 19de May kl. 9 om Aftenen. Kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 27.   Frederik V tog i 1749, hvor man fejrede 300-året for Oldenborgerne som kongedynasti, på en længere rejse rundt i Danmark og Norge. Undervejs gjorde han den 19. maj 1749 ophold i Horsens, der rejste denne æresport til ære for Frederik 5. Stikket er del af en serie, der beskriver kongens rejse. Christian Lorensen Rothgiesser, Germania Antiqua Septentrionalis cum finitimis regionibus Scythicis et Sarmaticis. Håndkoloreret kobberstik, ca. 1650. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 27   Kortet stammer fra Johannes Mejer og Caspar Danckwerths atlas Newe Landesbeschreibung der Zweij Hertzogthümer Schleswich und Holstein (Husum 1652), hvor det hører til første dels syvende kapitel, der omhandler Tysklands gamle folkeslag. Det er således et historisk kort, der viser Nordens inddeling ifølge antikke kilder såsom Tacitus, Plinuis og Ptolemæus. Mejer og Danckwerths atlas et grundlæggende kartografisk arbejde, idet de fleste kort bygger grundige landmålinger, som Mejer foretog af Slesvig og Holsten i årene 1638 til 1648. Det gælder dog ikke dette historiske kort. Mejers arbejde blev understøttet af Christian IV og den gottorpske hertug Friedrich III i fællesskab, men atlasset udkom efter begges død. Kortet er lavet af Christian Rothgießer fra Husum i Slesvig. Friedrich Hans von Stagemeyer, Geomtrischer Grund-Riss, der Gegend Zwischen dem Norder und Wester-Thors vor der Königlichen Residentz Copenhagen wie solche von denen Königl: Land-Cadetts Zur Ausübung der Geometrie Im Jahre 1763 aufgenommen worden. Håndtegning, 1763. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 28.   Landkadetakademiet i den nuværende Østre Landsrets bygning i Fredericiagade i København var en officersskole, hvor eleverne bl.a. skulle lære at tegne kort som de andetsteds på denne side nævnte kort over krigsskuepladser. Det krævede øvelser i landmåling og kartografi, der resulterede i ind imellem fine og interessante kort. Her ses den del af Københavns befæstning, der vendte ud mod Skt. Jørgens Sø og Peblinge Sø. Over midten af kortet ses Københavns Ladegård, der på dette tidspunkt var blevet et hospital under fattigvæsenet, øverst til højre landstedet Blågård. Nicolas-Henri Jardin, Opstalt af yderste langvæg i Christiansborg Slots riddersal. Håndtegning, 1765. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 28.   Det første Christiansborg Slot blev opført fra 1732 til 1740, men den færdige indretning af det tog lang tid. Faktisk var det, da det brændte i 1794, ikke alle steder blevet helt færdigt endnu. I Frederik Vs sidste år, da kronprinsen nåede en alder, hvor ægteskab var værd at overveje, måtte man begynde at tænke på passende rammer for begivenheden. Professoren i arkitektur ved det 1754 oprettede Kunstakademi blev sat til at planlægge og indrette den enorme sal, der målte 40 meter i længden og havde 15 meter til loftet. I Juliane Maries Atlas findes 6 tegninger til salen, formentlig præsentationstegninger, der skulle anskueliggøre projektet for kongeparret Frederik V og Dronning Juliane Marie. Frederik V nåede knap at få salen at se, for han døde 1766. Men den nåede at blive færdig til tiden, så da den engelske prinsesse Caroline Mathilde blev gift med den nye, unge Kong Christian VII i november samme år stod festen i det nye pragtrum. Carl Alexander de Stricker, Plan Af Fæstningen Freiderichstadt tillige med Delineationen af dend i Aaaret 1743, dend 13ten Martii af Hans kongelig Maÿesté Christian VI. Hoÿlovlig Ihukommelse Allernaadigste approberede Detacherte nÿe Fæstning og Enveloppe. Håndtegning, 1770erne (?). Dronning Juliane Maries Atlas – bind 29.   Den vigtige fæstning Fredriksstad, der var grundlagt af Frederik II i 1567, ganske tæt på Sverige, der fra det 16. til det tidlige 19. århundrede var Danmark-Norges ærkefjende. Tegneren var officer og gjorde strålende karriere i hæren – han endte som generalmajor. Kortet viser Stricker som en dygtig kartograf. Han blev da også i 1773 ansvarlig for ”Norges militære Opmaaling”, et storstilet projekt, der med tiden førte til hele Norges videnskabeligt baserede geografiske opmåling. Pierre Daniel Huet, Carte de la situation du Paradis Terrestre, Et des Païs Habitez par les Patriarches, Amsterdam: Pierre Mortier. Håndkoloreret kobberstik, ca. 1700. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 29.   I Juliane Maries Atlas findes også kort over mytiske eller fiktive områder (se nedenfor). Kortet her viser, hvor man mente det jordiske Paradis, Edens Have, var placeret. Bibelen blev indtil et godt stykke ind i 1800-tallet regnet for en historisk kilde i alle dele og ligesom Skabelsen blev regnet for en historiske begivenhed, der kunne nøjagtigt tidsfæstes, var det jordiske Paradis, hvor Adam og Eva begyndte menneskenes historie på jorden, et faktisk sted. Dette sted ligger i det sydlige Irak i egnen omkring Basra. Under de danske soldaters deltagelse i Irak-krigen var det i dette område, nær byen Al-Qurnah, at der i 2003-2004 blev oprettet en lejr ved navn ”Camp Eden”, så de gamle forestillinger er ikke helt glemt. Mens de fleste landkort har gengivelser af mennesker eller guder i et eller flere hjørner, er motivet her løven og lammet, der lever fredeligt side og side, netop som det skulle være i Paradis. Tobias Conrad Lotter, Regni Japoniæ. Nova mappa geographica ex indigenarum observationibus delineata ab Engelberto Kæmpfero recusa et emendate, Augsburg: Matthäus Seutter, ca. 1740. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 33.   Japan var i mange år – fra 1603 til 1868 – et lukket land for omverdenen. Kun ganske få, primært hollandske handlende, fik af de såkaldte Tokugawa-shoguner lov at besøge landet under særlige vilkår. Tyskeren Engelbert Kaempfer, som udgav sig for hollænder og fulgtes med de handlende, boede i landet fra 1683 til 1693 og skrev en udførlig beskrivelse af landet, da han vendte hjem. Kortet her bygger på Kaempfers eget kort og viser både en eksotisk-østasiatiske scene omkring kartouchen for oven til venstre, hvor Kaempfer selv er gengivet som korttegner, og eksempler på japanske mønter, foruden de kendetegn, som forskellige japanske klaner benyttede. Johann Baptist Homann, Regni Mexicani seu Novae Hispaniae Ludovicianae, N. Angliae, Carolinae, Virginiae et Pensylvaniae, nec non Insularum, Archipelagi Mexicani in America Septentrionali accurata Tabula exhibita, Nürnberg: Homann, ca. 1720. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 34.   Et kort over Nord- og Mellemamerika, da størstedelen af det endnu var spansk og fransk. Hele området fra Texas til og med Florida er fransk under navnet ”Ludoviciana”, altså Louisiana, opkaldte efter de franske konger. Det samme gælder området nord herfor. Kun det østligste USA er engelsk koloniseret. Hele området vest og syd for Rio Grande er spansk. Til højre ses en stor fremstilling af en guldmine. Et interessant træk ved kortet er, at det angiver navnene på de mange indianerstammer, der bor spredt ud over hele området. Jens Reiersen, Fremstilling af forskellige kanontyper fra Christian IVs til Frederik Vs tid. Håndtegning, 1749. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 36.   Det næstsidste bind i Juliane Maries Atlas indeholder bl.a. en række skematiske gengivelser af krigs- og fæstningsudstyr. Håndtegningen her er tegnet af en Jens Reiersen, der formentlig var officer ved flådens skibsværft på Holmen i København. Kanoner og haubitser til brug på land og til vands, med tilhørende redskaber og udstyr, er dekorativt og informativt præsenteret som dele af et bygningsværk, alt i rette målestoksforhold og med numre og tilhørende forklaring. Anonym: Accurata Utopiæ tabula, Das ist der neu-entdeckten Schalck Welt, oder des so offt benanten, und doch nie erkanten Schlarraffenlandes: neu erfundene lacherliche Land tabell…, Augsburg: Matthäus Seutter, ca. 1730. Håndkoloreret kobberstik. Dronning Juliane Maries Atlas – bind 37.   Atlassets sidste bind er forbeholdt satiriske og moraliserende fremstillinger. Hertil hører det fantastiske kort over Slaraffenlandet, hvor vellevnet og overflod har hjemme. Kortet bygger i et og alt på kartografiens konventioner, med angivelse af længde- og breddegrader, målestok m.v., og navnene er ligesom mange rigtige kort holdt i både et nationalsprog (her tysk) og det internationale latin. Men det er helt igennem satirisk i sit indhold. Går man på opdagelse finder man mærkelige lande som Magni Stomachi Imperium (Den Store Maves Rige), Respublica Venerea (Elskovens Republik), hvori én af provinserne selvfølgelig hedder France (det er jo et tysk kort), og Stultorum Regnum (Tåbernes Kongerige). Byerne har navne som Schmarotz (Fråds), Inconstantinopel (Ustadighedsby) og Einfalten (Enfoldighed). Havene hedder Lurconicum Mare (Ædedolkenes Hav), eller Das versoffene Meer (Det fordrukne Hav), floderne Der Wein Strohm eller Der Bier Strudel (Vinstrømmen eller Ølbækken). Selv målestokkene er indrettet efter mundstørrelser, om end der til sammenligning er de noget mindre tyske mil. For at tydeliggøre det moralske budskab ligger denne verden mellem to områder, der er afgrænset fra den ved enten bjerge eller mure: Øverst ligger Terra Sancta Incognita (Det ukendte Hellige Land), der er adskilt fra den lystne verden ved Das Rauhe Tugend Gebürg (De barske Dydsbjerge). Nederst derimod ligger Tartari Regn[um] (Tartarus’ Rige), d.v.s. Helvede. Muren mellem Slarafferne og Helvedesbeboerne synes ikke at være så stærk – den er spundet af edderkopper. Man kan more sig, men måske også miste appetitten… (?) de Poilly, ”… du lægger mig i dødens støv.” Memento mori, Kobberstik, ca. 1700 (?). Døden selv møder os på Juliane Maries Atlas’ sidste sider. Siddende på kirkegården foran cypresser, omgivet af timeglas, hakke, spade og le, af ugle, natravn og flagermus, ser han på os og minder os om vores dødelighed. Citatet underneden stammer fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente, fra en klagesang, der ofte forbindes med Jesu død på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Ps.22,16; iflg. Septuaginta-oversættelsen Ps.21,16). Døden skriver på fransk: ”Pecheur, il faut mourir, tu le sçais pour certain. Et tun e penser pas à faire penitence. Helas! le temps le presse & peut estre demain. Tu receuras de Dieu ta derniere sentence.” Det er en opfordring til det syndige menneske: Du skal dø, måske i morgen – gør bod, mens tid er!  

Geddes kort

Blandt de ubeagtede skatte i Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek er et af forskningen hidtil ukendt sæt københavnske kvarterkort, tegnet af Christian Gedde i 1760’erne. I 1757 tegnede Christian Gedde to sæt kort over de 12 københavnske kvarterer, hvoraf det ene nu findes i Håndskriftsamlingen på Det Kongelige Bibliotek og det andet i Københavns Stadsarkiv.[i] Kortene var i ældre tid ikke ukendte, men blev først mere kendte – og dermed flittigere brugt – efter at Stadskonduktørembedet i 1940 havde udgivet en faksimile på grundlag af Det Kongelige Biblioteks eksemplar af kortene.[ii] Desuden har Bergiafonden i 2010 foranstaltet en nyudgave af det samme eksemplar med i en gengivelse, der i langt højere grad end udgivelsen i 1940 afspejler kortenes originalfarver. Kvarterkortene er blevet behandlet i litteraturen flere gange, fyldigst af Bjørn Westerbeek Dahl i teksthæftet til Bergiafondens udgave af Geddes såkaldte ”eleverede kort” over København fra 1761, der udkom i 2002.[iii] Det blev heri dokumenteret, at kvarterkortene forelå færdige senest i slutningen af 1758 (selvom de alle var dateret 1757) i forbindelse med et ønske om at gengive København i eleveret form efter franske forbilleder. Det blev også da påvist, at kvarterkortene kun var tænkt som biprodukter i forbindelse med udarbejdelsen af det eleverede kort over byen i 1761, som Gedde også tegnede. Med den interesse for kortene, der således har været, skulle man ikke tro, at der kunne dukke nye kort op med tilknytning til Geddes arbejder. Men det er ikke usædvanligt at blive overrasket, når man beskæftiger sig med kort fra ældre tid. I det følgende præsenterer Bjørn Westerbeek Dahl to nye fund – det ene i Håndbiblioteket – og de overvejelser, de afføder om deres forhold til de allerede kendte kort. Nyt om Geddes kort af Bjørn Westerbeek Dahl   Geddes eleverede kort over København Op til det Oldenborgske Kongehus’ 300 års jubilæum i 1749 og i årene derefter var København inde i en rivende udvikling, bl.a. hjulpet på vej af den nødvendige genopbygning efter byens voldsomme brand i 1728. Det mægtige kongeslot Christiansborg, der var påbegyndt af Christian 6. og færdigt få år forinden, dominerede den sydvestlige del af byen, og mange nye, smukke palæer skød op. Mod nord forøgedes byens areal betydeligt ved anlæggelsen af den fornemme bydel Frederiksstaden fra jubilæumsåret og frem, centreret om Amalienborgs fire store adelspalæer i akse med den storslået planlagte Frederikskirke. Det moderne Danmarks og dets hovedstads nye pragt blev publiceret så hele Europa kunne opleve den i prægtige stikværker som Laurids de Thuras Danske Vitruvius (1746-1749, aldrig helt afsluttet). København skulle markeres som international og moderne. Byens magistrat blev derfor af kong Frederik 5. pålagt at lade fremstille et bykort i stil med det prægtige kort over Paris, som Louis Bretez havde udgivet i 1739. Det var et kort, der på samme tid viste byens plan og tillod at få et indtryk af bygningernes udseende i gadebilledet. Deres facader blev rejst op (eleveret) af planen i en form for perspektivisk synsmåde. Det var en vanskellig proces at få til at gå op, men resultatet var imponerende. Byen ansatte ingeniørkorpsets chef, Samuel Christoph Gedde (1729-98), til opgaven, der igen overlod den til sin søn, ingeniørofficer Christian Gedde. Christian Gedde arbejdede så fra 1756 på en nøjagtig opmåling af de tolv københavnske kvarterers matrikler og på at skaffe tegninger af husenes facader, og kunne i 1758 aflevere to sæt kvarterkort, hvoraf det ene nu befinder sig i det Kongelige Bibliotek, det andet i Københavns Stadsarkiv. På baggrund af disse kvarterkort fremstillede Christian Gedde frem til 1761 det 2,5 x 2,5 meter store eleverede kort, der fra 1771 kom til at hænge i Københavns Rådhus, blev reddet fra Københavns brand i 1795 og i dag befinder sig i byens Stadsarkiv. (Se Stadsarkivets hjemmeside)   Både Geddes kvarterkort og det eleverede kort har været kendt længe i forskningen og er publiceret med grundige undersøgelser af deres historie, men nu er to nye brikker dukket op, der nuancerer billedet. Den ene er et nyt komplet sæt af kvarterkortene i Dronningens Håndbibliotek, lidt justeret i forhold til de kendte to og måske tænkt som en opdatering af dem, den anden er et enkelt kort, som kan bidrage til vores viden om det eleverede korts tilblivelsesproces, og som skal præsenteres først.   Et nyt kort Middelalderhistorikeren Hanne Fabricius har gjort opmærksom på et anonymt og titelløst kort over en del af Øster Kvarter i ”Frederik den 5.s Atlas” på Det Kongelige Bibliotek.[1]. Atlasset er en indbinding af flere mindre samlinger af løse stik og tegninger, og som navnet antydet blevet til under Frederik den 5. (1746-1766). I den foreliggende registratur over de tegnede kort er pågældende kort omtalt som ”Copenhagen / Anonymous. Color. 566 x 394”.[2] På webudgaven af atlasset er det dateret til ”ca. 1700”, hvilket dog er helt urimeligt, da det i streg og detaljer tydeligt leder tilbage til Geddes Kvarterkort og dermed ikke kan være en dag ældre end marts 1756, da ordren om at give Gedde kortlægningsopgaven blev udstedt. Kortudsnittet er i modsætning til kortet over Øster Kvarter i de hidtil kendte kort nordvendt og med kystlinjen på Christianshavnersiden af havnen viser det også mere end blot Øster Kvarter. Hver enkelt matrikel i kvarteret er gengivet på kortet, men uden angivelse af matrikelnummer. Bortset fra haven bag Charlottenborg mangler samtlige havesignaturer i forhold til de kendte kvarterkort, ligesom flere andre detaljer er udeladt (Christian den 5.’s Rytterstatue, vagthuset ved Charlottenborg, trærækkerne bag Hovedmagasinets nordre fløj m.v.). Kortet synes at være en kopi efter kvarterkortet, men samtidigt indeholder det elementer, der peger hen imod det senere eleverede kort: Sankt Nikolaj Kirke er set i perspektiv efter afbildningen i Laurids de Thurahs Hafnia Hodierna fra 1748, men den er overraskende nok set fra sydøst med en svag perspektivforkortning, hvor det eleverede kort viser kirken frontalt fra siden. I de fire karréer mellem Laxegade og Størrestræde (nuværende Holmens Kanal) har tegneren forsøgsvis lagt en elevering af husene til gaden, der i store træk svarer til det eleverede kort fra 1761, idet der dog er enkelte markante forskelle. Således er huset på det nordlige hjørne af Hummergade og Admiralgade helt fortegnet. Kortet er udstyret med en målestok, der angiver, at det er tegnet i forholdet 1:2.400, hvilket svarer præcist til måleforholdet på det eleverede kort.[3] Man kan undre sig over, hvem der dog kunne se det formålstjenlige i at tegne et sådant kort, hvor kun en del af bebyggelsen og et enkelt monumentalbyggeri var eleveret. Et bud kan være, at det hører til den fase af Geddes kortlægningsvirksomhed, hvor han eksperimenterede med eleveringen, altså hvor kvarterkortene var afsluttet, og hvor han på grundlag af dem skulle have godkendt det videre forløb i forhold til det eleverede kort. I den fase var der ingen grund til at forsyne hele kvarteret eller alle monumentalbygningerne med elevering. Kortets centrale indhold var de eleverede dele, og derfor kunne han udelade haver og matrikulering og en række mindre detaljer. Kortet i ”Frederik V’s Atlas” fylder dermed et hul ud i vores viden om Geddes arbejdsproces ved at vise udviklingen fra kvarterkort til eleveret kort. At en uheldig registrering af et kort har været årsagen til at det har været overset af forskningen, er jo ikke enestående, men således forholder det sig ikke med det efterfølgende nyfund. Det er endog omtalt i nyere tid, men kortsættet har alligevel været total overset.   Håndbibliotekets ”nye” sæt kvarterkort Med det udbredte kendskab til Geddes to sæt kvarterkort skulle man ikke tro, at også et tredje sæt kunne dukke op, men det er ikke desto mindre tilfældet, da H. M. Dronningens Håndbibliotekar, Mikael Bøgh Rasmussen, under en gennemgang af Håndbibliotekets ældre materialer stødte på et foliobind med et hidtil noget overset sæt af kortene.[4] Kortbindet er først registreret engang efter den gennemregistrering af Håndbibliotekets kortsamling, der fandt sin afslutning i 1872, idet det i kataloget er blevet indført som en tilføjelse, skrevet med daværende Håndbibliotekar H. Ehrencron-Müllers karakteristiske håndskrift. Dette giver desværre ingen nærmere datering, da han var tilknyttet Håndbiblioteket helt fra 1886 til 1953 [!] Ehrencron-Müller brugte meget af sin tid til at omorganisere biblioteket og ikke mindst sætte det i system igen efter en kaotisk redning under Christiansborg Slots brand i 1884, og han har formodentligt fundet det under dette arbejde.[5] Et forsigtigt gæt kunne være, at det var dukket op under bibliotekets flytning fra Amalienborg til Christiansborg Slot i 1922.[6] At det ikke blot har stået på en hylde siden da, ses i et katalog fra Håndbibliotekets permanente udstilling, der åbnede i 1977, hvor et opslag på Øster Kvarter kunne studeres nærmere i de smukke lokaler på Christiansborg Slot. Udstillingen blev dog lukket igen allerede i 1985, da denne del af biblioteket flyttedes til Amalienborg.[7] Hverken kataloget eller udstillingen resulterede i nogen omtale eller noget udbredt kendskab til kortbindet, og heller ikke Bergiafondens udgivelse af Geddes eleverede kort fra 1761 i 2002 eller hans kvarterkort i udgaven fra 2010 har givet anledning til omtale af det. Sandsynligvis har de besøgende til udstillingen og læserne af kataloget opfattet kortbindet som det, der da blev genudgivet og ikke et selvstændigt 3. sæt. Da Mikael Bøgh Rasmussen stødte på kortværket stod det ham hurtigt klart, at det kunne være en original, som det også anføres i katalogiseringen og i udstillingskataloget, og henvendte sig til undertegnede for at få en vurdering herom.  Man kan roligt tilslutte sig at det er tilfældet. Kortbilledet fremviser samme smukke karakter med varme røde, grønne og blå farver, listerne over husenes ejere og anden tekst er skrevet med samme skrift, og også kartoucher og kunstnerisk udstyr er stort set identisk med de to kendte sæt, idet kartouchen over Øster Kvarter dog er udskiftet med en anden. Kortserien er indbundet i et 1700-tals halvbind med en rokoko-ornamenteret ryg med titlen ”Copenhagen”, og rummer som de tidligere kendte sæt et oversigtskort og et kort over hver af byens 12 kvarterer. Derimod mangler det i modsætning til de to ”gammelkendte” sæt et titelblad, og flere af bladene er placeret i en anden rækkefølge. Nørre Kvarter er placeret før Vester Kvarter, Frimands Kvarter placeret efter Rosenborg Kvarter, og endelig er der byttet om på Sankt Annæ Østre og Vestre Kvarter. Kortene i det 3. sæt er dateret til 1757, idet dog kortet over Christianshavn er dateret til det følgende år. Det er lidt mærkeligt, for to af kortene indeholder ajourføringer, der viser, at kortene er blevet til noget senere. Med bortset fra disse undtagelser, som omtales nærmere nedenfor, synes oplysningerne på Håndbibliotekets kort i det store hele at være identisk med, hvad der kendes fra de to andre sæt, når man tager i betragtning, at der er tale om tegnede gengivelser, hvor en vis variation altid må forventes. Geddes kvarterkort viser mange haver inde i de enkelte karréer. De enkelte kort er omhyggeligt tegnede med angivelse af gange og damme m.v., og i mange tilfælde er de også identiske på de tre kortsæt. Men Håndbibliotekets sæt har påfaldende mange haveanlæg, der er udformet på anden vis end på de to andre. Det skyldes naturligvis ikke, at haverne er blevet omlagt under udarbejdelsen af kortene, men at Gedde i et vidt omfang har betragtet angivelsen af haverne som en signatur, altså som en standard-gengivelse af kategorien ”have”, og ikke som en gengivelse af den enkelte haves særlige udformning. At haver, der er gengivet med en ensartet signatur i alle tre sæt også kan være signaturer, synes oplagt, uden at det dog omvendt kan udelukkes, at enkelte haver kan være tegnet ”efter naturen”. I sagsakterne om Geddes kortvirksomhed i årene 1757-1761 omtales kun to sæt af kortene, som han officielt afleverede til henholdsvis Danske Kancelli og Overpræsidenten. Det skete angiveligt i slutningen af 1758. Et afgørende spørgsmål rejser sig naturligvis ved fundet af de 3. sæt. Hvorledes forholder det sig til de to hidtidigt kendte? Matrikulært følger det nyfundne sæt ganske nøje de to kendte sæt – men som antydet med nogle markante undtagelser: I Sankt Annæ Vester Kvarter har Gedde indtegnet Nicolas-Henri Jardins kaserne i Sølvgade, som han først begyndte at projektere i løbet af sommeren 1764.[8] Hertil kommer, at fundamentet for rytterstatuen af Frederik den 5. på Amalienborg Plads ses i den enkle udformning, som monumentet fik, efter at kongen i juni 1765 havde afvist en større udsmykning med skulpturer omkring statuen, og i stedet projekteredes det langt mere klassiske gitter, som kendes i dag.[9] Hertil kommer, at også bygningskonturen for Almindelig Hospital, som Jardin også stod for, ses i en udformning med tre lange sidefløje til selve hovedbygningen langs Amaliegade. Hovedbygningen er også vist i en tidlig, noget kort form, førend man inddrog et areal mod syd, hvorigennem der løb en større vandledning, som man i første omgang ikke havde forestillet sig anvendelig for byggeri. Jardin havde i løbet af sommeren 1765 fået inddraget arealet til hospitalet og samtidigt omformet bygningskomplekset til at bestå af en hovedbygning med ganske korte sidefløje. Dette var senest afklaret, da byggeriet gik i gang i foråret 1766.[10] For en tidlig datering af dette projekt taler desuden den omstændighed, at Gedde ikke har anført Københavns Fattigvæsen eller Almindelig Hospital som ejer af grunden og ud for de pågældende matrikelnumre er stadig anført de private grundejere fra tilstanden 1757. En datering til midten af 1760’erne er jo noget sent, når de to hidtil kendte sæt af kortene jo var færdigtegnet i 1758, og det eleverede kort sandsynligvis blev afleveret i 1761 eller 1762. Men da Gedde i et brev af 10. maj 1763 erkendte, at det eleverede kort ikke kunne stikkes i kobber og udgives, som det oprindeligt havde været hensigten, tilbød han Magistraten at tegne en mindre udgave af kortet, som så kunne egne sig bedre til en udgivelse. Det fremgår dermed indirekte, at han i sin besiddelse havde et grundlag for at udarbejde nye eksemplarer af sit kortværk. Da det 3. sæt indeholder detaljer, der ikke kan være tegnet tidligere end sommeren 1765, må det være tegnet på grundlag af de kort, der da fandtes i Geddes private arkiv. Vi skal nok ikke regne med, at han har haft et færdigt sæt at gå ud fra, og en række detaljer på det nye, 3. sæt, synes ligefrem at bekræfte dette. Geddes kvarterkort viser ikke blot de enkelte gader og ejendomme, men gengiver også lister med navne på de mange husejere, og kortene er desuden udstyret med titelkartoucher med gengivelse af pågældende kvarters borgervæbningsfane og en målestok. Disse elementer optræder på flere af Håndbibliotekets kort i bemærkelsesværdige varianter: På kortet over Øster Kvarter har Gedde her ligefrem brugt en helt anden kartouche, placeret foran en markant stenblok. På Strand Kvarter er kartouchen den samme som de hidtil kendte, men dens fane vender mod venstre (set fra beskuerens synsvinkel) i stedet for mod højre, hvorimod indskriften ikke er spejlvendt. Kartouchen på Frimands Kvarter, der på de kendte kort har en tømmerkonstruktion som baggrund, har her et skjold med rankeværk.   Kortene over Sankt Annæ Vester Kvarter og Christianshavn er ganske omdisponeret, og ejerlisterne, der på de kendte kort er skrevet i 5 spalter, er her skrevet i 7. På Christianshavnskortet er ejerlisten placeret til venstre for kortet, hvor det ellers står til højre. På samme kort er kartouchen placeret til højre for bydelen, hvilende direkte på målestokken i modsætning til de kendte kort, hvor disse elementer er placeret ved siden af hinanden nederst til venstre. Helt grotesk er kartouchen med sin fane på kortet over Rosenborg Kvarter drejet 90 grader mod uret og med målestokken placeret langs venstre kortkant. Det synes at være en nødløsning som følge af pladsmangel, idet kortets højde inden for rammen er 47,8 cm i stedet for 49, som den er på de to kendte sæt, og da kortbilledet er placeret det samme sted på papiret, har der ikke været plads til både kartouche og målestok nederst. Særlig elegant er det dog ikke, selvom kartouchen er tegnet på samme omhyggelige måde. Men det viser, at kortene ikke er en slavisk kopi efter et at de kendte sæt, men snarere er rentegninger efter det samme grundlag, som Gedde brugte til at tegne de to tidlige sæt. Disse forlæg har åbenbart foreligget som løse kort (måske over de enkelte grunde eller karréer), kartoucher med borgervæbningsfaner og ejerlister. Og så har han ved kopieringen til det 3. sæt sat disse sammen på en måde, der afviger noget fra de to ”gamle” sæt. På kortet over Snarens Kvarter har Gedde med en løs kontur antydet en elevering af ejendommene matrikel nr. 1 (Assistenshuset, nu Kulturministeriet) og den vestlige nabogrund nr. 5. Det er noget overraskende, for hvorfor skitsere en så sporadisk elevering på et smukt tegnet kort? Det kan næppe have været hensigten at tegne en elevering på resten af kortet endsige på hele sættet af kvarterkort, men det viser, at Gedde også efter at det store eleverede kort var færdigt, arbejdede videre med sine kort. Som omtalt må det 3. sæt af kvarterkortene være tegnet efter at gitteret omkring Rytterstatuen af Frederik den 5. var blevet forenklet. Omvendt må det være tegnet, før Gedde i foråret 1766 rejste til Norge. Det var et tidspunkt, hvor Nicolas-Henri Jardin var optaget af en række betydningsfulde opgaver i København, og da netop hans projekter og bygninger optræder som de eneste ajourføringer af kortene, siden de første sæt blev tegnet i 1757/58, er det en nærliggende tanke, at Gedde har fået informationer fra Jardin eller kredsen omkring ham. Om sættet så også var tiltænkt den berømte franske arkitekt, er en nærliggende tanke, men det foreligger der ikke noget direkte bevis for. Løst i eksemplaret på H.M. Dronningens Håndbibliotek ligger en skitse af to grunde i Amaliegade, hvoraf den ene er bebygget med for- og sidehus samt et baghus. Begge grunde og også bygningerne er angivet med mål i alen og tommer, og en smig er tillige indtegnet ved siden af for at tydeliggøre dimensionerne her. Uheldigvis svarer målene ikke til nogen entydigt identificerbar grund i Amaliegade, og en sammenligning med opmålingerne til arealskatten af 1805, der indeholder præcise måleangivelser, giver ingen løsning. Tættest på kommer grunden Amaliegade 16 (Geddes nummer 317) med et projekt til det senere nabohus i nr. 18 (Gedde nummer 316), der i 1764 blev afløst af Det gule Palæ, om end der i målene og konturen af bygningen i nr. 16 er visse uoverensstemmelser. [11] Det gule Palæ peger igen tilbage til palæets arkitekt Jardin eller kredsen omkring ham, og det styrker antagelse af, at han var den, der var tiltænkt det nyfundne 3. sæt af Geddes kvarterkort 1757, men det forudsætter jo, at kortet har hørt til bindet, siden Gedde tegnede det i midten af 1760’erne, og det ved vi ikke. Kortene har deres hemmeligheder, der ikke sådan er lige til at afdække.[12]   Hent Geddes kort her: Christian Geddes kvarterkort over København, ca. 1765   [i] Det Kongelige Bibliotek, Håndskriftsamlingen, Gammel Kongelig Samling 729-2; Stadsarkivet, Kort- og Tegningssamlingen A 1 1757. [ii] Ove Kjeldsen: Stadskonduktøren i København 1690-6. Oktober-1940. Geddes Kort. 1940. [iii] Bjørn Westerbeek Dahl: Geddes eleverede kort over København 1761. 2002. [1] Det Kongelige Bibliotek, Frederik den 5.s Atlas, bind 36, nr. 27. [2] Ib Rønne Kejlbo: Manuscript mads in the Frederik den Femtes Atlas. 1969, s. 23 [3] Kortets målestok på i alt 500 alen svarer til 13 cm. [4] H. M. Dronningens Håndbibliotek, Kongernes Samling, Geogr. Værker nr. 37a. [5] Klaus Kjølsen: Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek 1746-1996. 1996, s. 181-185. [6] Således foreslået af Håndbibliotekar Mikael Bøgh Rasmussen til BWD, december 2017. [7] Klaus Kjølsen: Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, Christiansborg Slot. Illustreret udstillingskatalog. Udvalg af bøger, kort, tegninger og glober fra Håndbiblioteket. 1977, s. 37, nr. 99 (engelsk del s. 72, nr. 99). [8] Ulla Kjær: Nicolas-Henrik Jardin – en ideologisk nyklassicist. 2010. Bind 2, s. 818-820. [9] John Erichsen og Emma Salling: Fyrste & hest. Rytterstatuen på Amalienborg. 1976, s. 60. [10] Ulla Kjær: Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist. 2010. Bind 2, s. 847-848 og 851. [11] Ulla Kjær. Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist. 2010. Bind 1, s. 560-565. [12] For kyndig bistand ved affattelsen af denne artikel takkes H.M. Dronningens Håndbibliotekar Mikael Bøgh Ramussen.