Christian 10.s arbejdsværelse

Balkon

Her fra balkonen har de to kongepar, der har haft residens i palæet, hilst befolkningen. (Christian 8. og Dronning Caroline Amalie hhv. Christian 10. og Dronning Alexandrine). Ved mærkedage i Kongehuset såsom fødselsdage er der tradition for, at regenten med familie lader sig hylde på balkonen. Christian 10. tiltrak f.eks. en ualmindeligt stor folkemængde ved sin 70-års fødselsdag den 26. september 1940, hvor mange danskere under indtryk af den tyske besættelse ønskede at hylde Kongen, og en tilsvarende folkemængde så man ved Kongens 75-års-dag få måneder efter Befrielsen. Traditionen holdes endnu i hævd, og Dronning Margrethe er som regel til stede på Amalienborg på sin fødselsdag den 16. april. Hendes Majestæt residerer i palæet overfor, Christian IX’s Palæ, og vinker derfor fra modsatte balkon.

Hestehov med sølvsko

Denne forsølvede hestehov stammer fra hesten Malgré Tout, som bar “Rytterkongen” over grænsen til Sønderjylland ved genforeningsfejringen 10. juli 1920. Da der i forlængelse af 1. Verdenskrig var blevet afholdt afstemninger I Slesvig om en ny grænsedragning mellem Danmark og Tyskland, blev genforeningen med det nordlige Slesvig – det nuværende Sønderjylland – fejret over flere dage i juli 1920. Højdepunktet indtraf, da Christian 10. red over den grænse, der var blevet fastlagt efter krigsnederlaget i 1864. Man iscenesatte ved denne lejlighed en spådom fra tiden efter 1864 om en konge i sin bedste alder, som en dag skulle ride over grænsen på en hvid hest, når Danmark fik Sønderjylland tilbage. Til lejligheden havde man lånt en hvid hest, der faktisk var hvid, skønt der efterfølgende opstod en myte om, at den blot var hvidkalket. Da hesten døde nogle år senere, blev dens ene hov forsølvet og skænket Kongen til minde om begivenheden.

Firkongebilledet 1899

Dronning Alexandrine

Dronning af Danmark fra 1912. Den tyskfødte Dronning Alexandrine gjorde meget lidt væsen af sig, men var på de indre linjer af stor betydning for Kongefamilien og en uvurderlig støtte for Christian 10.

Christian 10. og teateret

Bogreoler kan i mange tilfælde fungere som et vindue til, hvem ejeren er som person. Bogreoler kan tilkendegive, hvad ejeren uddanner sig til eller har uddannet sig til, men de kan også fortælle os, hvad vedkommende interesserer sig for og læser om, når dagens arbejde er overstået. Det samme gør sig gældende, når man tager et kig i Christian 10.s private bogsamling, der strækker sig over talrige reolmeter i kælderen på Amalienborg Slot. Man får naturligvis indtrykket af, at det er en bogsamling, der tilhørte en konge af Danmark. Nogle emner var vigtigere at kende til end andre. Stribevis af flotte indbundne bøger om teologi, jura, medicin, statskundskab, naturvidenskab, økonomi, historie, militærvæsen, etc. pryder derfor de mange reoler. Samtidig får man også et indtryk af Christian 10.s person hinsides rollen som konge. Der tegner sig et billede af en konge, der, foruden at have sine officielle interesser, også have en masse personlige. Én af disse var teateret. Blandt Christian 10.s bøger om teaterkunsten finder vi alt lige fra biografier om tidens største skuespillere til ordbøger med franske gloser for ballettrin. Her findes også ca. hundrede små programmer for musikdramaer, operaer, balletter og komedier i forbindelse med opførelsen på Det Kongelige Teater i København. I programmerne er det som regel angivet, hvilke karakterer, der optræder i stykket. I langt de fleste tilfælde er skuespillernes navne udeladt. Til gengæld kan man se, at når kongen var i teateret, noterede han med blyant, hvilke skuespillere, der optrådte. Hvem der spillede, var ham ikke ligegyldigt. Mens Christian 10. endnu var prins, lod han sig især fascinere af de kvindelige operastjerner. En overgang var han særlig optaget af den i tiden stærkt feterede wagnersangerinde Ellen Nordgren-Gulbrandsen, som ofte optrådte i København. Ved flere lejligheder blev hun inviteret til at optræde på Amalienborg og spise frokost med prinsen.[1] Gennem flere år sendte hun også en julehilsen. Enkelte programmer rummer en ekstra lille hemmelighed. Åbner man for eksempel Den solgte Brud af den tjekkiske komponist Bedřich Smetana, vil man falde over en plakat, der proklamerer operaens opførsel i Det Kongelige Teater den 15. maj 1930 kl. 20. Christian 10. havde desuden for vane at besøge andre af byens scener og morskabsteatre med det lettere repertoire på plakaten, herunder Casinoteateret, som lå på Amaliegade 10, blot få meter fra Amalienborg. Det var desuden fra Casinoteateret, at ”Casinomødet” fandt sted den 20. marts 1848, der endte med en demonstration, hvor en større samling borgere krævede regeringens afgang og en fælles fri forfatning for Danmark og Slesvig. Det var startskuddet til både enevældens afskaffelse og 1. Slesvigske Krig. Casinoteateret havde en central plads i hovedstadens kultur- og forlystelsesliv, og publikummet bestod af mennesker i alle aldre og befolkningslag. Etablissementet anvendtes tillige til karneval og baller. Casino lukkede i 1937, og i den forbindelse har Christian 10. formentlig været en anelse tung om hjertet. Blandt de mange hæfter finder vi en programoversigt over afskedsforestillingen den 1. april 1939. Christian 10.s bogsamling kan virke som et vindue til den person, der var Danmarks konge i knapt 35 år. Den kan fortælle os om en konge, der, i lys af embedet, havde pligt til at vide en masse om en række essentielle emner. Samtidig kan den fortælle os om mennesket ”på den anden side”; om et menneske, der, måske netop på grund af sin rolle som konge, også havde interesser som så mange andre. Hvis vi tager i betragtning, at Christian 10.s bogsamling omfatter adskillige værker om teaterkunsten, herunder de knapt hundrede programmer han valgte at gemme, er én ting i al fald sikkert at sige: Christian 10. elskede teateret. Plakater I tre hæfter er indlagt en plakat, fra da de pågældende forestillinger blev opført på Det Kongelige Teater. Det vides ikke, hvordan plakaterne havnede i Christian 10.s hænder, men opførelserne har sandsynligvis gjort et positivt indtryk på kongen, eftersom han besluttede sig for også at gemme plakaterne fra dem.   Til minde om Olaf Poulsen Bagerst i en biografi om den danske skuespiller Olaf Poulsen (1849-1923) er indlagt et program for en teaterforestilling i Det Kongelige Teater den 9. maj 1924. Heraf fremgår det, at forestillingen var til minde for skuespilleren, der døde året forinden. Biografien er skrevet seks år før Olaf Poulsens død, så vi kan formentlig antage, at Christian 10. deltog i begivenheden i 1924, at han fandt biografien frem fra bogreolen efter at være vendt hjem, og at han gemte programmet i den, da han ønskede at erindre den aften, hvor man mindedes en stor kunstner.   Casinoteateret Mellem to hæfter finder vi programmet for afskedsforestillingen i forbindelse med lukningen af Casinoteateret den 1. april 1939. Vi kan kun gisne om, hvordan Christian 10. fik fat i den, men vi kan formentlig antage, at det skyldtes, at Casinoteateret havde en særlig betydning for kongen, og at han gerne havde været det foruden, at teateret lukkede.   Skuespillerbiografier Biografier i forskelligfarvede skind om alskens skuespillere og andre prominente personligheder inden for teatermiljøet er at finde blandt Christian 10.s bøger. Heraf fremgår det yderligere, at kongen ikke blot interesserede sig for de skuespillere, der stod på en scene, men også de, der optrådte i film.   Skuespiller- og sangerindehilsner Christian 10. modtog og gemte adskillige hilsner fra samtidens store skuespiller- og sangerinder. På billedet ses et signeret og indrammet fotografi af den finske skuespillerinde Maja-Lisa Relander, og på hver sin side ligger en julehilsen fra operasangerinden Ellen Nordgren-Gulbrandsen fra henholdsvis 1895 og 1896.   Teater- og operaprogrammer De mange programmer afspejler, at Christian 10. var glad for samtlige kunstarter, der blev opført på landets teatre. Det lader dog til, at kongen var særligt begejstret for opera. Nogle af Christian 10.s yndlingskomponister har øjensynligt været italienske Giacomo Puccini og Giuseppe Verdi, tyske Richard Wagner og danske Enna August.   Teaterhistorie Bogsamlingen indeholder en masse bøger om teaterhistorie, herunder om Danmarks nationalscene, Det Kongelige Teater, som har haft til huse på Kongens Nytorv i København siden 1748.   Odd Fellow Palæet Kongefamilien sidder sammen (fra venstre mod højre: Kronprins Frederik, Kronprinsesse Ingrid, Kong Christian 10., Dronning Alexandrine, Prins Knud og Prinsesse Caroline-Mathilde) og overværer et teaterstykke i Odd Fellow Palæets koncertsal sidst i 1930’erne. Ved første øjekast ser det ud som om, at det ikke var den mest spændende forestilling. Prinsesse Caroline-Mathilde følger med, men Christian 10. sidder med noget tunge øjenlåg. Her må vi dog have in mente, at kongen nærmede sig de 70 år. Ydermere ser det ud som om, at resten af familien tager en blunder. Man kan dog lige akkurat ane, at de sidder med programmet i hænderne. (Fotografiet er taget af Elfelt og stammer fra Christian 10.s arbejdsværelse). Forsidebillede: Det Kongelige Teater I anledning af regentparrets sølvbryllup i 1923 blev der afholdt gallaforestilling for Christian 10. og Alexandrine i Det Kongelige Teater. Som man kunne forvente, var der fuldt hus, og folk var naturligvis klædt i deres fineste puds. Normalt ville kongefamilien sidde i den såkaldte ”kongeloge”, der, set fra salen, er placeret til venstre for scenen. Ved denne anledning blev der til gengæld indrettet en særlig kongeloge på den nederste balkon. (Fotografiet er taget af Elfelt og stammer fra Christian 10.s arbejdsværelse).     Af Kristian Street, Studentermedarbejder     [1] Knud J. V. Jespersen, Rytterkongen: Et portræt af Christian 10. (København: Gyldendal, 2007), 56.  

Christian 10.

Konge af Danmark fra 1912. Christian 10.s lange regeringstid strækker sig over begge de to verdenskrige, og han blev under besættelsen ophøjet til et ikon, der for befolkningen stod som indbegrebet af national modstandskraft.

1925-1950

Den økonomiske nedtur i slutningen af 1920'erne og -30'erne skabte en stor social usikkerhed. Mens Socialdemokraterne satte sig på magten i Danmark, fik nazismen fodfæste i Tyskland. Resultatet var 2. Verdenskrig, 1939-45 der sluttede med et Europa i ruiner.

Dannebrog 800 år

På Valdemarsdagen den 15. juni markeres Dannebrogs fødselsdag. På denne dag i 1219 fortæller legenden, at flaget faldt ned fra himlen under et dansk angreb på Estland ledet af Valdemar Sejr. Det er således 800 år siden i 2019, og H. M. Dronningen er i dagens anledning i Estland for at fejre dagen. I 1219 havde den danske kong Valdemar foruden sin hær medbragt en række gejstlige til Estland i et forsøg på at gøre landets indbyggere kristne. Blandt de gejstlige var ærkebiskop Anders Sunesen. Sagnet lyder, at danskerne blev overrumlet af esterne, og Anders Sunesen måtte bede til Gud for hjælp. Da den danske hær syntes på nippet til at have tabt slaget, sænkede ærkebiskoppen sine hænder fra sin bøn, og da faldt Dannebrog ned fra himlen. Dette medførte en dansk sejr, og Dannebrog fik sit navn danernes fane. En senere og mere plausibel forklaring på legenden lyder, at Dannebrog i stedet stammer fra de tyske Johanniterriddere, der ligeledes deltog i slaget i Estland, og som bar en rød fane med et hvidt kors. Samtidige historikere fra 1200-tallet fortæller om slaget i Estland, og i 1300-tallet findes de første afbildninger af Dannebrog. I middelalderen var det almindeligt at fortælle historier om kristne konger i korstog mod hedninge, hvor relikvier eller anden guddommelig indgriben spiller en vigtig rolle. Det er dog først i 1500-tallet, at Dannebrogs fald fra himlen bliver knyttet til slaget i Estland i historieskrivningen, og senere er blevet foreviget i kunsten og litteraturen. I flere omgange mente man også at være i besiddelse af det faktiske flag fra slaget; et af disse hang i koret i Slesvig Domkirke, men gik til eller forsvandt i 1660. Flagning med Dannebrog har historisk set været kongens ret, foruden et praktisk redskab i søfarten. Den brede befolkning fik først tilladelse til flagning i 1854 (dog ikke flagning med splitflaget). Under de nationalistiske strømninger i 1800-tallet fik flaget en ny værdi som et nationalt samlingspunkt, da det repræsenterede kampen for fædrelandet og den kristne tro. Under Christian 10. (1912-1947) blev Valdemarsdag en national mærkedag, der blev fejret landet over og som ligeledes, så længe kongen regerede, var en skolefridag. Blandt bøgerne i Christian 10.s bibliotek i H. M. Dronningens Håndbibliotek er der dukket en række minder op fra Valdemarsdagen i 1919, hvor Dannebrog kunne fejre sin 700 års fødselsdag. Kongen blev centrum for fejringen, hvor han fik overrakt Rigsbanneret på Amalienborg på vegne af det danske folk. I aviserne, som Christian 10. gemte, beskrives det, hvordan slotspladsen var stuvende fuld af mennesker, hvilket bl.a. bekræftes af det lille foto, der efterfølgende blev sendt til kongen. Foran Christian VIII’s Palæ var der rejst en tribune, hvorpå Rigsbanneret var placeret, og som kongen, dronning Alexandrine, kronprins Frederik og prins Knud trådte ud på lidt før klokken 12 til lyden af ”Kong Christian”. Herefter fulgte to taler og den ceremonielle overrækkelse af banneret til kongen, ligesom nationalsangen blev sunget. I kongens tale betonede han blandt andet flaget som et fælles eje, der er knyttet til Danmark og landets historie. Der blev afholdt en række store fester i forbindelse med 700-året for Dannebrog, og nogle af disses programmer finder vi i også Christian 10.s samling. Den første af disse fester blev afholdt i Ringsted den 14. juni 1919 med kongelig deltagelse. Her lagde kongen en krans bestående af laurbærblade og silkedannebrogsflag på Valdemar Sejrs gravsten i St. Bendts Kirke. Herefter tog kongeparret plads i kirken til den følgende gudstjeneste, hvorfra kongen har beholdt et eksemplar af programmet, der i dag ligger i arkivet. Fra den 15. juni 1919 gemte kongen et rødt indbundet program fra 700-års festen i Rådhushallen i København. Her var omkring 800 invitationer sendt ud til repræsentanter for offentlige og private institutioner, ligesom kongen og dronningen mødte op. I programmet fremgår det, at der ved denne fejring blev afholdt to taler, ligesom der blev sunget sange af både forsamlingen og Studenter-Sangforeningen. Ifølge Nationaltidende, som Christian 10. gemte, skulle der også ved denne lejligheden have været stuvende fuld af festglade mennesker, der har hyldet flaget og kongen. Selvom netop denne avis har en klar tendens med sit positive syn på nationale symboler, er det også den avis, som Christian 10. valgte at gemme, og vi må gå ud fra, at han tilsluttede sig dens beskrivelse. Christian 10. beholdt også en lang række af de telegrammer og breve i anledning af dagen, som han modtog fra nær og fjern. Folk skrev bl.a. fra en række danske byer, hvor de havde været samlet i anledning af dagen. Der ligger blandt andet hilsner fra Køge, Nakskov, Rønne, Grenaa, Faaborg og Århus – i sidst nævnte skriver de: ”Tusinder, forsamlede til Dannebrogsfesten i Aarhus, sender hjærteligst Hilsen med Haab om, at vort kære Flag maa vaie saa langt med Syd som danske Hiærter slaar.” Her henvises der formentlig til håbet om en genforening med Sønderjylland, som blev diskuteret i disse år, og som i et vist omfang blev en realitet året efter, hvor Dannebrog og kongen endnu engang spillede en vigtig rolle i denne fejring. Kongen modtog også hilsner fra steder som Stockholm, Chicago, Brighton og Buenos Aires, hvor emigrerede eller udstationerede danskere var forsamlede om Dannebrogs-fejringen i overraskende stort antal, og måske mest interessant fra danskere samlet i Estland på det sted, hvor Dannebrog mentes at være faldet ned fra himlen. De skriver: ”Danske forsamlede i Reval [dvs. Tallinn] paa det Sted hvor vi i Dag for 700 Aar siden modtog Dannebrog som gennem de forløbne aarhundrede har været Samlingsmærke for alle Danske sender deres Majestæt vor allerunderdanigste Hilsen og udtaler overfor deres Majestæt vor dybeste Glæde over at vort dyrebare Flag skal vaje frit over alt hvad der er dansk.” I 2019 kan danskerne fejre endnu en særlig Valdemarsdag, når Dannebrog – ifølge legenden – fylder 800 år, hvilket gør fanen til den ældste i verden.   Se mere: På Amalienborg er der udstillet to Dannebrogsfaner med en særligt betydning, der ligeledes knytter sig til Christian 10. I hans arbejdsværelse hænger det flag, der blev overrakt til kongen ved Genforeningen med Sønderjylland i 1920. Traditionen siger, at det var dette flag, der som det sidste blev strøget ved kamphandlinger i Sønderjylland i 1864. Ved trappeopgangen til museet hænger splitflaget som efter sigende skulle være det flag, der blev hejst over Christian VIII’s Palæ – det daværende residenspalæ – ved befrielsen den 5. maj 1945. Kongeflaget var ikke blevet anvendt i Besættelsens sidste år, hvor Christian 10. betragtede sig som suspenderet, og det var derfor en vigtig symbolsk begivenhed, da det endnu engang blev hejst.   Læs mere: ”Da danskerne fik Dannebrog” (2019) af Carsten Selch Jensen, Marika Mägi, Kersti Markus og Janus Møller Jensen (en gennemgang af de faktiske historiske omstændigheder og samfundsstrukturer der har ledt til myten om Dannebrogs fald fra himlen) ”Dannebrog – Historien om et nationalt symbol” (2019) af Hans Christian Bjerg (en kronologisk gennemgang af Dannebrogs historie og betydning)