Vinterferie for børn på Amalienborg

Kom med på en rejse ind i de kongelige slottes støvede kroge. Alle børn er inviteret indenfor i de kongelige gemmer i vinterferien, hvor de kan låne en mini-kuffert og gå på opdagelse i de mange, mange gemte sager. Undervejs kan de høre historier om svundne tider og anderledes måder at gøre tingene på. Hvad skal vi for eksempel mene om en slipsenål med en mælketand i dag

Med kufferten i hånden kan I udforske den kongelige familiehistorie – og få indblik i jeres egen. I kufferten gemmer sig hyggelige fortællinger, sjove spørgsmål og små aktiviteter, som I kan tage med på jeres tur rundt i udstillingen. Hør blandt andet om skærmen med de mange familiefotografier, del jeres rejseminder og prøv vifternes hemmelige sprog. Lyt godt efter de historier, tingene kan fortælle og udfyld det kongelige stamtræ undervejs for at finde ud af, hvem der mon har gemt alle de gamle sager. Til sidst præmieres børnene med en lille, kongelig overraskelse, før kufferten afleveres tilbage…

At gå ind i udstillingen er som at træde ind i et eventyr af H.C. Andersen. Udstillingsdesigner Shane Brox har tryllet de ellers larmende pragtrum i palæets beletage om til kongelige lofter, hvor mere end 2.000 genstande fra den kongelige families pulterrum næsten er belagt med et lag tryllestøv og vidner om det kongelige liv til hverdag og fest i 300 år.

Børneaktivitet i Fra Kongehusets gemmer på Amalienborg

PRAKTISKE OPLYSNINGER
Aktiviteten finder sted på Amalienborg, i Christian VIII’s Palæ, 13.-26. februar i tidsrummet kl. 11-16. Rundturen er for børn i alderen 6-12 år ifølge med voksne og varer ca. 60 min. Det er gratis for børn at besøge museet og låne kufferten.
Henvend jer til personalet ved indgangen til udstillingen på beletagen for at få udleveret en gemmekuffert. Aktiviteten kan ikke reserveres på forhånd. Vær opmærksom på, at sidste kuffert udleveres kl. 15 og skal afleveres tilbage samme sted, som den blev udleveret.

Tilbage til oversigt