Nyt EU-projekt skal hjælpe med at bevare vores uvurderlige skatte

Sammen med indsamling, registrering, forskning og formidling er bevaring det vigtigste nøgleord i museumsbranchen. Museer skal sikre kulturarven for fremtiden, men på et museum med så forskelligartede genstande som malerier, tekstiler, møbler og smykker er dette ikke altid en nem opgave.

Hos Kongernes Samling er vi derfor glade for at være en del af det nystartede konserveringsprojekt CollectionCare, der med støtte fra EU-Kommissionen har til opgave at udvikle et innovativt supportsystem til brug af konservatorer på små og mellemstore museer rundtom i Europa.

Supportsystemet skal understøtte den præventive konservering på museerne, der går ud på at forhindre eller udsætte kunstgenstandes nedbrydning og dermed bevare dem for eftertiden.

Sådan fungerer konserverings-supportsystemet

Nedbrydningsprocessen er forskellige fra genstand til genstand, alt efter materiale, og påvirkes af faktorer som fx temperatur, lys, luftfugtighed og vibrationer, hvis udsving kræver nøje overvågning. Målet for CollectionCare-projektet er derfor at udvikle et intelligent system, der kan monitorere de miljømæssige forhold for hver enkelt genstand på et hvilket som helst tidspunkt og et hvilket som helst sted, hvad enten den er udstillet, opmagasineret eller på vej til udlån på et andet museum. Monitoreringen skal bruges som basis for forudsigelser om genstandens nedbrydning og tilbyde de nødvendige forslag til dens ideelle konservering.

Systemet vil integrere den nyeste forskning og teknologiske udvikling inden for monitorsystemer, trådløs kommunikation, big data, cloud computing og degrationsmodeller i ét enkelt system. Sensorer tilknyttet den enkelte genstand er tilsluttet ’skyen’, hvor informationen analysereres og sammenholdes med den enorme database, der herefter genererer en automatisk risikoanalyse samt udbedringsforslag og sender dette direkte til det ansvarlige personale på det givne museum.

Projektets forløb

CollectionCare vil forløbe over 30 måneder og startede i marts 2019, hvor det første møde blev afholdt i Bruxelles. I juni 2019 havde Kongernes Samling besøg af Matteo Rossi-Doria fra Conservazione Beni Culturali (CBC) i Italien. Formålet var at kortlægge samlingens forskellige karakteristika, når det kommer til genstandenes materialer, placering på museet og frem for alt deres nuværende tilstand.

Senere på sommeren, d. 30.-31. juli var Konservatorskolen (KADK) vært for en workshop, der samlede alle partnerinstitutioner og bestyrelsesmedlemmer i København. Her blev man enige om generelle guidelines for udviklingen af projektet.

Læs mere om CollectionCare

CollectionCare projektet er gjort muligt med økonomisk støtte fra EU’s Horizon 2020 program. Programmet løber fra 2014 til 2020 og er det største støtteprogram for forskning og innovation til dato. Vi er utrolig stolte over at være en del af et projekt, der sætter fokus på konservatorfaget på tværs af fagligheder og landegrænser, og vi glæder os til at se hvad fremtiden bringer for CollectionCare.

Hvis du vil læse mere, kan du besøge CollectionCares hjemmeside, og følge deres Facebookside, InstagramTwitter eller LinkedIn-profil. Du kan også tilmelde dig deres nyhedsbrev, så du kan holde dig opdateret på projektet.

 

Tilbage til oversigt