Kongelig gæk – Påske på Amalienborg

I påsken kan du gå gæk-amok på museet og gække løs i vores papirklipværksted. Kom og saks dine gækker med os…

Højtidens mange sjove traditioner og spændende historier bliver udfoldet for børnene i vores kongelige påskeaktivitet. Påskedagene står i hyggens og historiens tegn på Amalienborg. Her inviterer vi børnene og deres voksne med rundt på museet og fortæller om kongelige, folkelige og religiøse påsketraditioner med udgangspunkt i samlingen. I den sidste del af forløbet kan I være kreative og lave gækkebreve med fin pynt, mens I hører H.C. Andersens digt “En sommergæk”.

Børnene bliver også klogere på den kongelige påskeægstradition. De kommer bl.a. til at høre om Dronning Margrethes påsketradition og ikke mindst om prinsesse Dagmar, der senere blev zarina af Rusland og modtog verdens nok mest ekstravagante påskeæg – de eksklusive Fabergé-æg – af sin mand, zar Alexander. Hvert år udformede den berømte guldsmed et nyt æg med en overraskelse til zarinaen. Inspirationen til æggene kom sandsynligvis fra et helt særligt guldæg i museets samling. Der er umiddelbart langt til vores påskeægstradition i dag, men konceptet med overraskelsen er helt den samme som dengang zarinaen fik sine påskeæg, selvom den i dag oftest smager mere af chokolade end guld og diamanter…

H. C. Andersen havde sin vante gang på Amalienborg – og faktisk læste han digte op for ikke mindre end fire konger i løbet af sit forfattervirke. I 1872 forærede han en lineal med påklistrede papirklip og inskription til Christian 9. Den kan ses i museets udstilling og danner sammen med gamle gækkebreves historier baggrund for papirklip-workshoppen.

PRAKTISKE OPLYSNINGER:
Tidspunkt: 13. – 22. april 2019 (dog ikke 16. april). Mandag 10:30-11:30 og 13:30-14:30, tirsdag til søndag 10:30-11:30
Hvor: Christian VIII’s Palæ på Amalienborg
Varighed: 1 time
Målgruppe: Vi anbefaler omvisningen fra 5 – 9 år, men alle er velkomne i følge med en voksen.
Antal deltagere: Max. 12 børn pr. omvisning og én voksen ledsager per barn.
Tilmelding: Gratis for børn. Voksne betaler almindelig entrepris. Køb din billet HER.

Tilbage til oversigt