Julejagt for børnefamilier på Amalienborg

Åh nej – Julen på Amalienborg er i fare! En af Dronningens gamle juletraditioner er nemlig blevet pist væk. De voksne stresser rundt og har travlt med alt muligt andet. Museets maskot Hannibal har derfor hårdt brug for juleglade børn, der kan hjælpe ham med at komme på sporet af den forsvundne tradition.

I aktiviteten PIST VÆK! Julejagt For Børnefamilier følges I med læringspiloten og Hannibal rundt på museet, hvor jagten på juleposter sættes ind i de kongelige værelser. Her skal børnene finde julerier og høre fortællinger om, hvordan nogle af vores mest populære traditioner fandt vej ind i den danske jul. Danmarks tidligere dronninger har nemlig haft en finger med i spillet.

Julejagten vil ende i Christian X og dronning Alexandrines spisestue. Her skal den forsvundne juletradition bringes til live ved hjælp fra de mange spor, som børnene har samlet sammen på deres julejagt. Hvis det lykkes børnene at redde Dronningens jul på Amalienborg, vil Hannibal uddele sin fornemme mini-elefantorden, som tak for hjælpen.

Aktiviteten varer ca. en time og foregår i weekenderne d. 30. november.-1. december, d. 7.-8. december, 14.-15. december samt  21.-22. december.

kl. 11.00-12.00 (for de 4-6 årige)

kl. 13.00-14.00 (for de 7-9 årige)

Der er et begrænset antal deltagere. Derfor henstiller vi til, at der maximalt deltager en voksen ledsager pr. barn.

Deltagelse i aktiviteten er gratis, når entréen for den voksne ledsager er betalt. Der er gratis adgang for børn og unge under 18 år.

Book billet til aktiviteten på Kongernes Samlings webshop.

Tilbage til oversigt