Frimærke i anledning af kongeligt guldbryllup

Miniarket markerer, at H.M. Dronning Margrethe 2. og H.K.H. Prins Henrik fejrer guldbryllup i 2017. I overensstemmelse med Regentparrets ønske om at fejre guldbrylluppet under private former viser frimærket et foto af uofficiel karakter. Torben Eskerod står bag fotograferingen, der fandt sted i sommeren 2016 på Marselisborg Slot, og miniarket er designet af Jakob Monefeldt, PostNord Frimærker. Frimærkerne er en rigsfællesskabsudgivelse med Grønland og Færøerne – symboliseret ved en isbjørn, en vædder og en svane, der er trykt på miniarkets bund.

 

Regentparret på danske frimærker
Regentparret har været motiv sammen og hver for sig på danske frimærker ved talrige lejligheder. De tidligere frimærker, hvor regentparret har været portrætteret sammen, gengives også. Første gang var ved brylluppet i 1967, og allerede to år senere var det unge tronfølgerpar portrætteret sammen med Prins Frederik på et velgørenhedsfrimærke til fordel for Røde Kors. Regentparrets sølvbryllup i 1992 og Dronningens 25-års regeringsjubilæum i 1997 blev også markeret med frimærker. I 2001 udgaves et frimærke i anledning af 150-året for danske frimærker, og endelig gav Dronningens 70-års fødselsdag i 2010 anledning til en frimærkeudgivelse med motiv af Kongefamilien på balkonen.
Tilbage til oversigt