Amalienborgmuseets 25-års jubilæum

For 25 år siden fik H.M. Dronningen en helt særlig fødselsdagsgave, som hun kunne dele med hele resten af Danmarks befolkning. Den 16. april 1994 deltog hun nemlig i den officielle åbning af det nyindrettede Amalienborgmuseum, der kunne slå dørene op for besøgende på dets nye lokation. Samlingen har rødder helt tilbage til 1600-tallet, men åbningen markerede starten på museets historie, som vi kender den i dag – nemlig med udstilling i Christian VIII’s Palæ.

Museet på Amalienborg er en nyere tilføjelse til Rosenborgs kongelige samlinger grundlagt af Frederik 3. i 1660’erne, og fra 1833 kendt under navnet De Danske Kongers Kronologiske Samling. Formålet med samlingen er at fremvise Danmarkshistorien fra Christian IV’s regeringstid til nutiden ud fra en række historiske interiører. Samlingen følger de kongelige generationer og vokser derfor støt, fra regent til regent. Det er dette fortsatte vokseværk, der har været årsag til de skiftende lokationer for samlingen gennem tiden.

Da pladsen på det oprindelige museum, Rosenborg, blev for trang, åbnede man op for museumsgæster i Christian IX’s Palæ på Amalienborg, men åbningen blev kun kortvarig, da man hurtigt kom frem til, at det ikke var hensigtsmæssigt med museum i det siddende Regentpars residenspalæ.

Efter en restaurering af Christian VIII’s Palæ, virkede det derfor oplagt, at flytte den del af udstillingen der beskæftigede sig med den Glücksborgske slægt dertil, da dette både ville adskille residenspalæ og museum samt fordoble det hidtidige udstillingsareal, så samlingen virkelig kunne komme til sin ret.

Det var derfor en smilende Dronning, der i selskab med Prins Henrik, modtog blomster fra konservator Cecilie Scherfig og trykkede hånd med museumsdirektør Mogens Benchard (tv) og kabinetsekretær Niels Eilschou Holm (th) til åbningen af det nyindrettede Amalienborgmuseum på hendes fødselsdag, lørdag d. 16. april, for 25 år siden.

Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix.

Tilbage til oversigt