Valdemar

Prins til Danmark. Søn af Christian 9. og dronning Louise af Hessen-Kassel. Gift med den franske prinsesse Marie af Orléans i 1885. Sammen fik de fem børn, der gik under tilnavnet “de uartige børn fra det Gule Palæ”.

Prins Valdemar var begejstret for skibe og fik derfor sin uddannelse indenfor marinen. Dette betød, at han ofte drog til søs i længere tid ad gangen. Disse sørejser fortsatte efter, at prins Valdemar blev gift med prinsesse Marie, og hun støttede ham i hans interesse for søen så meget at hun selv fik tatoveret et anker på overarmen, meget atypisk for tiden.

I 1878 fik prins Valdemar tilbudt den bulgarske trone, men valgte at takke nej. Afslaget skyldtes for størstedelen at han, som konge af Bulgarien, ikke ville risikere at skulle i krig mod sin broder, Georg 1. af Grækenland, da de to lande meget vel kunne ende med at bekrige hinanden. I stedet for blev prins Valdemar og prinsesse Marie i Danmark, hvor de nød stor popularitet blandt danskerne.