Book en tur

Amalienborg tilbyder omvisninger for grupper i de faste udstillinger.
Er du interesseret i undervisningsforløb for skoler, kan du se mere her

Læs mere om de aktuelle omvisninger herunder eller book og køb plads med det samme her

Du kan også kontakte bookingen på tlf.: 3318 6055 og høre nærmere. Bookingtelefonen er åben tirsdag-fredag i tidsrummet kl. 10.00-12.00.
Du kan også skrive til: booking@kosa.dk.

Omvisninger uden for normal åbningstid kan arrangeres mod ekstra betaling for vagtudgifter.


AKTUELLE OMVISNINGER PÅ  AMALIENBORG

I sommerferien kan du kommer med på en omvisning i Christian 7.s palæ eller med på byvandringen “Den kongelige akse.” Du kan også møde vores læringspiloter, der hver dag fortæller historier på museet i Christian 8.s palæ.


OMVISNING I CHRISTIAN 7.S PALÆ

Besøg Kongehusets repræsentations- og gæstepalæ. Gennem 250 år har rigets og udlandets fornemste personer været gæster i Christian 7.s Palæ, og bygningen emmer af eksklusivitet. Omvisningen giver dig mulighed for at gå i fodsporet på de kongelige gæster, opleve nogle af Danmarks smukkeste rum og høre om stedets omskiftelige historie. Palæet er for mange synonymt med nytårskuren, og du kommer også til at se de steder i palæet, hvor den traditionsrige begivenhed finder sted.

PALÆETS HISTORIE
A.G. Moltke, der var Frederik 5.s overhofmarskal og nære ven, udformede og indrettede i 1750’erne palæet, hvor han kunne holde forrygende fester og imponere sine gæster. I 1794 blev pragtbygningen overtaget af Christian 7., og siden 1885 har det primært fungeret som repræsentationspalæ for Kongehuset.  Også i dag bruges palæet til repræsentation, og historien gentager sig i nutidens brug; at vise sig fra sin bedste side.

Omvisningen viser, hvordan palæet gennem tiden er blevet brugt til at manifestere magt og prestige med sine indbydende interiører, afholdelser af officielle begivenheder, udnævnelser af konger samt udstillinger af kostbare samlinger.

Arkitekten Nikolai Eigtved står bag denne kulturhistoriske perle, der med kunst og kunsthåndværk i særklasse udgør et gesamtkunstværk af høj international karat. Der er tale om en tidscollage, der er visuelt sammensat af forskellige tidsperioders formsprog og virkemidler, men med rokokoens finurlige og lette kurver som de absolut fremherskende.

HIGHLIGHTS
Der er adgang til alle de repræsentative rum, og besøget inkluderer bl.a. den overdådige Riddersal, Taffelsalen, der stadig er i brug til Kongehusets officielle selskaber, Flora Danica-værelset, malerier af europæiske mestre, noget af landets fineste møbelkunst og et overflødighedshorn af udsøgte forgyldninger på vægge og i lofter.

FASTE OMVISNINGER I CHRISTIAN 7.S PALÆ

Maj – september 2017:
Onsdag kl. 13.15-14.45 på dansk
Torsdag-fredag kl. 13.15-14.45 på engelsk
Lørdag-søndag kl. 10.15-11.45 på dansk og kl. 13.15-14.45 på engelsk

Oktober – december 2017:
Onsdag kl. 13.00-14.30 på dansk
Torsdag-fredag kl. 13.00-14.30 på engelsk
Lørdag-søndag kl. 13.30-15.00 på engelsk
Lørdag-søndag kl. 11.15-12.45 på dansk

Omvisningens varighed: 60-75 min.
Pris: 95 kr. pr. billet
Antal billetter pr. omvisning: 26 stk.
Mødested: Christian 8.s Palæ i porten

VIL DU SE MERE?
Det er muligt at besøge museet i Christian 8.s Palæ samt Rosenborg i forbindelse med omvisningen til en fordelagtig pris. Du kan enten købe entrébillet til Christian 8.s Palæ til 50 kr. eller til begge museer til 105 kr., når du medbringer billetten fra Christian 7.s Palæ. Henvend dig blot i billetsalget i Christian 8.s Palæ på dagen og medbring venligst billetten.

Aflysninger kan forekomme
Da Christian 7.s Palæ forsat bliver benyttet af Kongehuset til repræsentation, kan der ved særlige lejligheder forekomme aflysninger. I tilfælde af aflysninger vil du få direkte besked og dit billetkøb refunderet.

 

BYVANDRING: DEN KONGELIGE AKSE

Byvandringen ”Den kongelige akse” er en privat omvisning i byrummet omkring Amalienborgkomplekset. Turen giver indblik i de oprindelige ideer og visioner omkring Eigtveds byplan, der opførtes til ære for den enevældige konge, Frederik 5. i midten af 1700-tallet. Museets læringspilot tager dig med på en rejse gennem kongekult, storslåede visioner om byplanen, og uforudsete hændelser, der gav Frederiksstaden den historie, vi kender i dag med kongefamilien, som centrale beboere.

 

Frederiksstaden er opkaldt efter Frederik 5. og blev grundlagt på baggrund af 300-års jubilæet for den oldenborgske slægts regeringsmagt i 1749. Staden skulle anlægges i den nordlige del af København, hvor det tidligere lystslot Sophie Amalienborg havde været placeret. Bydelen skulle være et symbol på den enevældige konges magt og rigdom og blev samtidigt bygget op efter moderne principper. Der blev derfor blandt andet opført Danmarks første offentlige hospital, og der blev gjort plads til borgerstanden, der skulle flytte ind i de mange palæer. Frederiksstaden består af to akser; Amaliegade på langs og Frederiksgade på tværs, og hvor de mødes, anlagdes Amalienborg Slotsplads. Fra slotspladsens centrum skuer rytterstatuen af Frederik 5. ud over bydelen, portrætteret som en magtfuld romersk kejser.

 

Vandringen varer ca. 60 min. og begynder ved museet på Amalienborg. Husk at medbringe bekræftelsen i udprintet stand. Ønsker man at besøge museet, hvor man kan opleve historien indefra, i forbindelse med vandringen tilkøbes entrébilletter på dagen i billetsalget på museet. Se entrépriser her

 

Rutens længde er ca.1,5 km.
Vandringen kan også bookes på engelsk her

 

Fortrydelse ved køb af bookede produkter
I tilfælde af afbestilling vil et afbestillingsgebyr på 150 kr. forfalde til betaling, hvis turen afbestilles mere end 14 dage før. Ved afbestilling mindre end 14 dage før tidspunktet for turen, vil turens fulde pris blive opkrævet.
Hvis du fortryder købet, skal bookingafdelingen kontaktes på:
Tlf.nr.: 3318 6055. Telefonen er åben tirsdag til fredag 10:00 til 12:00.
E-mail: booking@kosa.dk

EUROPAS SVIGERFORÆLDRE

Den glücksborgske slægt har præget verdens store dynastier gennem nære familierelationer. Omvisningen vil give indblik i det komplicerede net af relationer, som Christian 9. og Dronning Louise var hjernerne bag, når vi zoomer ind på familiens politiske og private liv og formidler historien bag kongeparrets tilnavn ”Europas svigerforældre”.

På omvisningen vil du opleve Amalienborg indefra og blive inspireret af den gribende slægtshistorie med en dygtig og erfaren omviser ved roret. Du vil komme tæt på personerne bag kongehuset og på de relationer, som slægten knyttede til prestigefulde dynastier i udlandet, og mærke arven efter ”Europas svigerforældre”.

Pris for omvisning: 900 kr. (mandag-fredag) / 1000 kr. (lørdag-søndag)
Varighed: ca. 60 min.
Antal personer pr. omvisning: 25 pers.

Omvisningen tilbydes på dansk, engelsk, tysk og fransk.

Relationer

Prinsesse Benedikte 70 år

I anledning af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benediktes 70-årsdag 29. april 2014 har Post Danmark udgivet et nyt frimærke. Frimærket vises med tilhørende fotos i en montre i Spisestuen på museet, hvor miniudstillingen kan ses frem til årsskiftet. Frimærket sælges med merpris til fordel for de danske spejderorganisationer, som er blandt de protektioneer, Prinsessen er mest kendt for. Siden ungdommen har H.K.H. Prinsesse Benedikte været engageret i både dansk og internationalt spejderarbejde, og fra sin mor, Dronning Ingrid, overtog Prinsessen hvervet som formand for Danske Pigerspejderes Fællesråd alleredei 1965. Der blev også udgivet et frimærke med Dronning Ingrid som spejder; nemlig i 1960 i anledning af Dronningens 25-års jubilærum som protektor for de blå og grønne pigespejdere i Danmark, H.K.H. Prinsesse Benedikte voksede op på Amalienborg som mellemste datter af Frederik 9. og Dronning Ingrid. I 1968 blev Prinsessen gift med Prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, og parret har tre børn. Trods familieliv i Tyskland har Prinsessen gennem alle årene været dybt engageret i officielle opgaver i Danmark, heriblandt som protektor for bl.a. en lang række humanitære og sportslige organisationer. Frimærket, der sælges i striber med fem stk., viser Prinsesse Benedikte sammen med unge danske spejdere. På førstedagsarket og -konvolutten ses Prinsessens monogram, og portrættet er graveret af Wolfgang Mauer efter det seneste officielle foto, som er taget af Christina Hauschildt. Fotos er af Carsten Andersen, og frimærket er udført af Per Ingemann med tegning af Mauer.

Vagtskifte

Få den komplette kongelige oplevelse og se Livgardens vagtskifte på Slotspladsen i kombination med et museumsbesøg i palæet. I snestorm og hedebølge står Den Kongelige Livgarde trofast vagt ved deres skilderhuse på Amalienborg og passer på Kongefamilien. Livgarden har med stiftelsen i 1658 dybe historiske rødder og har siden 1785 holdt til ved Rosenborg. Skilderhusene i deres nuværende form kan formentlig dateres helt tilbage til 1740, hvor de blev anvendt ved Christiansborg Slot. Fra Rosenborg marcherer garderne hver dag fra kasernen mod Amalienborg til vagtskifte klokken 12, hvor de afløser deres kammerater. Gennem byen går paraden – ofte med musikkorps – og tiltrækker store mængder af tilskuere, og det er da også som taget ud af et eventyr. Livgardens uniform med bjørneskindshuen har udviklet sig over 300 år, og f.eks. har de karakteristiske blå bukser været brugt siden 1822. Parade og vagtskifte findes i forskellige udgaver. Der findes kongevagt, løjtnantsvagt og palævagt. Kongevagten er den mest omfattende og finder sted, når H.M. Dronningen opholder sig på Amalienborg. En palævagt kendetegnes ved, at ingen fra Kongefamilien bor på Amalienborg på det pågældende tidspunkt. Regentparret har bolig i Christian 9.s Palæ, D.K.H. Kronprinsparret i Frederik 8.s Palæ, mens D.KH. Prins Joachim og Prinsesse Marie samt H.K.H. Prinsesse Benedikte benytter Christian 8.s Palæ, hvor også museet er placeret. Ud over størrelsen på vagtskiftet indikeres også hvem fra Kongefamilien, der residerer på Amalienborg ved brug af forskellige flag. Her skal man kigge efter, om Kongeflaget, H. K. H. Prins Henriks flag, Tronfølgerflaget, Rigsforstanderflaget eller Kongehusflaget vajer over Amalienborgs sorte tage. Hvis kun splitflaget er sat, bor ingen fra Kongefamilien i palæerne på Amalienborg i øjeblikket. Et besøg på museet med indblik i den kongelige families liv og færden på Amalienborg er derfor oplagt at supplere med overværelse af vagtskiftet. Kom dog i god tid, for man er aldrig alene om at ville opleve historiens vingesus på Amalienborgs Slotsplads.